mandag den 10. december 2012

Eugenias Mittens


I sidste weekend, mens markedet var på sit højeste, havde jeg brug for et meget lille strikkeprojekt.


vante5


Jeg har længe ønsket mig et par strikkede vanter, og da jeg så de lange skafter på Henriettes igangværende projekt, fik jeg endnu mere lyst til varme langt op ad armene.

Min garderobe er sjældent særlig praktisk. Og meget vide ærmer hører til blandt yndlingene. Det betyder at arme godt kan blive temmelig kolde i koldt vejr.

Jeg ville have snoninger, og faldt for Eugenias Mittens, som jeg fandt på Ravelry. Originalt er der ikke lange skafter, men det klarede jeg nemt ved at slå tolv masker ekstra op, og tage to ind omkring de to midterste masker under armen.

De færdige vanter var noget store. Faktisk en hel del for store. Og meget luftige. Lidt filtning ville være en god ide. Ville gøre dem lidt tættere, varmere og mindre gennemtrængende for vind.


vante7


Mine erfaringer med filtning har ikke altid været lige gode, så jeg forsøgte med håndkraft til at starte med. De blev noget mindre, men ikke nok. Det var derfor med noget bæven, jeg stoppede dem i maskinen og en tredivegraders vask i morges.

Det virkede. De er nærmest perfekte nu.

Jeg har et nøgle mere af den lækre lyse grønne Cascade. Garn jeg fik af et dejligt menneske. Når julegavetiden er overstået, og jeg igen har brug for et lille projekt, vil jeg have en hue der passer til.

Hvordan den skal se ud, ved jeg ikke lige nu. Men der er masser af tid til at finde ud af det.








Design: Eugenias Mittens af Mollie Woodworth.


Garn: Cascade 220 Heathers, farve nummer 9460, Dune heather.

De færdige vanter vejer 99 gram.


Pinde: Knitpicks str 4 mm.


Størrelse: Opskriften er onesize. Længden på mine hænder synes at passe fint til opskriftens forklaringer. Jeg tog ind til både fingre og tommeltot præcis som beskrevet.


vante4


Bemærkninger: For at gøre skaftet længere, og samtidig passe om armen, slog jeg tolv masker mere op end opskriften. Jeg fordelte maskene med 20 masker til overhånden, og det resterende til underhånden. På hver sjete pind, formindskede jeg antallet af masker med to, midt under armen, omkring to retmasker, maskeantallet passede med opskriften.

Jeg strikkede yderligere seks pinde, inden jeg strikkede hånden.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravelry.

8 kommentarer:

  1. Jeg er fuld af beundring for din strikke dygtighed !
    Lige et lille projekt, mens du er på marked !
    de ville kræve AL min koncentration :)
    De er skønne !

    SvarSlet
    Svar
    1. Losarinas mor, jeg strikkede ikke på markedet. Det prøvede jeg, men det virkede ikke. Til gengæld strikkede jeg om aftenen, når jeg kom hjem.. og her kunne jeg underligt nok ikke administrere de store projekter. Måske vejede de for meget :)

      Slet
  2. Svar
    1. Fru Kahr, det er de også. De er stadig lige lidt store, men nu tør jeg godt stoppe dem i en tredive graders vask igen :)

      Slet
  3. de ser dejligt varme ud :)
    KH Micha

    SvarSlet
    Svar
    1. De er dejlig varme, Micha. Men jeg er ikke helt sikker på de holder til en blæsende tur på cyklen. Der er også stadig god plads indeni. Jeg overvejer om de skal udbygges med et par tyndere indenfor :)

      Slet