onsdag den 22. marts 2017

Masker på en onsdag


Da jeg for et par måneder siden opdagede Yarnalong - legen der en gang om ugen udstiller dagens eller ugens litteratur og garnrelaterede projekt - hoppede jeg på, og oplevede at jeg fik læst mere.

Jeg synes altid jeg læser, men i lang tid har det nok snarere været noget med at have en bog liggende i vindueskarmen ved siden af sengen, end reelt at læse. Pludselig fik jeg lyst til at læse, det var sjovt at se hvad andre læste, og et par bøger fandt vej til min mentale liste over udgivelser det kunne være spændende at stifte bekendtskab med.

Nu er det slut. Det viste sig at legen har stået på i omkring syv år, og Ginny, der uge efter uge var vært for arrangementet, har valgt at stoppe. Det skal være hende vel undt, men det er også trist.

Måske får nogen andre lyst til at tage stafetten op. Indtil da vil jeg vedblive at vise fremskridt og ugens godnatlæsning. Fordi jeg synes det er en hyggelig leg, og fordi jeg holder mig selv op på at få læst noget af alt det jeg gerne vil læse.

Og ja. Jeg læser helst krimier. Men nogen gange kan jeg godt falde i noget andet...















Læse:

Jeg læser stadig Styrken af Ken Bruer. Så vidt jeg ved er det starten på en serie, jeg er bare ikke sikker på resten er oversat. Den alternative opbygning og personvinklen der i starten irriterede mig, er jeg blevet helt glad for.

Jeg læste et sted en anmeldelse, der var kritisk over for at bogen på hver anden eller tredje side, som mellemregning for hvert afsnit er fyldt ud med digte, strofer eller linier. Kritikken gik på at hovedpersonen er fordrukken og intet har tilfælles med digte.

Det forstår jeg ikke. Hovedpersonen er netop meget glad for at læse, han har altid en bog i inderlommen og hans far har lært ham glæden ved digte. Jo han er også fordrukken og glemmer at passe på sig selv, men jeg kan faktisk godt lide den hårde og den bløde side der så fint bliver vist frem i bogens opbygning.

Samtidig gør de mange skift bogen afsindig letlæst.


Hækle:

Jeg hækler stadig flodheste. De er alle tre nået til det punkt, hvor de kan fyldes ud, krammes og begynder at ligne noget. Der er stadig mange blomster tilbage i samlesættet og der går en del til hovederne, så mon ikke de figurerer igen i næste uge.

Set bagfra er de tre færdige flodhesterumper både hyggelige og skønne. Forfra er de stadig noget amputerede.




søndag den 19. marts 2017

Les Petits Points Parisiens


Det er længe siden at der stod efterårsferie på programmet - omend vejret udenfor virker som om det er i tvivl.

Det er derfor også længe siden Emilie og jeg var i Paris.





På den sidste hele dag stod der shopping på programmet - og garn - også selvom ingen af os rigtig købte noget. Jeg havde hjemmefra fundet garnbutikker, men da vi var der, var det ikke længere helt så vigtigt at finde dem.

På førstedagen var vi forbi La Drogerie, og som ugen gik var der to kun to butikker tilbage på listen, som jeg gerne ville forbi. Den første fordi den lå lige rundt om hjørnet - næsten - og derfor svær at lade forbigå.

Vi startede dagen med at gå op til kirken og til venstre. Det var den rigtige retning, men vi gjorde holdt inden vi fortsatte længere til venstre på Montmartre. Der lå nemlig en hyggelig lille butik, der tæt ved kirken, som vi var kommet forbi mange gange - men altid lige efter lukketid. Nu skulle det være.







Med hver vores pose, gik vi videre ind på Montmartre, i en retning der tydeligt ikke er helt så besøgt af turister. Så lidt besøgt at vi blev spurgt om vej, og beredvilligt forsøgte at hjælpe. Jeg er ikke sikker på udfaldet var særlig vellykket.

På 24 Rue Verón ligger en lille og usandsynlig hyggelig garnbutik. Les Petits Points Parisiens. Vi kom dertil via den skønneste franske trappegade og ad Rue Verón, der er indbegrebet af fransk, med de allestedsnærværede scootere parkerede i lange rækker.

