Spind på en søndag - Uge 18

 

Ugen kort:

• Jeg roder altid rundt i forkortede uger. Når ugen indeholder en fridag onsdag er det slet ikke til at finde ud af. 
• Jeg hentede Oscar tirsdag på en ganske særlig dag. Børnehavetiden er slut, og han var så klar til at sige farvel. Han uddelte knus til alle de voksne, inden vi cyklede hjem til en hyggelig aften og overnatning. 
• Vi havde god tid onsdag, pakkede os sammen og fandt bussen og metroen mod Trianglen og turen gennem Fælledparken til Trafiklegepladsen og en skøn dag. 
• Oscar var lidt i tvivl om han nu også turde køre med metroen. Men vi har prøvet før, han er blevet fem år, og sagde engang at når han fyldte fem, turde han godt. Vi fik pladser forrest, kunne lege med klistermærket i forruden og snakkede om skinnerne og lysene og at vi kunne se det gik lidt op og ned. 
• Hjemturen gennem parken tog noget længere tid. Vi spiste is på Frederiksberg Alle station, inden vi fandt bussen og barnet faldt i søvn mellem alle de mange andre rejsende. 
• Torsdag var første dag i SFO. I et meget kort telefonopkald, fortalte barnet at det havde været godt, at han var træt og han ikke gad fortælle mere. Jeg tænker jeg får mere at vide på tirsdag. 
• Der var møde i håndværk og design fagteamet, jeg mødte endnu en lærer med faget på skemaet og vi satte en flok mål for den kommende tid. 
• Jeg kørte omkring min mor og havde en skøn eftermiddag med masser af snak. 
• Min cykel punkterede, og jeg endte med at trække den næsten hele vejen hjem. 
• Fredag lod jeg cyklen stå hjemme, tog bussen på arbejde og stoppede ved biblioteket på vejen hjem. 
• Jeg præsenterede to af mine seks HDS-hold for et selvstændigt projekt. De skal ikke bare gøre, de skal også tænke, overveje, beskrive og fremlægge. 
• Det var så vildt, og inden jeg så mig om kom flere med rigtig gode ideer til projekter og jeg er spændt på hvordan det ender med at udvikle sig. 
• Louises ældste blev konfirmeret og Lotte og jeg havde lovet at hjælp i køkkenet. En kommunikationsbrist betød at vi endte med at skulle være der senere end forventet, Lotte havde en aftale og kørte derfor hjem, mens jeg blev til kaffe og kage var stillet frem, næsten spist og en bus hjem var en mulighed. 
• Det var en hyggelig dag, og jeg gider godt igen en anden gang. Også selvom jeg var sent hjemme. Specielt fordi jeg ved hvor stor en hjælp det er at kunne holde fest, uden også at skulle stå i køkkenet. 
• Mens jeg ordene buffet og lavede kaffe, lappede Emilie min cykel. Det var lækkert at komme hjem til.
• Jeg har fundet gode redskaber til det gode samarbejde i gemmerne og pakket i tasken til kommende dage. Hvis jeg får brug for det.

Læse:

Gode kræfter arbejder for at bevise Carl Mørcks uskyld. men kan de det? Bagmændene i det kriminelle miljø, der gerne ser Carl fjernet fra Jordens overflade, viser sig i glimt, der aldrig er blevet vist før. 

De tidligere historier i serien om Afdeling Q, viser også deres ansigt, når der glimtvis dukker personer fra de tidligere historier op og blander sig i efterforskingen. 

Det virker mest af alt som et kapløb med tiden. Hvem der vinder kan gå begge veje.

Spinde:

Jeg fortsætter med sidste uges uld, der nu er blevet til en tråd. Det vi sige den første tredjedel af ulden er blevet til en tråd. En tynd en.

Ulden er 11 dage fra sidste års julekalender fra Garngalleriet Mikrofarveri. Julekalenderen indeholdt hver dag cirka 20 gram uld. Ulden er Polwarth og meget lækker at spinde. Hver dags farve var en af Birthe P's gode gennemprøvede næsten ensfarvede farver. Det er ikke solide farver, der er lidt variation. 

De første mange dage lukkede jeg pakke efter pakke op med grønne toner. dejligt tænkte jeg, og vidste at det hele gerne skulle ende som et samlet projekt. Men så blev farverne mere gule, en smule blå og til sidst røde og orange. 

Det blev lidt for farverigt til et samlet projekt for mig. Jeg delte farvene, lagde dem op i solen og endte med de 11, der er mest røde og orange. Jeg lagde dem i en pæn rækkefølge, der fungerer nogenlunde som en cirkel. 

Det starter mest orange og ender temmelig rødt. undervejs er der både lilla og pink. 

Jeg har lovet Emilie det færdige garn, og hun er ved at finde det helt rigtige projekt, der vist ender med noget med store blomster på et bærestykke. 

Ib Jorgensen

 

Jeg kender Erik Mortensen og Jørgen Bender, når vi taler danskere og modeskabere. Men Ib ringer ingen klokker. 

På sidstedagen i Dublin tog vi på Nationalmuseet. Det irske Nationalmuseum er delt i flere dele og vi endte i den del der rummer design og historie. Vel fremme viste det sig, at der et eller anden sted på museet skulle været et stort fint skib af vikingetypen. 

Vi ledte, vi var hele museet rundt, men vi fandt det ikke. Fem minutter i lukketid, gik det op for os, at det befandt sig i en tilbygning bag museet, og da var det for sent. 

Der var mange andre spændende ting på museet, så turen var på ingen måde spildt. 

Det vildeste var alligevel da vi pludselig stod i et rum fyldt med mode, fra en svunden tid. Modellerne skabte billeder af de to tidligere nævnte herrers designs tilbage i 50'erne og senere, og det viste sig også hurtigt ikke at være helt forkert. 

I hvert fald det med 50'erne.

Og 60-erne og 70-erne. 

Modellerne viste sig at være af Ib Jorgensen - født Jørgensen.

Ib kom som 15-årig til Irland, sammen med forældre og en søster. Hans far vidste en hel masse om svin og havde fået hyre som konsulent i griseindustrien. De kom aldrig tilbage til Danmark. 

Allerede som 22-årig åbnede han sin egen salon, og blev et kæmpe hit blandt Irlands førende og mest velhavende kvinder. Han var med til at stifte the Irish Haute Couture Group, og har tydeligvis haft en fantastisk indflydelse på moden i Irland.

Uden for Irland er han knap så kendt - jeg har aldrig hørt om ham. 

Dengang han var ganske ung og ny i faget, fik han ofte sin søster Hanne til at posere modellerne, når der skulle vises frem. Mon ikke andre modeller er kommet til siden. 

Senere åbnede han også en salon i London, blev indlemmet i både Harrods og Liberty of London, og designede uniformer til de irske kvinder i militæret. 

Udstillingen skulle have stået i to år, men er her stadig efter syv. Den så temmelig permanent ud. 

Jeg tog en mængde billeder og har forsøgt at vælge de bedste - men må også konstatere at billeder gennem glasmontre i et mørkt rum, allerede på forhånd giver svære kår.

Fælledparken på en 1. maj

 

Vi gik, Oscar cyklede, gennem Fælledparken på vej frem og tilbage til metroen. 

Der var god plads på vej ud, og knap så god plads på vej tilbage. Jeg var ellers sikker på at parken ville være fyldt tidligt, og at folk ville være ved at tage hjem igen, når vi skulle tilbage. 

Det var ikke helt forkert. Der var bare ikke særlig mange tidligt på dagen. der var så god plads, at vi gik gennem pladsen, fandt underviserteltet, men ingen jeg kendte. På tilbagevejen var vi vist ikke de eneste, der var på vej hjem. Der var mange flere og mon ikke en del var kommet til, i samme tidsrum, som vi havde været på Trafiklegepladsen.

Oscar zigzaggede sig gennem gående og andre cyklende. Han var træt, havde ikke det store overblik og selvom han ikke kørte ind i nogen, var han på vej mod karambolage mere end en gang. Nogen gange lå skylden helt sikkert på hans side, men der var godt nok også mange gående, der glemte at se sig for. 

Dengang jeg var barn og gik på hippieskolen, mødtes alle - børn, forældre og lærere (vi havde ingen pædagoger dengang) til fælles morgenmad på skolen og gik i samlet flok, medbringende de røde faner, til S-toget mod Nørreport station og fælles optog gennem byen mod Fælleden.

Dagen var altid fyldt med sol (sådan husker jeg det) de voksne sad på tæpper med picnikkurve og øl, mens vi børn løb rundt og legede, til vi skulle hjem. I min erindring var der mange, mange flere mennesker i Fælledparken dengang, end vi så i går, men erindringer kan ikke altid måles med virkeligheden, så måske tager jeg fejl. 

Under alle omstændigheder, ramte stemningen og nostalgien mig, da vi gik tilbage ad de yderste stier, for at udgå alt for mange af de fremmødte og komme nogenlunde uforstyrret frem. 

Undervejs nåede Oscar at lege lidt med belægningen på stien, vi kom forbi en vippe, hvor en dreng sad alene i den ene ende, og så helt opløftet ud, da Oscar satte sig i den anden. De vippede ikke længe, men længe nok til at begge fik nok. 

Vi gik gennem sansehaven og fremme ved stationen og alt det cirkus af boder og plastikdimser, der var stillet op til lejligheden, besluttede vi at udskyde den lovede is og tage metroen til Frederiksberg og bussen, for jeg vidste at vi kunne få is inden det skifte. 

Jeg tænker at Oscar også synes der var lidt for mange mennesker, for han købte udskydelsen på stedet.

Trafiklegepladsen

 

I morgen starter Oscar i SFO - jeg ved ikke hvor tiden blev af.

Mandag var der gallafest med pænt tøj, pizza og en aften kun for de store børn. Tirsdag morgen fik de alle overrakt medaljer og diplomer, mens far og mor var med. Da jeg hentede i går eftermiddags, fik alle de voksne et stort kram og barnet var mere end klar til at sige farvel. 

I dag var alting lukket. Både skole og SFO, både i Rødovre og i København, så vi sov længe og hyggede inden vi pakkede os sammen, tog cyklen med og kørte med både bus og Metro til Trafiklegepladsen i Fælledparken. 

Jeg havde regnet med, at der ville være et hav af børn sådan en første maj. Der var ikke ret mange, hvilket gav god plads til at hjule rundt på vejene i miniformat. 

Han var god til det. Kørte på cykelstierne, kiggede til begge sider, holdt for rødt og huskede at række hånden ud. Han hjulede rundt og hyggede sig, med sin røde cykelhjelm, der kan ses på afstand. Vi satte os på en bænk under et træ, og med mellemrum dukkede barnet op efter vand, kiks eller slikærter, vi havde provianteret på vejen ud. 

Vi blev det meste af tre timer, og efterhånden som tiden gik, blev barnet mere og mere træt, glemte at se sig for, og kom måske også til at køre over for rødt. 

Godt der ikke var mange børn, eller det var ude i den rigtige trafik. 

Mellem veje og stier, var også en af mudder. Må man køre på mudderstien? Kom barnet og spurgte. Jeg vidste ikke hvad en muddersti var, og gik med for at se. 

Jo, det mente jeg godt man kunne, men måske skulle han køre uden om mudderet. Hvorfor? Spurgte barnet og mente at hans fingre godt kunne tåle mudder. Hvorefter han lagde cyklen, fandt et par pinde og sad ved det lille mudderhul i lang tid. 

Vejret var fantastisk og jakken lidt for varm. Korte ærmer var rigtig godt, men en løbende næse og hoste fik mig til at insistere på lange ærmer. Jeg havde ikke en af hans egne langærmede liggende derhjemme, så i stedet fandt jeg en af hans fars gamle trøjer, som jeg strikkede for omkring 25 år siden, og som barnets far har brugt grundigt. 

Den er lavet af billigt bomuldsgarn, den har været vasket utallige gange og er måske en smule hård og forvasket, men at den stikker, det har jeg svært ved at tro. Jeg tror i højere grad det handler om at barnet har bildt sig ind, at strik stikker. 

Han fandt sig i at have den på, indtil vi tog hjem, og han hellere ville have den varmere jakke på.  

Jeg havde planlagt at vi ikke skulle alt for sent hjem, havde en aftale med barnets mor om at aflevere omkring klokken tre, så Oscar kan være frisk til morgendagen og det nye kapitel i barnelivet. 

Enden blev at vi var hjemme omkring klokken fire, for jeg havde ikke lige medregnet at det tager tid at komme gennem en fyldt Fælled på vej mod stationen. Og jeg havde også lovet en is. 

Jeg havde heller ikke regnet med at tre timer på en legeplads ville være så udmattende. Men efter kig ud af forruden på Metroen og masser af snak om skinner og lys, faldt han i søvn i bussen og var nær ved at falde ned ad sædet. 

Jeg endte med at indtage det ene sæde vi havde fået fat i, og tage barnet på skødet. Så sad han bedre.

Cyklen sørgede Emilie for. Godt vi havde hende med. 

Jord

 

Der stod marts på kalenderen, da jeg blev færdig med første del af sidste års samsyning fra satsuma Street. Nu knap fem uger senere, er anden del færdig. 

Samsyningen er et ret fantastisk, finurligt og med en lidt naiv streg, billede der tilsammen har overskriften De fire elementer. 

Jeg startede med vand, og fortsatte til jord. Jeg syr på fin aida, jeg har farvet med bomuldsfarve og med et håb om melering. Det fik jeg. 

Jeg har et hav af broderigarn, noget ligger  i en pose i en stor pærevælling, noget sidder i plastiklommer efter et organiseringssystem, jeg fandt dengang jeg arvede alt broderigarnet. Det er ikke optimalt, og måske har jeg en plan for større overblik. 

Det arvede garn er DMC - det meste. Der er et hav af farver, og jeg nægter så vidt muligt a købe nyt, når jeg kaster mig over et nyt projekt. Således heller ikke her. Jeg måtte dog købe et par ekstra grønne farver til jord.

Mit broderigarn har en alder, der betyder at farvenumrene ikke altid findes længere. Jeg ved heller ikke hvad alle farverne hedder, for nogen steder mangler banderolen. Men der er masser af farver, og jeg plukker til projektet så vidt som jeg vurderer at farverne passer.

Jord er meget grøn. Og blomstrende. Jeg kan godt lide træet, jeg synes blomsterne er fine, men jeg er vild med de to får, der holder øje fra et punkt bagerst i billedet. 

Jeg er imponeret over hvor hurtigt og hvor sjovt det var, at sy anden del. Nu er jeg halvvejs, der er lang vej igen, men det er stadig sjovt. 

Det eneste hår i suppen er mit syn. Jeg har svært ved at stille skarpt. Det hjælper med et par briller, men jeg synes det må kunne blive bedre. 

Jeg har bestilt en broderilup, af den slags, der hænger i en snor om halsen  Den er på vej, og jeg tænker jeg venter med næste del, indtil den er fremme. 

Del nummer tre er luft. Der er skyer, en regnbue og svaler. Den er fin og fyldt med lufthuller.  Jeg glæder mig til at sy videre. 

