tirsdag den 15. april 2025

Strikkede bukser


Jeg har vist før fortalt historien om de afsindig fede gamacher, en mormor havde strikket af strømpegarnsrester, dengang jeg gik i tiende klasse. De bukser sidder stadig fast, som et ønske, et sted i min underbevidsthed. 



For en del år siden købte jeg fire fed ufarvet strømpegarn, med en drøm om at en dag skulle jeg farve, og strikke de der bukser. Jeg havde ingen forventning om at fire fed var nok. Men det var det jeg kunne få dengang. Jeg havde også en diffus plan om at strikke garnet alene på små pinde. 

Siden har det bare ligget.

Indtil Charlotte begyndte at tale om strikkede bukser, jeg faldt over fluff i den lokale Føtex. Og det gik op for mig at bukser godt kan strikkes på tykkere pinde. Charlotte satte gang i en samstrik. Jeg blev ikke færdig inden for den normerede tid. Jeg blev faktisk først færdig, da der ikke længere var brug for dem.



Det gør ikke noget, for nu har jeg strikkede bukser på lager, til den dag det igen er koldt ude. For min plan er en slags overtræk, der skal varme over strømpebukserne og under kjolen, når det er vinter, koldt og måske endda sne. Mest af alt når jeg cykler. Men også bare, når jeg er ude at gå.









Design: N O R D Knitpants af Hanne Rimmen.



Garn: Hjemmefarvet grønt strømpegarn, sat sammen med en tråd Free fra Føtex.

Der gik 594 gram til det hele. De 400 gram strømpegarn jeg havde på lager og først skulle farves, sammen med 194 gram af flufftråden.


Pinde: Jeg strikkede med pinde 3,5 og 4 mm. 


Størrelse: Jeg strikkede efter størrelse 3 og ramte dermed størrelse 4.



Bemærkninger: Jeg havde ikke forventet der var en størrelse jeg kunne passe. Min hoftevidde er ikke blandt de mindste, men det viste sig at den største størrelse passede præcis. Min strikkeprøve viste at jeg havde lidt for store masker og en nedgang i størrelserne passede derfor fint. 

Jeg strikkede efter opskriften. Set i bagklogskabens klare lys, er der enkelte ændringer jeg ville lave en anden gang. Der er for eksempel ret meget plads i skridtbuen. Jeg kunne snildt have lavet dem fem centimeter kortere i livet.

Der er elastik i taljen. Jeg strikkede elastikken ind undervejs, og fik aldrig strikket det bindebånd, der er planer om i opskriften. Jeg har ikke mere garn, så det kommer nok aldrig til at ske. Og det er sådan set heller ikke nødvendigt. 

Benene er strikket lige ned. Jeg kan godt lide den bredde der er, men de blev meget brede. Samtidig blev den tilbageværende mængde af garn mindre og mindre. Jeg forventede længe at 400 gram strømpegarn ikke var nok. Før ribben tog jeg ind, både for mindre bredde, men også for at strække garnet. Jeg strikkede en omgang 3 ret, 2 ret sammen. Det skar en femtedel af omkredsen.

Personligt kan jeg godt lide at benene blev samlet lidt, uden at sidde helt tæt. Jeg har afprøvet på cyklen og de fingerer fint og hænger ikke fast. Her er det nok godt at min cykel er udstyret med kædeskærm. 



Jeg valgte med fuldt overlæg at bruge en følgetråd - fluff - der er 100% plastik. Jeg ville have styrke til bagdelen, når jeg sidder på cykelsadlen. Det betyder at det ikke er bukser, der er rare at have på hjemme, uden noget under. Det betyder de er varme på en indpakket måde.

Nu er tiden gået, det bliver ikke nu de skal stå deres prøve. Men viser de sig at være så gode som jeg håber, kunne jeg godt finde på at strikke endnu et par, der er til mere hjemmebrug, uden helt så mange syntetiske tillæg.


Vil du se flere billeder af bukserne, kan de ses på Ravelry.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar