Vi var på vej tilbage fra museet, aftenmærket lagde sig over byen og vi ledte efter kaffe. Og the. Kaffen fandt vi, det med the var sværere.
Vi kom gående ad en gågade af en slags, jeg er ikke sikker på jeg kan udpege den. Det var blevet temmelig mørkt, klokken kunne have været midt om natten, det var den ikke, men alligevel.
Og så stod han der. En ung mand, med en vild guitar og et rytmespil som mange andre ville være misundelige over. Han spillede hård rock, headbangede og lukkede sig inde med sin musik.
Vi var ikke de eneste der stoppede, de fleste der kom forbi standsede, nogen længe, andre lige nok til at markere interesse.
Jeg er ikke en poptøs, men jeg er heller ikke til hård rock. Noget midt imellem. Det her var Anders' sprog, han var imponeret. Meget imponeret.
Helt færdig, pakkede den unge musiker sig ud af sig selv, stillede op til foto og havde det skønneste smil, da han sagde tak til de omkringstående, og dem der var helt henne og sige tak for musikken.
Vi gik videre, med en god oplevelse i bagagen.
Længere henne ad gaden stod en anden musiker og spillede noget mere mainstream, der på ingen måde fangede og imponerede som den unge mand, der i den grad brændte igennem og ville noget med sin musik, sit udtryk og sine evner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar