Masker på en tirsdag - Uge 14

 

Ugen kort:

• Skrev jeg læge sidste uge? Når man samler sammen, og lægen kun har tid til en problemstilling ad gangen, står man/jeg pludselig med flere tider. Nu er det slut for denne gang, og jeg er sendt videre til alle de steder, der var nødvendigt. 
• Endnu engang stod fagfordelingen for døren, og vi fik snakket os mere ind i kommende klasser. 
• Med viden om en syg lærer og vikardækning, endte jeg tirsdag aften efter uddannelse, med at rende rundt i mørke på volden med lyset fra min mobiltelefon, for at finde nedfaldsgrene, der ikke var alt for mørnede.
• Tre lektioner med nedfaldsgrene senere, kunne hele holdet gå hjem med fine, lækre, håndslebne bøjler. 
• Jeg hentede Oscar og, stik mod alt hvad han tidligere har sagt, ville han gerne sove. Vi havde en hyggelig aften, og en morgen med ro, inden vi kørte mod skolen. 
• Jeg mødtes med Berit, spiste en sen morgenmad og fik styr på alle de seneste opdateringer. 
• Weekenden stod på problemformuleringsskrivning. Jeg synes ikke jeg kunne få hul på det. Skrev lidt, sprang over og tog opvasken, skrev noget mere, vaskede eller noget andet. Indtil jeg sent søndag aften satte mig og kigge alle de løsrevne sætninger igennem, og pludselig havde skrevet noget, der lød vildt godt.

Læse:

Efter en periode med overskud, føler jeg mig pludselig vildt træt. Jeg ved ikke hvorfor. Det viser sig i den grad, når jeg inden sengetid finder bogen frem og efter halvandet kapitel (de er ikke lange) nærmest ligger og sover med næsen i bogen.

Samtidig er jeg der i en ny bog, hvor den endnu ikke rigtig er kommet i gang, hvor det er svært at se vejen og den ikke rigtig har fanget endnu. Det gør det ikke lettere at holde fokus.

De tre foregående bøger om Niels Oxen har været gode, så jeg tænker også at den her vil vise sig fra en mere spændende side end lige nu. 

Den skal bare lige i gang.

Men altså. En forsvunden gårdejer. Ulve på heden. En reference til Lupus (ulv på latin) og en flok bønder, der mødes, drikker øl, ser fodbold og måske har mere magt, end det lige ser ud til. 

Der er også nogle udsatte relationer og en bagvedliggende historie, der fylder.

Hækle:

Jeg har en fjollet plan, der involverer en hel masse bomuldsgarn i sjove farver. Hvorvidt planen kan udføres, som jeg drømmer om, ved jeg ikke. Men jeg købte en masse garn, og er ret sikker på, at der er nok til et par grydelapper, inden jeg fortsætter i det mere uvisse. 

For mange år siden hæklede jeg grydelapper af alle mine bomuldsrester. Jeg lavede en ordentlig stak, gav nogen væk og har en hel del, som vi stadig bruger. Det er gide grydelapper, de holder på varmen, de kan både bruges til under varme ting, til at holde med og kan vaskes i det uendelige. Det er de i hvert fald blevet. 

Emilie er flyttet hjemmefra med et par. Dem hun fik dengang. Det er slet ikke nok - er det gået op for hende. Så hun ønskede nogle flere. 

Nu laver jeg to par, så kan de to tøser deles om dem. Er det stadig ikke nok, må jeg se hvor meget garn der er tilbage, når det skøre projekt er færdigt. Eller købe noget mere.

Forårstegn

 

Foråret er for alvor på vej. Temperaturerne har sneget sig op over femten grader, solen varmer og solrillerne er fundet frem. 

Det kan alt sammen være meget fint. Det der for mig for alvor for følelsen af forår frem, er de lyserøde blomster på træerne, der kanter vejen i vores boligområde. 

Vi har ikke nogen have. Vi ser ikke Vintergækker, Erantis, Skilla eller Krokus lige uden for døren. Måske møder jeg dem, når jeg cykler. Ofte skal jeg lede efter dem. Men de lyserøde blomster, dem kan jeg ikke undgå. 

De giver for mig, for alvor, følelsen af forår.

Eddie Lives The Dream

 

Det er efterhånden længe siden jeg har hæklet dyr til babyer. Men så havde Emilie en kollega, som hun gerne ville begave med hæklede afrikanske blomster. Hun gik på Ravelry og kiggede opskrifter. Og valgte den ene opskrift fra dronningen af afrikanske blomster-dyr, der ikke rigtig er et dyr. Og fyldt med fastmaske-tilbehør. 

Jeg er ikke særlig vild med fastmasker, i små omgange. Hun vidste det godt, spurgte pænt. Og jeg kunne have sagt nej. Men jeg er som bekendt også nem at udfordre.

