2023 - Fra et garnperspektiv

 

Sidste år var jeg håbløst bagud, i forhold til garnregnskabet og overblikket over forbruget. Hvis ikke jeg snart kommer i gang, kan der ske en gentagelse. 

Det er jeg ikke interesseret i.

Det sidste år var hårdt arbejdsmæssigt. Hårdt psykisk. Min efterhånden gennemprøvede model med at sætte mig i et hjørne, når jeg kommer hjem, gemme mig, lade op og lade hænderne arbejde, blev i den grad sat på prøve. Jeg havde et stort behov. 

Samtidig var jeg så mørbanket, rent mentalt, når jeg nåede hjem, at jeg oftere bare faldt i søvn, end reelt arbejdede med de der hænder. 

Alt i alt har jeg brugt en mængde garn, der meget vel modsvarer det jeg plejer, hvilket måske igen sætter at falde i søvn, gemme sig og lade hænderne arbejde lidt i perspektiv. Nok har jeg sovet, men jeg har også lavet noget. 

Set i bakspejlet, stod jeg tit med færdige projekter. Det siger vel lidt om mængden af håndarbejde. 

Jeg starter i det små, og arbejder mig ganske som jeg plejer mod de større projekter og nyere bekendtskaber:

Hæklede dyr

Fem dyr så dagens lys i løbet af året der gik. Jeg starter hvert år med at tænke, at nu må det snart være slut med hæklede dyr. Jeg ender hvert år med at konstatere at de bliver ved. 

De er også ret hyggelige at lave.

Emilie var i praktik, hendes vejleder var gravid og hun ville gerne give en gave. Det blev en ugle i leopardfarver, som blev taget rigtig godt imod. 

For et par år siden sagde vi farvel til Pernille, der var flyttet, havde fået nyt arbejde og for længe siden fik et dyr til det ene barn. Det andet havde jeg af en eller anden grund ikke hæklet til, men fordi hun spurgte pænt lovede jeg at hækle en grøn og rød dinosaur. Garnet blev hurtigt købt, og endte med at ligge klar i halvandet år - cirka - inden jeg fandt hæklenålen frem. 

Med kolleger der får børnebørn i et væk, og selvfølgelig skal have et dyr, blev det til en lilla flodhest til en lille pige og en pudderelskende mor.

Til barnebarnet af en kommende morfar, der ikke kunne få lyserød nok, blev det til en meget pink flodhest. Den gjorde lykke.

Endelig hæklede jeg en blå elefant, efter at have rådført mig med den kommende mormor, der kunne huske hvad de to store havde fået, så dyrene ikke blev ens. Her havde den kommende mor spurgt flere gange om den kommende mormor mon troede at barn nummer tre også ville få. Mormoren sagde ingenting og synes det var afsindig sjovt ikke at vide noget. 

Karklude

Sidste år blev året hvor farvelklude blev en ting. Aldrig har jeg sagt farvel til så mange kolleger. Nogen fordi de skulle videre, andre fordi jeg skulle videre. 

Det endte med seks og tredive klude, i sæt af tre.

I slutningen af oktober sagde vi farvel til to kolleger, der begge blev flyttet til nye afdelinger. Det blev en bevæget afsked, der også indeholdt tre klude til hver.

Derfra fortsatte jeg med de grønne klude. Jeg har ikke billeder, men jeg strikkede ni mere til tre skønne damer, to jeg havde behov for at give noget inden jeg sagde farvel og en der fortjente og selv skulle videre - samme dag som mig. 

Jeg nåede det ikke inden ferien, men to damer mere skulle begaves, den ene igen fordi jeg havde lyst til at give noget efter et afsindig dejligt samarbejde. De blev også grønne. 

Den anden kunne fejre fem og tyve års jubilæum i kommunen og her blev kludene pink. 

Efter jeg var stoppet sagde endnu to fantastiske mennesker farvel til skolen. Jeg mødte op, medbringende et sæt klude til hver. Et petroleumsblåt og et grønt sæt.

De fire ovenstående sæt er bragt i et fælles indlæg. 

Og så var der kludene der startede det hele. Længe inden alle forsvandt, sagde tre damer farvel og skulle videre. Den ene skulle være leder, den anden skulle til Bornholm og den sidste søgte nye udfordringer, men vendte ret hurtigt tilbage. De fik alle grønne klude. 