Desværre var butikken lukket. Trods lovning på det modsatte. Men der så vildt hyggeligt ud, når vi kiggede ind.







Endnu hyggeligere var dekorationen af husfacaderne. Nogen har taget sig tid til at male de skønneste og mærkeligste ting på papir, for at tapetsere det på murene, som hængende på en lang vasketøjssnor.

Vi stod længe og beundrede den ophængte elefant, bispehue, fisk og dykker mellem de mange andre finurligheder.




At leve er at lære


Og jeg vil gerne lære.

Også når det bliver hektisk, presset og umiddelbart svært at overskue. Ganske kort.
men når alt det nye ligger spredt over lang tid og flere måneder og skoleår, bliver uoverskueligheden meget mere overskuelig og tiden til at glæde sig mærkbart mere pågående.





Jeg blev valgt til arbejdsmiljørepræsentant. Eller valgt er så meget sagt - ingen andre stillede op. Dermed følger et tredages kursus på den anden side af sommerferien. Jeg tiltræder nemlig først i forbindelse med sommerferien. Det betyder ikke at der ikke allerede er nogen at se til på den post.

BUPL har inviteret til møde for alle de nyvalgte og i kommunal regi skal alle de kommende og vedholdende personalerepræsentanter vælge repræsentanter længere oppe i systemet. Arbejdsmiljørepræsentantposten gav også mulighed for en sundhedsambassadørpost. Det kunne have været enhver, men jeg fik lov trods hovedrysten fra chefen.

Efter konferencen hos KMD i torsdags, fik jeg sat mig selv i spil i forhold til at forberede os godt, inden pædagogerne efter sommerferien skal til at indtage det nye system. Det giver mening at jeg kommer til at stå i forreste række. Selvom jeg er ikke kan kalde mig superbruger, er jeg den eneste der har haft fingrene bare en lille smule i programmet. Også selvom det er måneder eller halve år siden. Chefen var velvilligt indstillet overfor tanken om at øve os sammen, bruge tid på at tale om hvad vi skal og kan bruge systemet til. Og hvorfor. Og jeg er sikker på at forberedelse er vigtigt.

Den Grønne Skole skal udvikles og i sommerferien er to dage skemalagt til fælles seminar for alle ansatte, der er søgt om nødåbent i SFO og det bliver skønt endelig at kunne bruge timer sammen både lærere og pædagoger, uden at den ene gruppe føler sig skyldig over ikke at være et andet sted.

Om lidt venter ansættelsessamtaler, når vi skal have ansat en ny medarbejder. Også her fik jeg sagt de magiske ord, og så sad jeg i ansættelsesudvalget. Jeg har siddet der før, og jeg synes det er spændende, men også svært. For hvordan kan man være sikker på at træffe det rigtige valg efter bare en halv times samtale?

Endelig har jeg fået grønt lys til et kursus i at lave scrapbogsagtige notesbøger. Datoen er endnu ikke fastlagt, men det finder vi ud af. Jeg fik nemlig også grønt lys til at vi tager to af sted.


Jeg har muligvis glemt noget,  men så er der bare mere at glæde sig til.




fredag den 17. marts 2017

Mere perlestrik


Det er overraskende hyggeligt at strikke det nuværende mysterie fra Stephen West.

Især perlestrikken er jeg vild med.







Andet clue bød på muligheden for mere perlestrik eller patent (som Hr West af ukendte årsager har forelsket sig vildt og inderligt i)

Jeg hoppede i første omgang på patentstrikken. Men det var ikke det jeg havde lyst til. Jeg strikkede og strikkede, og blev mere og mere utilfreds og sikker på at perlestrik havde været bedre - mens jeg strikkede videre.

Jeg nåede halvvejs gennem tredie sektion, inden jeg besluttede at nok var nok og pillede det hele op.