Heidi Bears opskrifter er omfattende, billedtunge og nemme at følge. Selve flyet og den lille zebra var lette at lave. Det svære var ophænget. Emilie ønskede at dyret skulle kunne hænges op. I første omgang var vi begge ude i noget med fire snore - for, bag og hver vinge. I sidste ende var balancepunktet lige bag den lille pilot og en enkelt hæklet snor kunne gøre det ud for ophæng. 

Jeg synes det var finere end en hel masse snore. Emilie var ikke helt så overbevist.

Design: Eddie Lives the Dream African Flower af Heidi Bears.

Garn: Helt almindeligt 4/8 bomuld. Flyvemaskinens fire grønne og sandfarvede er fundet hos Søstrene Grene. Det sorte og hvide er fra restekassen.

I alt er der gået 189 gram garn til flyvemaskinen og piloten. Ud over de to grønne, er der gået under et nøgle af alle farver.

Jeg har brugt fyldet fra en pude fra IKEA til at stoppe maskine og dyr. 

Hæklenål: Det hele er hæklet med en nål 2,5 mm. 

Jeg bruger Clover Amour, som er de hæklenåle, der ligger bedst i mine hænder.

Størrelse: Den færdige flyvemaskine med udstyr og pilot vejer 350 gram.

Den er 40 cm lang, 44 cm bred over vingerne og  17 cm høj (fra bund til toppen af Eddie).

Bemærkninger: Heidi Bears dyr er som udgangspunkt tænkt hæklet i strømpegarn eller lignende og en noget tyndere nål. Når jeg vælger at bruge bomuldsgarn, bliver resultatet en del større end forventet. 

Jeg kan godt lide det større udtryk, og selvom der er huller i blomstermønstret, synes jeg fyldet bliver inde og fungerer.

Jeg havde et par meget små glasøjne liggende, som jeg synes var i orden at sætte i en babygave, når den er tænkt til ophæng. Normalt  ville jeg hækle øjnene og sy dem på. 

Som det sidste hæklede jeg en snor til ophæng. Jeg hæklede dobbelt række luftmasker (half crochet iCord) som er overraskende let at lave, superfin og pæn at starte. 

Vil du se flere billeder af flyvemaskinen, kan de ses på Ravelry.

På tur til IKEA

 

Der er ikke langt fra Professionshøjskolen til Fisketorvet. Mens tirsdagsstudietimerne ligger om aftenen - efter arbejde - er mandagstimerne placeret midt på dagen. 

Jeg manglede underlag til at stikke i med en syl. Pap er fint, men ikke optimalt, og da IKEA, der ligger lige ved siden af Fisketorvet har billige bordskånere af kork, tog jeg toget den forkerte vej, og endte ved Dybbelsbro i stedet for Rødovre.

Det lykkedes mig at komme fra IKEA uden alt for mange ekstra indkøb. Ud over tre pakker bordskånere købte jeg en regnbuefarvet indkøbspose og to tallerkener. Posen fordi, dem kan man aldrig få for mange af. Tallerkenerne fordi der er røget en del efterhånden. Sådan nogle skal med mellemrum erstattes. 

Jeg kunne bare have taget hjem, men jeg nåede at blive sulten. Så jeg satte kursen mod Fisketorvet og deres madmarked i kælderen. Jeg valgte thai og gik en tur udenfor, inden jeg fandt stationen og toget tilbage til den hjemlige station, hvor jeg havde mig cykel stående. 

Det var slet ikke nogen dårlig ide, sådan at kombinere studie med IKEA. Det skal jeg huske, næste gang jeg mangler et eller andet, der kan findes mellem alt hvad de ligger inde med.  

Det første kvartal

 

De små korsstingshuse vokser stødt. Hus efter hus finder vej. Den ene række efter den anden bliver sat. Jeg tager stadig mig selv i at tjekke temperaturerne på DMI. Jeg er stadig underholdt og glæder mig stadig vildt, til at se det færdige resultat.

Da jeg startede syede jeg et hus om dagen. Dagen derpå, når koldeste og varmeste temperatur for det foregående døgn kunne aflæses. Jeg aflæser stadig dagen derpå, men jeg får ikke altid syet med det samme. Arbejde, studie, træthed eller aftaler ude i byen spænder ben for daglige opdateringer. 

Jeg er stadig up to date. Det største antal huse, jeg har syet på en gang er fem. Fem huse er overskueligt og hurtigt syet. Det var forventeligt, det fungerer og det er spændende at se fremgangen. 

Planen er 31 huse i bredden. Måneder med mindre end de 31 døgn fyldes ud med træer. Jeg har plantet tre træer i slutningen af februar. Træer, der gerne skal afspejle måneden. Jeg valgte grantræer, der er stedsegrønne og et enkelt brunligt, som måske endda bare er tomme grene. Her er plads til fantasien. 

Med udgangen af marts er første kvartal af året gået. De tre første måneder er sat med garn og sting. Jeg strøg det hele og tog billeder, inden det hele igen blev sat i broderirammen, og krøllet sammen rundt om samme. 