Tilbehør til toppen

Ud over den årlige nissehue, er det begrænset hvad jeg laver af tilbehør til hovedet. Troede jeg. 

For der kom alligevel en del af pindene. 

Ikke helt til tops, men fordi det er årets eneste sjal, og det virkede passende at sætte det her, strikkede jeg i sommerferien et lille sjal. Et one-skein-wonder. Jeg strikkede Be simpel variations shawl, og var det ikke blevet spist af støvsugeren uden mulighed for at få det ud igen, havde det stadig hængt om min hals. Det var så lækkert - ikke mindst på grund af garnet. Drengene der førte suget var meget kede af det, og jeg kunne også have ladet være med at lægge det midt i sløjdlokalet. Jeg troede bare det var sikkert på lærerbordet. Og kunne sikkert finde på det igen. 

Jeg havde en plan om at strikke en matchende scrunchie til trøjer strikket til Emilie og jeg. Det blev til seks scrunchies i løbet af året. Seks er rigeligt. De fleste bliver brugt, et par af dem ligger bare. Det kan være de kommer i cirkulation på et tidspunkt. Det kan også være, de bliver liggende. 

Året før strikkede jeg et lyserødt pandebånd til Emilie. Hun var ligeglad med hvordan det så ud, hun ønskede bare varme om ørene i båndform. Jeg fandt Snow Drop Headband og gentog sidste år af grønt hjemmefarvet syrefarvet alpaca, fordi jeg også ville have.

Senere bad Emilie om jeg ville strikke et mere, denne gang til Bedsteveninden, og gerne i grønt. Jeg havde mere af det syrefarvede alpaka og gentog Snow Drop Headband. 

Årets nissehue til Oscar blev uden opskrift, men med striber. Jeg tog udgangspunkt i maskeantallet for året forinden og strikkede langt. Næsten længere end barnet. Det synes han var sjovt.

Endelig strikkede jeg Ramosa Headband. Et hårbånd, som hurtigt gav sig alt for meget. Men var hyggeligt at strikke. Skulle jeg gøre det igen, ville jeg nok strikke rundt, dobbelt maskeantal og sætte en elastik i den færdige bredde indeni.  

Strømper

Det blev ikke til så mange strømper som de foregående år. Måske er strømpetiden på retur. Jeg forestiller mig ikke, at jeg stopper med at strikke strømper, men lige nu kan jeg godt mærke, at tiden bliver brugt på andet.

Jeg strikkede fire par strømper til Rose, som viste sig at være meget glad for strømper strikket af Pernille. Jeg tænker der kommer en dag, hvor de bliver for små og hun selv fortæller at hun mangler. Og så går jeg i gang igen.

Jeg startede med en version af Skywalker Socks i miniformat. Jeg forestillede mig at flæsen af mohair ville skabe lykke. Jeg havde ret. 

Da jeg tog til Strik i Danmarks hjerte i juni, havde jeg planer om flere strømper til Rose, og kom hjem med tre minifed i pink nuancer. 

Det blev til endnu to par efter Skywalker Socks  - eller i hvert fald flæsen derfra. Et par i garn fra Birk og Berg og et par i de tre minifed.

Resterne blev til et par Color Palette Socks. 

De resterende par er fordelt som tre par sokker og to par strømper til Anders. Et par til Emilie, et par til mig, og et par som gave.

Jeg strikkede Swingtime Socks til Annelise i julegave. Emilie købte garnet, jeg strikkede, dermed kunne vi give en fælles gave. 

Anders manglede sokker og vi fandt blåt strømpegarn i vinterferien. Jeg strikkede efter den gennemprøvede opskrift, som mest af alt er en række maskeangivelser der passer til Anders' fod. 

Kirsten designede et par fine strømper, og selvfølgelig skulle jeg strikke dem. Dionysos er et par rigtig fine strømper. 

Da jeg var i gang med sokker til Anders, fandt jeg mere strømpegarn i Rema - af alle steder - og strikkede et par lange brune af slagsen. Anders er glad for lange skafter.

Emilie fandt opskriften til Stellen og havde blåt garn på lager. Hun har alt for meget garn på lager...