Spind på en søndag - Uge 17

 

Ugen kort:

• Siden jeg startede som lærer har min undervisning mest været planlagt i mit hoved og ofte undervejs. Ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville, mere fordi jeg var i tvivl om det var muligt at gøre det jeg ville. Som året rinder ud, får jeg mere og mere styr på planerne og nu fungerer planerne også i praksis. 
• Eleverne synes jeg bestemmer for meget. I torsdags efterspurgte et par stykke kuglebaner. Jeg mener det er vigtigt at jeg som lærer sikrer at de har været gennem tekstil, træ og metal, som der står i læseplanen. det har de lige om lidt, og dermed kan den sidste tid give plads til et selvstændigt projekt. Det kunne godt være en kuglebane, det kræver bare at de laver arbejdstegninger og dokumenterer processen undervejs. Jeg er ikke sikker på, hvor glade de bliver når de får den præsentation. 
• Jeg var til fagfordeling. Det har jeg aldrig prøvet før. Fagfordeling er for de indviede og handler om at fordele fag, klasser og timer mellem skolens lærere for næste skoleår. Jeg tror jeg fik det allerbedste. Alt er ikke endeligt, en fagfordeling er aldrig slut, før alle huller er dækket, og dermed kan der principielt snildt laves om på den foreløbige plan. 
• Den foreløbige plan handler om et nyt team, masser af håndværk og design - også valgfag for de store -og toppet op med støttetimer i egen klasse. Det bliver spændende. 
• Jeg skulle have hentet Oscar og Daniel skulle have spist med. Omstændighederne ville noget andet. Vi ses i stedet på tirsdag.
• Jeg har fået mast mine bryster, afleveret prøve fra den anden ende, og venter vel egentlig bare på indkaldelse til smear-test. Det er fint at kunne sætte kryds ved det, og vide der går et par år før det hele starter forfra. 
• I Københavns Kommune holder skolerne lukket bededag. Der er lagt en plan så timerne arbejdes ind en anden dag. Jeg har ikke det store overblik, men synes egentlig det er snyd at jeg kan holde fri, mens pædagogerne i SFO skal møde ind i passe alle børnene - hele dagen. 
• Jeg siger selvfølgelig ikke nej til en fridag, og kørte i stedet forbi Tinderhøj, hvor en af de gode gamle lærere har fået nyt arbejde og sagde farvel. Jeg havde god tid og købte blomster fra Berit, Louise og jeg på vej derud.
• Det er altid skønt at se mine tidligere kolleger. Det var det også i fredags. 
• Berit kørte mod weekend, Louise havde en aftale i byen og skulle slå et par timer ihjel. Vi kørte i centret, drak the og snakkede til hun skulle videre. 
• Weekenden har været fyldt med sol.

Læse:

Jeg har en følelse af at læse mindre og mindre. Jeg forstår ikke hvorfor. En halv side og så kan jeg ikke mere. Måske er det fordi jeg ikke kan se. 

Jeg er temmelig nærsynet. Da jeg for lidt over et år siden gik til optikeren og fik styr på linser og styrker, havde jeg en god snak med optikeren om syn og korrigering. Hun sagde at skulle hun korrigere fuldt ud, så jeg ser skarpt på meget lang afstand, vil jeg slet ikke kunne se tæt på. 

Vi endte med en middelvej, hvor jeg ser fint på afstand, men alting nok bliver lidt uldent i kanten ude i horisonten, Til gengæld kan jeg snildt læse. Altså når jeg sidder i sofaen med en bog. Eller bevæger mig rundt i samfundet. 

At tråde en nål eller sy små krydser må jeg så erkende er svært, og her er et par billige læsebriller på sin plads. Optikeren mener jeg skal have et par plus 1,75, men dem kan man ikke købe billigt. Så jeg nøjes med plus 1,5 og alt er fint. Hun mente i øvrigt ikke der er behov for mere end de billige læsebriller. 

Tilbage til det der med at læse. Som sagt, jeg læser fint når jeg sidder i sofaen og har bogen på omkring en halv meters afstand. Men når jeg går i seng og ligger og læser, er siderne langt tættere på. Og så kan jeg ikke se noget. jeg tog et par af de der billige briller med i seng. Og så blev side efter side vendt.

Kvikke mig!

Mens Carl Mørch er spærret inden, med en pris på sit hoved, har den samlede politimyndighed besluttet at han er skyldig og gør alt eller måske snarere ingenting for at beskytte ham. 

