søndag den 10. november 2024

Kattedamen

 

Tæt ved den gamle vandmølle i Wangen im Allgäu sad en gammel dame med en mærkelig hat og en masse katte. Jeg synes hun var hyggelig, Anders synes møllen var hyggelig, så vi kiggede lidt på dem begge. 




Ofte er kunst sat op i bybilledet med en historie, også selvom den ikke lige er til at gennemskue. 

Den her kunne jeg ikke gennemskue. 

Jeg måtte hjem og slå op, før jeg fandt historien - en både trist og skøn historie. 


Historien om Maria Neff.






Maria Neff var datter af den sidste møller i Eselmuehle. Vandmøllen i Wangen im Allgau, som betjente en stor del af oplandet. Da faderen døde, lukkede møllen - jeg forestiller mig en ny og større uden for byen allerede da var i drift. 

Maria Neff blev boende i den gamle mølle. Hun havde ingen indtægt, levede af almisser fra søstrene på hospitalet og borgerne i byen. Hun var en særling, børn var tit bange for hende og hun så formentlig også farlig ud. 

Hele året gik hun rundt med en hjelm fyldt med uld, fordi hun troede hjernen ellers ville tørre ud. Historien melder ikke noget om, hvor hun havde det fra - eller hvordan resten af byens indbyggere overlevede...

På trods af hendes mærkeligheder, blev hun beskrevet som godhjertet, hjælpsom og intelligent. Formentlig derfor hjalp byens borgere hende med overlevelse. 

Hun levede alene, kun sammen med sine katte og møllen faldt langsomt fra hinanden. 





I løbet af 1968 forsøgte byrådet at købe møllen, for at rive den ned og skabe plads til mere rum, eller vej, i byen. Maria Neff nægtede at sælge. Hun blev boende, troede ikke at nogen ville hende det godt og møllen blev stående. 

Et år senere fik byen en borgmester. Borgmesteren dukkede på egen hånd op på hendes dørtærskel og lod sig besnære af hendes katte. Da kattene lod til at sige god for ham, lyttede hun og da Borgmesteren lovede at restaurere frem fra at rive ned, underskrev hun købsaftalen og overlod møllen til byen. 

Et år måneder senere døde hun. 




I dag er møllen en del af museumslandskabet i Wangen im Allgäu. Hele boligkomplekset langs muren både før og efter møllen indgår i bymuseet og samtidig med etableringen af bymuseet er også hele den gamle bydel blevet nænsomt restaureret og står i dag som et billede på den smukkeste gamle lille sydtyske landsby.

I Wangen im Allgäu takker man Maria Neff for at stå fast, for ikke at ville sælge og for dermed at være med til at skabe den by, de har i dag.


Jeg synes det er en fin historie.

Og den mærkelige hat gav dermed meget mere mening. 



Jeg fandt historien om Maria Neff på byens hjemmeside. Her kan jeg også finde oversigten over museumshusene





Ingen kommentarer:

Send en kommentar