Jeg er ikke sikker på andet end at broderipolitiet kunne komme efter mig, når jeg krøller stoffet sammen og holder det med klemmer til håret. Men det virker for mig. Der er ikke noget, der sidder i vejen og jeg kan komme til med hænder, nål og tråd. 

Jeg syr i en broderiramme. Jeg syer med små sting. Jeg har brug for briller for at kunne se. Jeg tror at den sammenhæng gør broderirammen nødvendig. Andre gange har jeg ikke brug for den. 

At jeg gemmer alle de afklippede ender har ikke noget med noget at gøre. Hvad de skal bruges til, aner jeg ikke. Lige nu er det sjovt at gemme dem. 

I løbet af marts dukkede foråret op. 15 grader betyder en ægte forårsdag. Har jeg lært af fjernsynets metrologer. Jeg var ikke opmærksom på det, da jeg lavede farverækkefølgen, men de 15 grader bliver markeret af den første grønne i min rækkefølge. Det er lidt sjovt. 

Marts blev hurtig kold igen. I mine optegnelser kan jeg aflæse at månedens koldeste temperatur var minus 3,9, mens den varmeste var 15,6.

Med aprils indtræden dukkede forårsdagene igen op. De første døgn er over den grønne linje. Jeg har hørt der er en koldfront på vej. Kommer det så under igen?

Skolekoncert

 

Jeg er ikke helt sikker på hvordan det hænger sammen, men på skolen er der med mellemrum skolekoncert. Musikere, sangere eller andre med musikudtryk kommer ud på skolen, spiller og synger for alle elever. 

Jeg tror måske det er et tiltag i hele Københavns Kommune. Jeg ved i hvert fald, at musik og musiske udtryk er noget der tæller højt. 

For et par uger siden havde vi besøg af en sangerinde. Hun har været der før, sidste gang sang hun noget andet, en anden genre. Jeg har glemt hvilken. Denne gang handlede det om musicals. 

Hun startede med The Sound of Music og My favorite things - godt nok på dansk. Hun var omkring flere kendte sange og sluttede med Let it go fra Frozen - igen på dansk. Hun fik alle med - mest de små - men selv de store på øverste balkon måtte give den en skalle - når hun bad om det. 

Det var hyggeligt, vores elever fra sjette var helt kulrede bagefter. Vi havde heldigvis et meget løst skema og besluttede at bruge de sidste tyve minutter inden frokost, på at gå ud med en bold i det gode vejr. 

Det er spændende, hvad der kommer næste gang.

Undervisning

 

En del af undervisningen i håndværk og design handler om at reflektere, evaluere og præsentere. Til det er logbøger en god løsning. 

Mine elever er ikke udprægede imponerede af, at skulle skrive, tænke og overveje for og imod. Det betyder ikke at de får lov at lade være. Men det betyder at jeg har tænkt, og slet ikke er færdig med at tænke, over hvordan jeg kan præsentere hele refleksionsdelen af faget. 

Lige nu arbejder jeg for eksempel  på at præsentere dem for ministeriets udlægning, og bede dem om at hjælpe mig til at finde en god måde at få skrevet de her logbøger.

Et andet tiltag var da jeg fandt min fars gamle kamera frem og tog det med på skolen. Det var et godt kamera. Min far har taget utallige billeder og haft det med over store dele af verden. I dag tager kameraet i min telefon bedre billeder og tænd/sluk-knappen virker ikke længere. Det er hele tiden tændt, og slukker kun, når jeg tager batteriet ud. 

Så det gør jeg. Og eleverne har adgang til det, når de undervejs i undervisningen tager billeder af deres proces, til at klistre ind i logbogen.

Når jeg åbner for SD kortet i kameraet og henter dagens billeder ind i computeren, så de kan printes, er der tit mange billeder, der ikke helt passer ind i temaet. En del af dem er fjollede billeder af eleverne selv. De bliver ikke printet. 

På det seneste er de også begyndt at tage billeder af mig. De bliver heller ikke printet. Men der er faktisk en del af mig i undervisningssituationer, og de er ret sjove at gemme. 

Jeg har udvalgt nogen. Dem uden børn, eller dem jeg kunne sløre nok. Et par stykker vidste jeg blev taget, resten har jeg ikke været opmærksom på. Nok er det teknologi, men de findes kun i mit kamera, på mit SD kort, og så har jeg ikke så store problemer med at de bliver taget. 

At jeg deler dem selv, er jo mit valg. 

Når dagen er gået og billederne printet, sletter jeg alt, og næste hold kan tage en flok nye, mere eller mindre sjove, skarpe eller fjollede billeder. Og et par stykker, der har med processen at gøre. 

I øvrigt kan jeg tydeligt se på billederne, at jeg aldrig er stationær. At jeg sætter mig der hvor der er behov, ofte går rundt og ind imellem samler flere elever om mig, for at vise et eller andet.