Og hvor er jeg glad for det. Der er mange sektioner i Westknits sjal. Det er der ofte i hans strik. Samtidig kan det hurtigt gå hen og blive lidt rodet, når det er strikket af rester. Og jeg har besluttet mig for kun at bruge rester. Helst de strømpegarnsrester jeg i forvejen har et lidt anstrengt forhold til.


Det skulle være så sundt med udfordringer...





At jeg fortsatte perlestrikken fra anden til tredie sektion gav et mere roligt indtryk til det samlede hele - og der er stadig mange sektioner med forskellig strik. Personligt synes jeg også det er pænere end patentstrikken...

Fjerde sektion var forholdsvis lille. En retstrikket trekant. Jeg gav los og blev enig med mig selv om at bruge den bordeaux rest, jeg gerne vil have med, men endnu ikke har fundet plads til, som bundfarve. Jeg krydrede den anden tråd med skift mellem bunken af flerfarvede strømpegarner.

Jeg var længe i tvivl om det var godt. Jeg er stadig i tvivl.







Men når jeg kigger på billederne, der er taget på afstand er det slet ikke så ringe endda, eller i hvert fald ikke så forfærdeligt - når nu restekassen har stået for skud, og valgmulighederne er begrænsede.




torsdag den 16. marts 2017

Ud på cykel


I dag er brugt i Ballerup. I KMDs lyse, lækre lokaler i Lautrupparken.

Trods masser af input, stod vi forbigående med tanken om at dagen i højere handlede om at tjene penge end yde de serviceydelser man naivt kan forvente, når en stor ordre er under udarbejdelse.

Måske meldte tanken sig mest med den senere tids debat i frisk erindring. Måske var der faktisk noget om det...





Det handlede om læringsportalen. Læringsportalen jeg sidste år var med til at vælge mellem mange muligheder. Lærerne er godt på vej, har taget den i brug. Nogen mere end andre - sådan er det nok altid. Jeg har ikke åbnet siden Helle og jeg, først på skoleåret, stod for en hurtig præsentation for pædagogerne.

Helle har til gengæld, og hun er uden tvivl ekspertisen på skolen for nuværende. Hun er heldigvis ikke helt alene, og i dag var vi inviteret til træf. I Ballerup. Kun syv kilometer fra skolen. Ti hjemmefra. Vi kan da sagtens cykle - blev vi enige om.

Jeg cyklede hjemmefra, de to andre mødtes og cyklede sammen. Det passede mig fint at cykle alene. Jeg kan godt lide at cykle alene, der er plads til at tænke tanker, drage på langfart og samle op på indtryk og aftryk.

Vi ankom samtidig, fandt pladser, kaffe, the og blokke at skrive på. Vi hørte om nye tilføjelser til programmet, om datadeling og KLs ideer for fremtiden. Derefter blev vi sendt ud og lytte til forskellige problemstillinger det nye værktøj og dagligdagen mellem.





Vi startede fælles, lyttede til en indskolingslærer, der havde erfaring med systemt i de små klasser. Gode erfaringer, der gav grobund for gode tanker. Vi fortsatte til et oplæg om implementering i Holbæk Kommune. Også her gik vi beriget fra, og fik nye indgange til hvordan vi på skolen kan arbejde videre. Her gælder det især den del af personalegruppen, der har svært ved at finde sig selv i det nye og i teknologien. For selvfølgelig er det ikke lige nemt eller let at gå til for alle.

Vi skiltes inden det sidste oplæg. Mine to lærerkolleger hørte videre om noget de synes var spændende, jeg satte mig og lyttede til en pædagog, der sammen med sine SFOkolleger havde gjort sig tanker om hvordan værktøjet kan bruges i pædagogsammenhænge. Der er ingen tvivl om at det er svært. Som hun sagde, skal vi alle ud og opfinde den dybe tallerken. For hvordan finder skolepædagoger hoved og hale i et værktøj, der som standart er udarbejdet til fagfaglige fag.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men det kræver helt sikkert både overvejelser og mod. Heldigvis er der i systemet indbygget muligheder for at udarbejde nye fag og nye mål. For måske er det vigtigere i pædagogsammenhænge at kunne måle på om et barn kan hænge sin jakke på plads i garderoben end om barnet kan lægge to og to sammen.

Og så opstår næste udfordring. Hvad er det for nogle mål vi skal måle på? Hvad er det for mål vi i vores SFO synes er vigtige? Det kan godt give grobund til spændende debatter og processer.





Vi fulgtes ad hjem. Fra Ballerup endte jeg med at køre lige forbi haven. Det gror nu, tulipanerne er på vej, og de tidlige, der også var tidlige sidste år ender sikker igen med at stå knejsende, længe før vi er klar til at nyde dem.









onsdag den 15. marts 2017

Masker og bogstaver


Legen fortsætter, en bog er afsluttet og en ny er begyndt.


----------------------------


Joining Ginny at Small Things for Yarnalong.















Hækle:
Alle enkeltdelene til det store puslespil er færdige og bagbenene til tre flodheste i tre forskellige farvetemaer er godt på vej.
Jeg hækler sammen undervejs, derfor mangler de mange brikker den sidste omgang.


Læse:
Jeg blev færdig med Skyggezone. De sidste sider håbede jeg til det sidste at gåden blev løst. Men nej, den ender med en af de værste cliffhangers jeg længe har mødt. Og så er bog nummer to ikke engang på gaden endnu.

Jeg fandt Serien om Jack Taylor på Netflix, og da det viste sig at Ken Bruen står bag bøgerne hoppede jeg i Styrken, som umiddelbart virker letlæst, noget alternativt opbygget og med en personvinkel der til tider irriterer mig. Mest fordi jeg ikke ved hvorfor.

----------------------------

Crochet:
The three hippos have come to the point when all of the pieces of the puzzle are done. I join on the go crocheting the last round. The three color themes makes three different happy hippos.


Read:
I finished Shadow Zone. All up until the end I hoped for a final clue. Instead I ended up on the biggest cliffhanger I remember ever to have seen. Worst thing is that book number two is not even on the street yet.

I found the series Jack Taylor on Netflix and wanted to read the books. The Guards is the first of a sequel. It is easy to read a bit alternative and with a perspective that somewhat annoys me. I dont know why.


----------------------------


Se eventuelt hvad andre læser og bruger garn til her.




tirsdag den 14. marts 2017

Selfie og portræt


Nogen gange har jeg billeder liggende, som egentlig ikke har nogen historie, men som jeg gerne vil dele.

Mere for min egen skyld, end for andres. Mest fordi min blog ud over alt det den efterhånden indeholder, også er en art dagbog, en optegnelse over mit liv, som det ser ud lige nu, og en fortegnelse, der til tider er god at kigge tilbage i.

Anders skulle bruge et profilbillede, jeg lovede at agere fotograf. Det endte med at det ene billede han selv tog, mens han stod med kameraet i hånden og ventede på at jeg skulle blive klar, blev det bedste.

Jeg skulle ikke bruge et profilbillede, men jeg overvejede muligheden for at skifte, da kameraet efter en aften hos min mor, og en tur gennem Emilies hænder blev tømt.







Jeg bilder mig ind, jeg ikke har mange billeder af mig selv. Det er vist i virkeligheden ikke rigtigt, for med de mange færdige projekter der skal tages billeder af, ender der en del i de virtuelle billedemapper.

Men det er vist rigtig nok, at jeg ikke har mange billeder af Anders.




Ho Strik og Krea Deluxe


Til træffet hos Violykke, tidligere på måneden, vendte jeg hjem med den rene luksus.





Om jeg begriber al det overskud, der skal til at samle ind, eller alle dem der glade giver. Det er dejligt, at nogen har lyst til at glæde.

Jeg havde garn med hjem. Lækkert og skønt garn, omend jeg endnu ikke ved i hvilken form en del af det ender med at få.

Ho-Strik begavede træffet med et gavekort til frit valg i hele butikken. Jeg har været forbi hjemmesiden, og blev ganske overvældet over alle de helt igennem fantastiske muligheder, der pludselig lå åbne.

Der skal tænkes lidt, mens jeg går og nyder tanken.

Krea deluxe havde pakket en lækker æske med tre changerende farver bomuldsgarn. Ikke hvilket som helst bomuldsgarn - næh bomuldsgarnet fra Krea Deluxe er økologisk. Og falder dermed lige ned i min beslutning om at støtte op om et godt miljø. Også langt herfra.

Jeg havde lige fortalt om beslutningen, da jeg fik den skønne æske. Hjemme åbnede Emilie, mente farverne var tænkt til hende, og at hendes kiste til hjemmefraflytning vist mangler en flok karklude.

Det tror jeg godt vi kan blive enige om.


Tusind tak - siger jeg.




Med hjem havde jeg også salve med morgenfrue. Violykke laver salve og det kunne jeg ikke stå for. Et enkelt lille glas kom derfor med mig hjem, og mit gamle opslagsværk om planter og deres fortræffeligheder kan fortælle mig at der nærmest ikke er det morgenfrue ikke er godt for - både indvortes og udvortes.




søndag den 12. marts 2017

Økologi


Det smitter at arbejde på en arbejdsplads, der konstant drejer om bæredygtighed, grønhed og miljø.





Vi har endnu ikke erhvervet Grøn skole, Grønt Flag kompetencen, men det handler vist mest om at det ikke sker før ved skoleårets start, og dette skoleår bruges til at opnå det.

Vi taler meget grøn skole. I Klubben er vi meget bevidste og har mange gode ideer, og i det grønne profiludvalg taler vi endnu mere. Der bliver også talt på personalemøder, på skolebestyrelsesmøder og bare når vi mødes.

Herhjemme sorterer vi affald - det gør vi også i Klubben. Og børnene er gode til det. Selvom vi bor på tredie sal og skal bære al affald, sorteret i syv-otte forskellige fraktioner, helt ned til gadeplan og de opstillede affaldsspande, er vi enige om at det er en god ide.

Og mens min kollega, der bor i en anden kommune næsten græder, når hun derhjemme smider alt i den samme spand, har jeg taget en beslutning om økologi.





Jeg ved at angorakaniner sjældent har det godt. Måske er det derfor jeg sjældent overvejer angora. Jeg ved ikke hvordan får har det, og det er svært at finde ud af. Jeg ved at mange får bliver klippet på ubehagelige måder, men jeg ved ikke om de ellers har det godt.

Bomuld, derimod. Det ved jeg noget om. Jeg ved at bomuld på verdensplan er et af de produkter der sviner mest. Bomulden bliver sprøjtet, så hverken dyr, insekter eller mennesker har godt af at være i nærheden for ikke at sige i marken. Eller ganske simpelt dør - måske ikke menneskene. Men de kan sikkert blive syge.

Jeg ved at processen i forbindelse med bomuld generelt er elendig, og det kun er ganske få steder - igen på verdensplan - hvor der vælges at dyrke bomulden økologisk. Der går også rigtig meget vand til hele processen, vand der kunne have været med til at afhjælpe tørke eller hungersnød.

Det vil jeg gerne være med til at ændre på. Derfor har jeg taget en beslutning om, at når jeg i fremtiden køber bomuldsgarn skal det være økologisk. I første omgang gælder det kun ren bomuld, for det er svært at finde ud af økologi i forbindelse med blandinger af for eksempel uld og bomuld.

Der findes en del økologisk bomuldsgarn tilgængeligt på markedet, og flodhestene som jeg er ved at lave til flokken af kommende babyer i familie og omgangskreds er derfor - selvfølgelig - af økologisk bomuldsgarn. Jeg bestilte en stor bunke til både flodheste og karklude.





Det skal ikke være værre, end det bomuldsgarn, der for længe siden er købt og betalt, og som ligger i skuffen med bomuldsgarn vil blive brugt hen ad vejen. For det fremmer ikke bæredygtigheden bare at smide det ud.

Men når jeg næste gang står over for et bredt udvalg af lækkert bomuldsgarn i skønne farver, der ikke kan pryde sig med etiketten økologisk, håber jeg ikke, jeg glemmer mit valg.

Det næste er så også at overveje farveprocessen.

Vi taler babysteps.