Jeg bliver i tvivl om han overlever. Om de få, der er på hans side både blandt venner og blandt de få politifolk der hellere vil se beviser end blot tro og blandt den uafhængige pilitimyndighed, der virker fornuftig og Rose, Assad og Gordon, kan nå at bevis hans uskyld, at redde ham inden det er for sent. 

Der er mange mod ham. Ikke kun han tidligere chef og cheferne over, men også de kriminelle bagmænd, har besluttet at han ved for meget. Han ved muligvis mere end han tror, han tænker og forsøger at stykke sammen, samtidig med at andre gør det samme. 

Tilbage står spørgsmålet igen - når de det.

Og jeg er ikke engang halvvejs. 

Spinde:

I august sidste år begyndte jeg mit hidtil største spind. Nu er det næsten færdigt. Rokken er tom og der er plads til nyt.

Det er blevet tid til julekalenderen fra sidste år. Jeg købte fibre hos Birthe P og Garngalleriet. De 24 pakker indeholdt den ene fine farve efter den anden. Næsten en perfekt fade i grønne og røde nuancer. 

I går gik jeg udenfor i solen med alle de små pakker. Jeg delte farverne i to dele, en grøn og en rød. Jeg byttede om på rækkefølgen, til jeg var tilfreds og jeg fik en fade, der passer mig. 

11 af de 24 farver synes jeg hører til den røde del. Jeg har lovet Emilie at det kan blive til hende, og hver eneste farve i tre dele til et tretrådet garn. 

Jeg forberedte, besluttede at den første tråd skal gennem min rækkefølge to gange, skilte fibrene, predraftede og viklede op til to store bolde, der hver går fra lilla og pink til de mere orangerøde. 

I dag begyndte jeg at spinde. de to første to små farvedele sidder nu spundne på spolen. 

Jeg tænker det bliver et hurtigt og meget overskueligt spind, og er spændt på hvad det skal blive til. Emilie har mange ideer. 

Jeanie Johnston

 

Langs Liffey ligger Jeanie Johnston til kaj. Jeanie Johnston er et af de skibe, der i stort omfang fragtede irere til det forjættede land, dengang hungersnøden hærgede og omkring en million af landets indbyggere døde. 

Det var en stor flåde af skibe, der tog turen over Atlanten igen og igen over otte år, for at fragte håbefulde mennesker til en nyt liv i et nyt land under kummerlige forhold. I løbet af de otte år hungersnøden varede forsvandt en fjerdedel af Irlands befolkning, enten til døden eller udvandring. Dengang bestod Irlands befolkning af ca 8 millioner mennesker. I dag er befolkningsantallet lidt over 5 millioner, mens op til 16 millioner mennesker rundt om i Verden kalder sig af irsk oprindelse.  

Anders havde set nok af de usle omstændigheder sejladsen foregik under, og havde ingen større lyst til at se endnu en udgave, mens jeg nok har både læst og set Udvandrerne, og måske også andet i samme stil, men aldrig i virkeligheden, og rigtig gerne ville se det her skib. 

Jeg fik lov at bestemme og Anders måtte bagefter erkende at det var en spændende oplevelse. 

Turen var guidet, den varede ca 45 minutter og der var ingen mulighed for at undlade guiden. Vi var en lille gruppe, den næste ventede da vi kom i land, og vores guide - Claire - var helt igennem fantastisk. Hun fortalte med en indlevelse og et engagement, der ikke alene fastholdt de fem børn, der var med, men også fik tiden til at gå så hurtigt, at de 45 minutter føltes som tyve. 

Jeanie Johnston var ikke et af de almindelige passagerskibe, der sejlede i pendulfart gennem flere år. 

Jeanie Johnston var som mange af de andre skibe, der rejste mod Amerika bygget som lastskib. Den store flåde af skibe, der indkasserede deres ejere en klækkelig sum på baggrund af andre menneskers ulykke (på en eller anden måde føles det temmelig nutidigt) blev i folkemunde kaldt Coffin Ships (Ligkiste Skibe), fordi så mange døde i løbet af turen over. Det var med livet som indsats at man betalte alt hvad man ejede og havde, forlod familien - ofte var der kun råd til at sende en enkelt modig ung mand af sted, som senere skulle sende bud efter resten af familien. 

