mandag den 14. april 2025

Featureuge

 

I ugen op til påske, holder vi på skolen featureuge. For tredje år bliver skolen omdannet til en by med værksteder. Jeg synes måske det der med by er så meget sagt, men værkstederne er så absolut en del af projektet. 



Sidste år var jeg helt ny på skolen. Sådan føltes det i hvert fald. Da vi skulle vælge værksteder, valgte jeg derfor det sikre - det kreative. Det var hyggeligt og det var fint, men jeg kunne også mærke at næste gang, ville jeg gerne udfordres lidt mere. 

I lang tid drømte jeg om at bygge sæbekassebiler. Det er måske nok stadig i den kreative ende, men uanset hvad jeg laver, vil der være et kreativt element - sådan er jeg indrettet. Jeg har aldrig bygget en sæbekassebil, og kan sagtens se alle mulige dilemmaer undervejs. 

Jeg foreslog et sæbekassebilsværksted og det blev også skrevet på listen, da vi i år skulle melde os på. Men jeg var for langsom. Holdet var overtegnet og blev siden til noget andet end sæbekassebiler. Sådan skal det være. De voksne der er på værkstedet, skal selvfølgelig præge det og kunne stå inde for rammerne. 



I stedet valgte jeg avisen. Jeg overvejede avisen sidste år. Jeg har i mange år skrevet nyhedsbrev og jeg kan godt mærke at det savner jeg lidt, samtidig stod jeg der og fik en klar ide til hvordan en avis kan se ud i løbet af en featureuge.

Jeg ville med udgangspunkt i westernaviserne, de ensidede nyhedskilder fyldt med håndtegnede reklamer og en enkelt eller to større artikler, printe en avis om dagen på A3 karduspapir, fordi det umiddelbart minder mest om avispapir. 

Jeg var ikke nået meget længere i min tankerække, da Marian meldte sig på banen til den anden lærerplads på værkstedet, og derfra gik det stærkt. Ideerne fløj over bordet og vi oprettede et dokument vi kunne skrive videre i. 




Da ugen stod for døren endte vi med syvogtyve elever fra første til syvende klassetrin. Vi var enige om at det skulle være hyggeligt, avisen skulle i højere grad være en børneavis end en alt for voksenstyret og vi lod børnene gøre det, de selv synes bedst om. 

Pigerne fra første klasse bidrog hver dag med fine tegninger, drengene fra tredje lavede daglige tegneserier, og et par tøser fra sjette satte sig på redaktørposten. I løbet af ugen lavede vi fire aviser, en hver dag (Ja der er fem dage på en uge, men dagen blev brugt på morgendagens avis).

Da vi nåede torsdag, var vi blevet rigtig gode, og meget klogere. Så meget klogere at der er ting vi ville gøre anderledes en anden gang. Ting vi skulle have tænkt over, Ting vi skulle have haft styr på og ting vi burde have vidst.

Vi er begge klar til at stå for avisen igen næste år. For alt det der, vi blev klogere på, det skal prøves af, det skal inkorporeres og det skal igen være superhyggeligt. 



Og trods manglende korrekturlæsning, stavefejl og manglende bylines, er jeg så stolt over de fire aviser børnene på værkstedet lavede i løbet af en uge. 

Jeg glæder mig også allerede til næste år. 

Og det med sæbekassebilerne. Det er ikke glemt, det er bare lagt lidt væk. Måske skal ideen bruges i helt andre sammenhænge.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar