Fint og tyndt

Når jeg syr, strikker jeg ikke. Når jeg strikker, er der noget andet jeg ikke når. Når jeg er opslugt af projekter trives nullermænd og støv langt ud over hjørnerne.

Sådan er der så meget. Jeg vil hellere strikke end jeg vil støve af. Så med en færdig samling sekskanter, kastede jeg mig langt hellere over et nøgle garn end støvet. Til gengæld fik jeg elimineret bunken af vasketøj - det er nemlig lettere, når der er maskineri til at hjælpe.

Garnet og projektet var ikke helt nyt. Jeg har været i gang et stykke tid. Både med garnet og pindene. Det fine tynde garn og de firkantede pinde, jeg fik af Henriette til jul, har jeg længe vidst skulle bruges til et sjal. Jeg troede også jeg vidste hvilket. Har slået op, og haft liggende længe. Alt for længe. Jo mere jeg kiggede på projektet, jo mindre lyst fik jeg til at fortsætte.

Indtil for to dage siden, da en rundgang på Ravelry, fik mig til at kigge blandt andres favoritter. Pludselig var det der. Det sjal jeg vil strikke.

Nu har jeg slået op. Strikket og kommet godt i gang. Det føles godt. Jeg tror jeg har ramt ret. Har lyst til endnu en pind, og en til. Glemmer støvet og nullermændene.

De firkantede pinde, tror jeg til gengæld aldrig, jeg bliver rigtig gode venner med. De er fine. De gør hvad de skal. De er ikke forfærdelige at sidde med. Men de er alligevel ikke rigtig mig. Men de får lov at blive ved. For jeg ved ikke hvordan strikkefastheden påvirkes af de firkantede kontra de runde.

Måske er jeg nødt til at finde ud af det en dag.