Men Jeanie Johnston var ikke som de andre. Skibet gik under navnet det heldigste skib i verden. Trods mange rejser med alt for mange passergerer, mistede skibet aldrig en eneste medrejsende, hverken passergere eller besætning. For Jeanie Johnston var ikke et helt almindeligt skib. 

Mange mente at de manglende dødsfald handlede om at Irlands skytsengel Ériu sejlede forrest som gallionsfigur, andre mener at det i langt højere grad handlede om menneskelighed og hygiejne. 

For ikke alene var Jeanie Johnston ejet af en irlænder, der boede i Irland. Han ville ikke bare skovle penge ind på baggrund af andres ulykke, men ville være med til at skabe nyt liv til de trængte under bedre betingelser end de fleste. 

Han allierede sig med en gudsfrygtig og menneskekærlig kaptajn, James Attridge - gudsfrygtigheden vender jeg tilbage til - der betingede sig at der var en læge ombord. At lægen, Richard Blennerhassett, også viste sig at være et ordentligt menneske, var muligvis også med til at skabe gode vilkår for passagererne. 

På de andre skibe blev der stoppet omkring 300 passagerer ombord på hver rejse. Jeanie Johnston havde kun plads til 200. Alligevel lå de i lag som vi kender fra slaveskibe. Forskellen var her, at de kunne bevæge sig frit rundt - hvis der var plads. 

På de andre skibe blev passagererne låst inde i lastrummet under den tre måneders lange rejse. De skulle selv medbringe mad, som de sjældent havde råd til og mellem utøj, overfyldte natpotter og mangel på mad, opstod ofte slagsmål, der var med til at hæve dødeligheden. 

På Jeanie Johnston blev passagerne tilset af lægen hver fjortende dag, eller så ofte det lykkedes ham at komme hele vejen rundt og starte forfra. Kaptajnen pålagde alle passerger at komme op på dækket mindst en halv time hver aften. de skulle medbringe deres tæpper, som skulle luftes, så utøj kunne bankes ud. De skulle have deres natpotter med op, de blev tømt i havet, et reb blev bundet i hanken og spanden blev skyllet grundigt i vandet langs skibet. 

Passagerne skulle selv lave mad over noget jeg forestiller mig, har lignet en tidlig udgave af nutidens trangia. De fik udleveret en ration mad en gang om ugen, og den vigtigste ingrediens har været mel, som kunne omdannes til brød. Ikke fordi brød af mel og vand smagte eller virkede særlig godt, men fordi det tog tid, og en halv time pr familiemedlem til fremstilling af brød, betød at de rent faktisk kom op på dækket.

Om søndagen - her dukker gudsfrygtigheden op - forlangte kaptajnen at alle tog sig bedst muligt ud. På et skib fyldt med flygtede, udsultede mennesker der ikke ejede noget, betød det sjældent at tage det pæne tøj på. Men det betød at hænderne blev vaskede, at ørene blev renset og håret blev redt. Ret vigtige dele i et hygiejnemæssigt perspektiv. 

Med til historien hører at den besætning, der i dag hører til museumsskibet, har gennemgået gamle passagerlister og fundet nogle af de gode historier. For at følge op på historierne, er livagtige dukker med it at skabe historien om et liv under dæk på et skib fyldt med skæbner og historier, der er vigtige at huske i en tid, hvor vi let glemmer. 

Der var konen med de to børn, der havde fået penge sendt hjem fra manden. At få penge sendt hjem var en længere historie, der i høj grad handlede om tillid. Tillid til at den mand man overdrog de rede penge til, dels nåede frem, dels holdt hvad han lovede og overbragte dem til de talbagelevne. Ydermere troen på at de tilbageblevne stadig var i live. 

