søndag den 17. april 2022

Der er stadig liv i symaskinen

 

Jeg har syet. Noget nær det mest enkle projekt jeg kunne komme på. Men ikke desto mere har jeg syet.

 


Blandt genbrugsstofferne, Emilie har hjulpet mig med at samle, lå en dug. En rund dug. Kantet og alting. Jeg skulle sådan set bare lave et hul i midten. 

Jeg kunne have lavet hullet stort nok til trække den op over hoften og sat en elastik i. Det havde muligvis været nemmere, og havde givet en kortere nederdel. Jeg ville gerne have den så lang som mulig, så jeg fandt en lynlås, og skråbånd det matchede i farven til dugen. 

Jeg klippede et hul, der passede til min talje, og klippede bagsømmen næsten ned til borten nederst på dugen. Dermed fik jeg noget, der minder om et langt indsnit, som jeg kunne sætte lynlåsen i, men ikke sy helt ned til sømmen, og dermed bibeholde kanten forneden uden syninger eller nye kanter.

Foroven kantede jeg med kantebåndet. Jeg har senere syet et par indsnit foroven, jeg fik alligevel lavet hullet for stort.

Af cirklen jeg klippede ud i midten lavede jeg to lommer, forede med stof fra bunken med bomuldsstof, tog nederdelen på og placerede lommerne, så det virkede fornuftigt i forhold til mine hænder. Det er små lommer, de kan indeholde småting, men næppe mobiltelefonen, den vil nok falde ud. 

 

 

 



 

Det tog ikke lang tid. Det mest komplicerede var at finde udregningen til hvor stort hullet skulle være. Jeg havde brug for radius, så jeg kunne måle ud fra midten af stoffet i en cirkel (jeg foldede på både den ene og den anden led - det gør det lettere at finde midten - og tegnede derfor blot en kvart cirkel).

Udregningen handler om matematiske formler for cirkler. Jeg havde omkredsen - mit taljemål - og havde brug for diameteren, eller radius. Diameteren er den linje der gå midt gennem cirklen, fra kant til kant, hen over midten. radius er halvdelen af diameteren. Når jeg tegnede en kvart cirkel brugte jeg radius til at måle fra midten af stoffet og ud.

Formlen for diameteren er omkredsen divideret med Pi. Pi er 3,14. Radius er halvdelen af det resultat.
Er det nemmere med et reelt regnestykke? 

Så lad os sige taljen er 80 centimeter. 80 divideret med 3,14 er 25,4. 25,4 divideret med 2 er 12,7. 12,7 er dermed målet, der skal bruges for at tegne en cirkel i midten af stoffet. 

Husk at der også skal være sømrum - altså kan det være en god ide at trække en centimeter fra de 12,7 = 11,77 cm. Jeg trak ikke helt nok fra - derfor de senere indsnit....





Anyway. Jeg er en nederdel rigere. Den var med i biografen i går, Emilie tog billeder. Hvorfor hun ikke får stillet skarpt forstår jeg ikke (der er så meget jeg ikke forstår), og når retroblusen jeg strikker på engang bliver færdig, tror jeg den vil være rigtig fin til.

Jeg tog den i hvert fald med, for at bevise farvesammenfaldet - og knækkede den ene pind undervejs....
En ny er bestilt!

 



Så skal jeg bare sy noget mere - gad vide hvornår det sker?





Ingen kommentarer:

Send en kommentar