Det blev også til et par grønne sokker til Anders, og så blev vi enige om at det var nok for denne gang. 

Endelig skulle Anders også have strømper af den slags der er fyldt med snoninger. Jeg strikkede The undiscovered Country i lækkert garn fra Cleogarn.

Som det sidste par i rækken af the fellowship of the socks, blev Legolas Socks færdig. Tredje gang var lykkens gang og med en flok ændringer fra opskriften lykkedes det at få dem til at passe om Anders' ben og fod.

Ærmer

Sidste år tog jeg en principbeslutning om, at strikke mere til andre. (Andre mest værende Anders og Emilie). Jeg har rigeligt med strik, og selvom jeg er glad for det hele, mangler jeg ikke. 

Jeg endte med fem stykker strik til mig selv med ærmer, og seks til andre. 

Til jul strikkede jeg et sæt ærmer  til Rose af rester og lyserødt garn jeg fik og ikke anede hvad jeg skulle bruge til. Jeg er ikke sikker på hun har brugt dem. Efter sigende skulle barnet have udtalt: Hvorfor er alt det Pernille strikker til mig for stort? Hun har jo ret, men jeg var bange for det blev for småt.

Emilie ønskede en Afra Sweater. Den blev så fin. Hun er vild med de store ærmer, og den hænger på hende på næsten daglig basis. Selv i sommervarmen har hun den med, når hun tager tidligt på arbejde, eller kommer sent hjem. Garnet var fra adventskalenderen, jeg lavede til hende med budgetvenligt garn, for et par år siden. 

Da Anders fyldte 50, blev jeg noget hektisk enig med mig selv om, at strikke ham en sweater. På pind nummer 3. Det lykkedes, jeg brugte en måned, holdt det hemmeligt, og han blev glad, da han lukkede på. jeg strikkede Odda Sweater i garn der altid har været tænkt til Anders, men har marineret længe. 

Også til Anders, denne gang med hans vidende, strikkede jeg Ærø Sweater af garn vi købte i Malmø i pinsen sat sammen med håndspind. For begge sweatrene gælder at jeg senere har opereret på halskanten, som trak meget stor. 

Jeg synes Oscar skulle have, og strikkede Spider Cardigan til ham, til jul. Oscar er ikke glad for hjemmestrik. Han synes det stikker. Her kan jeg godt give ham ret, og holder en pause fra Oscarstrikken, til jeg kan overbevise ham om det modsatte. Hvis det nogensinde sker.   

Emilie havde tykt garn fra den der adventskalender liggende og valgte Victoriana Turtleneck uden turtleneck. Den er varm. Lige nu ligger den i skabet. Men den er brugt, og bliver brugt. Emilie er meget strikkeværdig

Jeg havde lilla lace liggende, som jeg aldrig rigtig har vidst hvad jeg skulle bruge til. Det har ligget længe. Inspirationen kom fra nettet, og pludselig vidste jeg, at det skulle blive til en Lovenote, sat sammen med en silkmohair. Jeg havde ikke silkemohair og satte jagten ind på årets strikkefestivaller inden jeg fandt det rigtige. den er skøn, og jeg bruger den meget.

Forrige år opdagede jeg adventskalendre med fibre og bestilte en fyldt med rolags. Fiberruller af alle mulige fibre. Jeg spandt de femogtyve rolags til et temmelig farverigt garn og brugte rub og stub til et par ærmer, som i den grad er blevet et hit. De duede ikke da det var allerkoldest, men de er gode på andre tidspunkter af året.

Mit allerførste håndtenspundne garn blev til mønsterstrikken i en Manou sweater, jeg omdannede til cardigan. Jeg satte det håndspundne samme med Camarose Økologisk Hverdagsuld og det er varmt. jeg er glad for den, men den er varm og duer ikke alle dage. 

På Fiberfolk i Roskilde købte jeg håndfarvet, plantefarvet grøn lækker og blød merino og strikkede Farfalla Tee. Jeg synes den er skøn, men er også lidt irriteret på den. Jeg trevlede op og strikkede om et par gange og endte med at glemme vendingerne på ryggen. Trods hækling i halskanten er den vokset og trækker meget stor. Jeg har stadig garn tilbage og overvejer flere muligheder for at gøre halskanten tættere. For jeg vil rigtig gerne bruge den mere end jeg gør. 