Konen her havde fået et brev fra manden hvori det stod at han arbejdede på en gård i Kentucky. Det var alt. Hun nåede til Boston, fik hyre som husholderske og fik hjælp af sin arbejdsgiver til at sætte en kontaktannonce i Boston News, der helt frem ti l1950'erne fungerede som kontaktgiver til mennesker, der savnede hinanden. Hun håbede manden så annoncen og kunne kontakte hende og hjælpe hende videre til Kentucky. Om det skete vides ikke. 

Der var manden med de elleve børn, hvis kone var død og som kaptajnen havde fundet i vejkanten, hvor han sad uden andet end sine elleve børn og ventede på at dø. Kaptajnen lod ham sejle med, betalte selv overfarten og besluttede på stedet at hver eneste overfart ville han betale for en familie, der var værdigt trængende kunne sejle med. 

For et par år siden dukkede efterkommere af manden med de elleve børn op i Dublin, for at se det skib der havde givet liv til dem, og for os var det en fantastisk historie. For personalet på skibet langt mere end bare fantastisk. 

Den bedste historie, den besætningen holder mest af, var den meget unge kone, der var gravid og nåede at føde en søn inden skibet stod fra kaj i Irland. Normalt ville en sådan kone og nyfødt barn blive sat i land, for chancen for at en nyfødt ville overleve turen var ganske lille. 

Her besluttede lægen at beholde hende ombord. Han havde været med til at bringe barnet til verden, vurderede at både mor og barn var sunde og raske og kunne ikke se nogen grund til at de ikke kunne sejle med. Babyen blev et samlingspunkt undervejs og besætningen gav alle af deres egne rationer til moderen, så hun kunne få nok mad til at kunne brødføde barnet. 

Igen er efterkommere dukket op. Og de kommer igen. Med billeder, og historier. Barnet voksede op og blev en holden mand. Da han døde ejede han ikke en, men fem barer et sted i USA, jeg har glemt hvor. 

Billederne er klenodier for det nutidige personale, og vi kunne nærmest mærke hvordan hårene rejser sig på armene af vores guide, da hun fortalte om det. 

Jeanie Johnston sejlede seksten turen over havet fra Irland til alle mulige steder langs den amerikanske og canadiske kyst i løbet af fem år. Hun havde passagerer med den ene vej og havde tømmer med tilbage.

Hun endte med et samlet passagertal på omkring 2500 mennesker, og mistede som sagt ikke en eneste.

Efter de fem år, tog lægen hjem til sin syge mor, tog senere hyre på et andet skib, der ikke havde samme standarter og endte med at dø af kolera. Det er en bihistorie, men cirka samtidig besluttede skibets ejer at stoppe med at sejle passagerer, solgte skibet til en englænder, der byggede det om til lastskib, fyldte det med tømmer og satte kurs over Atlanten. 

Ejeren selv var med sammen med kone og et lille barn. Et sted ude midt i ingenting stødte de på en storm, den ene mast knækkede, skibet to vand ind og trods forsøg stod det ikke til at redde. Ni frygtelige dage, der endte med at alle måtte surre sig fast øverst på skibet, endte med at de hollandsk skib kom forbi og reddede alle.

Jeanie Johnston sank uden at have taget et eneste menneskeliv. Måske Ériu i forstavnen alligevel har betydet held. 

Det skib der ligger til kaj i Dublin er derfor en replica. Det er bygget en til en efter originalen. Kun sikkerhedsdørene under dæk er nye og lovpligtige i nutidens skibsbyggeri. Det blev bygget i 1992 og startede sit liv som skoleskib, hvor det sejlede i originalens fodspor og besøgte de mange havne langs Nordamerikas kyst som skibet i sin tid sejlede udhungrede længelsfulde passagerer til. 

Efter turen rundt deltog den nye Jeanie Johnston i Tall Ship Race, racet for skoleskibe, som vi så for et par siden i Aalborg. Mandskabet og skibet kom ind som nummer 60 af 65 og et tilbud til den irske marine, blev pænt afslået. 

Marinen havde ingen brud for et skib, der ikke kom hurtigere frem. 

Heldigt nok, for i stedet blev det museumsskib for en fantastisk historie, som jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve.