Masker på en søndag - Uge 21

 

Ugen kort:

• Jeg fik en kort snak med et glimt fra min barndom. Jeg er ret sikker på der er mulighed for mere. 
• For længe siden startede vi et projekt i Håndværk og design, som alt for længe er blevet overhalet indenom af andre projekter. Nu er der gang i projektet igen, den første prototype færdig og ønsket om flere stod med et klart. 
• Næste års skemaer er hængt op til første gennemgang. Jeg havde lidt forståelsesproblemer, som viste sig at være fuldt forståeligt. Nu mangler jeg bare at forklare for mine teams. (Ganske simpelt er der en del tolærertimer næste år. Mine timer sat ind i skemaet, fordi det gjorde det nemmere for skemalæggerene, men de skal blot pilles ud og lægges lige der hvor det giver mest mening. Der er langt mere mening i at samle sammen til en hel dag og tage på tur, lave projektarbejde eller noget andet, end have en tilfældig time en gang om ugen, hver uge hele året.)
• Ugens aftenmøde betød sprøgsmål, som jeg endnu ikke har fundet svar på. Jeg har forsøgt, men det ender nok med at ringe til en ven. Jeg har heldigvis en god en af slagsen. 
• Jeg havde et udbytterigt møde med skolens grønne dame. Vi har mange gode ideer, som nu skal sælges til de indviede. Vi besluttede at prøve af på en leder, og kunne kun finde skolelederen. Han synes vores ideer lød rigtig gode, og så er vi jo nærmest i mål. 
• Klubben tog i Tivoli. Som altid en fantastisk tur. 
• Kristi Himmelfartsdag var skøn at have til restitution. Efter en femten timers arbejdsdag er det velkomment. Berit havde ellers foreslået at få vikardækning på mine tidlige timer, men det havde jeg ikke lyst til og en enkelt lang dag med fri dagen efter kan jeg sagtens overleve.
• Oscar og Rose havde en fantastisk dag sammen. Det skal vi gøre igen. Næste gang skal Oscar dog vide at vi ikke skal hjem til mig. Det havde han forestillet sig, og var ikke helt tilfreds med at skulle hjem igen. Vi gjorde holdt på en legeplads og balancerede en halv times tid med kvalitetstid til barnet. Det hjalp lidt.
• Næste gang må planlægningen være bedre. 
• Jeg har inviteret til forsinket fødselsdag. Den rykker tættere og tættere på. Drikkevarer er købt ind og Anders har hjulpet med at sammensætte en fornuftig og salatfyldt menu. 

Læse:

Jeg blev færdig med Ruth. Det hele er noget rod, men de fandt morderen, som viste sig at være en af de centrale i persongalleriet. Det er det altid i Elly Griffiths bøger. Rodet handler om hele baghistorien og jeg ser frem til den næste i rækken.Som altid var den let læst og hurtig færdig. 

Næste bog i rækken om Rebekka Matinsson - Indtil din vrede er ovre - er noget mere tung. Jeg er kun lige startet og ikke nået meget længere end bagsideteksten. 

To unge mennesker har mistet livet. Rebekka føler sig hjemme i det nordlige Sverige, hvor naboen passer på hende og hun på ham. En mand har fundet liget af den ene to unge, mon ikke politiet bliver involveret lige om lidt - og dermed formentlig også Rebekka. 

Strikke:

Trøjen til Emile har ligget stille længe. Jeg gik i stå ved ærmerne. Af flere grunde.

Dels må jeg erkende at jeg til tider lider af en tendens til at gå i stå når der ikke længeer er masker på en pind og nye skal findes frem, slåes op eller hvad der nu skal til. Det er lige præcis derfor jeg altid slår op til strømpe nummer to, når den første er færdig. 

Jeg er ikke sikker at det var derfor trøjen gik i stå. Jeg strikker Ulla Tee til Emilie af alt det mohair vi endte med at købe i forsøget på at finde en farve der passede, da jeg tidligere  på året strikkede strømper med flæser.

Undervejs i mohairindkøbet, blev vi enige om at overskudet kunne blive til en trøje til Emilie, og så var der ikke længere nogen grund til at holde igen. 

Emilie fandt en tynd tråd af (vistnok) uld, der har stået på mine hylder de sidste godt femogtyve år, som sammen med en tråd mohair viste sig at være et godt match. De forskellige farver mohair bliver strikket i brede striber.

Emilie er bare ikke så vild med de der striber - og hvilken farve skulle der være på ærmet. Og måske var der ikke mohair nok. Og så gik jeg i stå. Og da jeg tænkte at starte igen, kunne jeg ikke huske hvad hun havde besluttet, hvilket igen betød at den endte med at vente endnu længere.

Nu er den i gang igen.

Jeg synes den bliver fin. Der er to af de lyse mohairnøgler - et til hvert ærme. Emilie købte nemlig et ekstra af samme grund. Planen er lange ærmer, og måske er det vigtigt for hende at hele ærmet har samme farve.

Jeg har stadig garn, og strikker til der ikke er mere. Dernæst tænker jeg nogen tager en beslutning, så jeg kan komme videre.