Endelig strikkede jeg Kristjørn Cardigan, efter at planlagt at gøre netop det et par år. Den er varm, den er skøn og jeg er glad for den. Jeg forstår glæden ved Rauma Finull, og sætter gerne mine pinde i det garn igen.

Spinde

Dengang jeg startede med at spinde, var jeg overbevist om, at jeg selvfølgelig skulle bruge alt det håndspundne - med det samme. Det skulle ikke ligge ubrugt hen.

Fakta er, at tid er en faktor, og selvom jeg har ønsker og planer for alt mit håndspind, betyder det ikke, at planerne bliver ført ud i livet med det samme. Faktisk er mit lager af håndspind efterhånden rimelig omfattende.

Til trods for at både rok og håndten stod stille det meste af årets sidste halvdel, synes jeg at jeg spandt temmelig meget. Noget er brugt, noget ligger og venter. 

Det blev til to projekter på rokken, og to på håndtenen. 

Året før opdagede jeg spindefibre som julekalendere og endte med at købe to. Det var måske lige lidt i overkanten, men jeg blev grebet af mulighederne. Og så fandt jeg en fyldt med rolags, små smukke uldorme, lavet af alt muligt der kan spindes. Jeg spandt de 25 små yndigheder og strikkede straks ærmerne, der kan ses længere oppe. 

I sommerferien var jeg på alenetur til Aarhus, og tog til Brædstrup og købte spindefibre hos Birthe P. Jeg vendte hjem med en lækker fletning af bambus, silke og uld, og spandt det blå-brune på håndtenen. 

Inden da blev jeg færdig med et håndtensprojekt, der var længe undervejs. Uld kartet med garnrester. Dengang jeg købte det, havde jeg ikke set det før, nu er det blevet et hit. Det blev lækkert garn, som jeg stoppede i Anders' Ærø Sweater.

Endelig spandt jeg den første julekalender jeg købte. Knap 500 gram Falklandsmerino, i en lækker grøn blanding med lidt afstikkere i andre retninger. Der gik ikke længe, før jeg gik i gang med at strikke af det. Der gik længe før det strikkede blev færdigt, så det hører til i næste års gennemgang. 

************************

Så er der regnskabet

Mit regneark fortæller at:

• At jeg brugte 7.695 gram garn - jeg har før brugt mere gennem et år. Men sidste år var hårdt på den menneskelige side. Det betød jeg i højere grad gik i brædderne, når jeg nåede hjem, end det betød strik. Det kommende år er ikke meget anderledes, selvom det med det menneskelige er hårdt på en anden måde. 
• At jeg forøgede lageret med 711 gram.
• At jeg fik 850 gram garn, og dermed ikke selv fik lageret til at gå over sine bredder....
• At mit lager ved årets slut bestod af 35.377 gram garn. Det synes jeg er meget.
• At jeg selv købte 5.460 gram garn, og brugte 3.434 gram af det helt nye.
• At jeg dermed ganske som jeg plejer ikke bruger alt årets nye garn - selvom jeg er sikker på at haft en plan da jeg købte det
• Men til gengæld er rimelig god til at bruge garn med en længere liggetid. Når jeg kigger ned over dataarket, kan jeg konstatere at jeg kommer vidt omkring i brugen af garn fra tidligere tider.

• At jeg spandt og dermed tilførte lageret 847 gram garn, som er med i regnskabet ovenfor.
• At jeg kun brugte 292 gram af det nyspundne. 
• Og 62 gram fra tidligere år. 
• At jeg skal strikke mere af mit eget håndspundne garn. 
• At mængden af spindefibre på lageret blev næsten fordoblet fra 2.534 gram til 4.774 gram ved årets afslutning.
• At det regnskab blev slået helt i stykker, da jeg fik 2.088 gram islandsk uld til spinding af en forælder. Uld som jeg er rigtig glad for, selvom det fylder godt. 

• At jeg strikkede og hæklede 26,871 kilometer garn.
• Og spandt 2.305 kilometer
• At jeg stadig synes det er sjovt at gøre alle de finurlige tal op.