Zeppelin

 

Ferdinand Graf von Zeppelin - ham med luftskibene - blev født ved Bodensee. 

Efter en lang karriere ved militæret, en hel del krig og viden fra ingeniørkorpset, sluttede han som generalløjtnant, og begyndte at arbejde med mulighederne for et luftbårent krigsskib. 

Luftskibe som krigsskibe blev aldrig til noget. De mere moderne flyvemaskiner gjorde deres indtog, og luftskibet blev i højere grad transportmiddel. 

Han slog sig ned ved Friedrichshafen, hvor firmaet stadig ligger. Jeg kan ikke finde ud af hvad de i dag beskæftiger sig med, men noget teknisk, der fylder store dele af byens industrikvarter. Anders forsøgte at forklare ad flere gange, men jeg har glemt det. Det var sikkert ikke interessant. 

Byen kalder ham deres, han står ved havnen og selvfølgelig er der et ret stort museum tilegnet luftskipperen over dem alle.

Vi havde snakket lidt frem og tilbage om det der museum. Vi var ikke helt sikre på om vi kunne nå det. Anders ville gerne, jeg var mest bare med. 

Turen til pælehusene, som vi havde regnet med skulle være en heldagstur, viste sig at tage langt mindre tid end forventet. Vi brugte god tid, vi så det hele, vi var glade for besøget. Men reelt tog det ikke mere end to timer. 

Som vi sad ved havnen i Unteruhldingen, begyndte vi at snakke om hvorvidt vi kunne nå tilbage til Friedrichshafen og se museet. Vi nåede det, selvom vi undervejs blev i tvivl. 

Vi ville have været med toget, men der var en fejl på banenettet. I stedet tog vi bussen. Oppe på vejen, hvor vi stod af, var der et temmelig omfattende vejarbejde, og vi blev i tvivl om hvor vi kunne stå på igen. En lokalkendt sendte os ned i byen, hvor vi ventede lang nok tid til at være sikre på at det var helt forkert. 

Vi endte med at finde en bus, køre tilbage til byen og nå turen forbi museet. 

Det er i øvrigt stort. 

Den sidste store Zeppeliner var LZ 129 Hindenburg. Luksuslineren over dem alle. Det største luftfartøj, der nogensinde er bygget, og som ved en alvorlig ulykke nedbrændte på blot 32 sekunder og for alvor blev enden på luftskibe som transpostmiddel. 

Der døde 36 mennesker ved ulykken ved Lakehurst New Jersey i 1936.

Luftskibet havde kapacitet til et sted mellem 50 og 72 passagerer, alt efter om det skulle over Atlanten eller ej. Der var en besætning på 61 mand og inden ulykken fløj LZ 129 Hindenburg - og søsterskibet LZ 130 Graf Zeppelin II - utallige ture, rundt i hele Verden. 

Luftskibet var kæmpestort og holdt oppe af brint. Selve området for mandskab og passagerer var lillebitte i forhold til den store brintfyldte ballon. 

Museet indeholder masser informationer om luftskibe, som historien, om udviklingen og en hel masse andet. Zeppelin-fabrikken byggede ikke kun luftskibe. De lavede blandt andet også biler.

Personligt synes jeg, at den delvise rekonstruktion af den kæmpestore Hindenbrug var det mest spændende. 

Vi startede fra gulvet, hvor vi via en trappe kunne "komme op i skibet". Vi besøgte loungen, og så kabiner - som ikke virkede særlig luksusagtige. Vi kunne se ud af vinduerne og sammen med modellen nede i udstillingen, fik vi en oplevelse af hvor stort et område passagererne har haft til rådighed. 

Jeg har svært ved at forestille mig, hvor stort hele luftskibet oprindeligt har været.

Vi gik hele vejen igennem. Så kunst og spil med luftskibe. Tilbage i forhallen står en udbrændt motorblok af den slags, der hang på siderne af den enorme ballon og kun kunne styres af en mand, eller to, der skulle sidde dernede, og dermed mere eller mindre var afskåret kontakt med resten af besætningen. 

Der var vist mindst fire motorblokke. Tænk at sidde der, helt alene på siden af en kæmpe ballon. Det har sikkert også været koldt. 

I dag kan motorerne selv. 

Anders var glad for at vi nåede det - jeg var mest med.

Masker på en søndag - Uge 43

 

Ugen kort:

• Efterårsferien sluttede, og hverdagen vendte tilbage.
• Jeg startede ugen på KP, hvor vi mødtes i studiegruppen, snakkede og skrev opgave. Jeg var usikker på hvor vi var, da vi mødtes. Da vi skiltes, var usikkerheden væk. Det begynder at se rigtig godt ud.
• Gennem den sidste tid har jeg tænkt mange tanker om hvad vi lærer børnene i håndværk og design, hvad de skal lære, og hvornår. Med deltagelse i valgfag, får jeg indblik i de krav en overbygning af faget betyder, og jeg udvikler hele tiden på hvordan, jeg kan lære mine elever at kunne honorere nogle af de krav, inden de står midt i det. 
• Jeg har arbejdet på et forløb omkring arbejdstegninger og skitser. I næste uge prøver jeg første del af, når alle mine elever skal tegne en duplo-klods. 
• En længe ventet kollega er tilbage efter tre måneders orlov og interrail gennem Europa. Det er hende vel undt og det lyder som en skøn tur. 
• På studiet gennemgik vi den matematikopgave vi havde haft for, som et studieprodukt. Den var svær - synes mange. Også jeg. Det viste sig at vi gerne måtte mene den var svær. At den var uddrag af matematiklærereksamensopgaver, fra dengang en fjerdedel ikke bestod prøven. Nu fik vi en oplevelse af niveauet. 
• Senere begyndte vi at arbejde med WordMat, Regneark og Geogebra. Jeg er med på fagre nye verden og at det kan være godt at hjælpemidler. Men jeg er nok også af den opfattelse, at det kræver viden om hvorfor resultatet bliver som det bliver, inden vi slipper hovedregningen og går direkte til regnemaskinerne og -programmerne. 
• Jeg har to understøttende lektioner onsdag morgen. De plejer at blive brugt i håndværk og design, når mit hold, har madkundskab. I onsdags var madkundskabslæreren syg, og pludselig var det mig, der skulle være lærer. Ingen indkøb, ingen planer og ingen hurtige ryste ud af ærmet. Jeg vidste heldigvis, hvor jeg kunne finde hjælp, fælles fik vi strikket et program sammen, og selvom alle ikke var lige tilfredse, blev det en god dag.
• Jeg hentede Oscar, muligvis lidt for tidligt, for han havde slet ikke tid til at gå. Til gengæld vidste han godt, at han skulle sove hos mig. Og så er det lækkert at Emilie stadig har sin seng stående. Så kan vi sove i den. 
• Dagen efter kunne jeg aflevere barnet i skole, inden jeg tog hjem, havde god tid, gode planer og faldt i søvn. 
• Da min mor i sommers fyldte firs, inviterede Emilie hende i operaren. Stykket gik i torsdags, Emilie havde fået fri fredag, og har derfor været hjemme weekenden over. Det var hyggeligt at se hende, hun glædede sig over at sove i egen seng og jeg fulgte hende til toget, da hun tidligere i dag, tog hjem igen.
• Berit fylder tres i næste uge. Hendes datter havde arrangeret surprise i Præstø. Det blev en skøn lørdag formiddag og eftermiddag, sammen med dem hun holder allermest af. 

Læse:

Jeg har taget hul på tredje del af Ken Follets Century Trilogi. Jeg er ikke sikker på jeg har mødt hele persongalleriet endnu. Jeg tænker det er fint at få dem i mindre doser, så kan jeg bedre holde rede på dem. 

I USA kæmpes der for de sortes rettigheder. De ikke-voldelige Freedom Riders bliver slået ned af mere voldelige sydstatsborgere under KKK, som ikke ønsker ændringer i racehierakiet. 

I Berlin drager hver dag mange mennesker fra øst til vest, for aldrig at vende tilbage. I Rusland har Khrusjtjov netop besluttet at bygge en mur.

Strikke:

Det er efterhånden mange år siden Sissie Haumann udgav Dubai. Sjalet der er inspireret af partisanertørklædet, vi alle gik rundt med for mange år siden. 

Jeg har i efterhånden lige så mange år haft lyst til at strikke det, men er aldrig kommet i gang. Og har måske også været lidt skræmt af de mange, mange masker i kombination med flerfarvestrik.

Men så sad Bettina med sit. Og det er vildt flot. Jeg vidste jeg havde hvid alpaca hjemme, og inden jeg tog hjem fra weekend - for flere uger siden - havde jeg bestilt grønt, der kunne gå til. 

Det er snart tre uger siden jeg slog op. Det kan diskuteres om jeg er nået langt. Måske ikke. Men der er rigtig mange masker, jeg besluttede at det gerne må tage lang tid. Selvom jeg higede lidt efter at starte mønsterstrikken, må jeg også erkende at mønsterstrik får det ikke til at gå hurtigere. 

Jeg kan godt strikke mønsterstrik frem og tilbage. Jeg synes egentlig ikke det er svært. Men det går langsomt. 

Det er et langsomt projekt. 

To pinde om ugen er faktisk ganske fint. I den her uge har jeg strikket mindst fjorten. Det tæller alt sammen. 

Pælehusene

 Med fare for et billedetungt indlæg ...

Jeg havde en grund til at ville til Bodensee. Jeg ville se pælehusene. Eller Pfahlbauten, som de hedder på det lokale sprog. Husene står i Unteruhldingen og vi var ude på en længere tur, da toget var aflyst. Heldigvis kunne vi finde en bus i stedet. 

Pælehusene er Tysklands ældste frilandsmuseum og fortæller historien om de mennesker der boede ved søen for mellem 3000 og 6000 år siden. Dengang var Danmark stadig i stenalderen, men længere sydpå var udviklingen længere fremme. Tidsmæssigt, udviklingsmæssigt og måden de levede på, svarer nærmere til vores vikingetid/jernalder. Til trods for det, kaldes det stadig stenalderen.

Museet blev startet tilbage i 1967 og er gennem årene blevet bygget efter de muligheder man har haft. Mens det er tydeligt at den første klynge huse på pæle på søen, har haft mere moderne virkemidler i brug under opbygningen, er resten af klyngerne i høj grad præget af at det har været vigtigt at tydeliggøre hvordan husene har set ud, og der er bygget med de materialer og de værktøjer, der dengang blev brugt. 

Jeg er ikke så naiv at jeg ikke kan gennemskue, at der helt sikkert også er brugt moderne virkemidler og værktøj - der hvor det i sidste ende ikke kan ses af tilskueren. Men jeg tror der er vis faglig stolthed hos håndværkerne og museumsfolkene, der betyder at så meget som muligt er gjort efter datidens standarter.

Museet er bygget op med tre store klynger huse på pæle på vand, der repræsenterer hver deres tidsalder. To huse, danner en fjerde klynge, der blev brugt som udstilling, endnu to huse ligger tæt på land, med uden mulighed for at komme ind.

På land er opbygget en lille gruppe huse på pæle, som tilbage i 2007 dannede grundlaget for et eksperiment, hvor tretten mennesker - børn, voksne, mænd og kvinder - over en periode på to måneder boede og levede på området som stenaldermennesker. De dyrkede deres egen mad og havde kun de redskaber og muligheder til rådighed, som stenalderen kunne have tilbudt. 

Eksperimentet blev filmet og der var en del problemer undervejs, som produktionsholdet og direktøren måtte gribe ind overfor. Alligevel var det vist en succes. 

Det er ikke et stort museum, men der er meget at se. Vi var imponerede over kvaliteten - til trods for den ældste, mere moderne klynge. Der var gode historiefortællinger, og selvom vi godt ved det, er det alligevel vildt så meget længere fremme det sydlige Europa var i forhold til vores mere nordlige grader. 

Hvorfor pælehusene blev forladt, hvorfor der blev bygget på pæle og om pælehusene stod på land eller i vand er stadig spørgsmål, der ikke er klare svar på. Undersøgelser har vist at der var huse på vand, selvom tidligere teorier har gået på det modsatte, mens det er mere klart at der er sket en form for naturkatastrofe, der fik indbyggerene til at forlade området. 

Området omkring Bodensee har været et rigt område. Der har været adgang til de omkringliggende lande - som sikkert ikke var lande dengang. Der har været store naturlige ressourcer af alt muligt, og det har haft en betydning for indbyggerne af pælehusene. Det er også tydeligt i beboelsen. 

Det var et spændende syn og turen rundt gav en oplevelse af hvordan husene og de små landsbyer på vand har udviklet sig over en periode på omkring tre tusinde år. Samtidig ligger det afsindig smukt med udsigt over søen mod land på den anden side. 

Og hvem ved, måske var det herfra Egtvedpigen ankom til Danmark. 

Præstø og retur

 

Berit fylder tres lige om lidt, vil egentlig gerne holde noget, men omstændighederne gør, at det er svært at overskue. 

Vi havde hver især tænkt tanker. Men så fik Berits datter en god ide, kontaktede alle dem, hun tænkte var vigtige og inden vi så os om, var der stablet en surprise med brunch på benene.

Berits datter bor i nærheden af Præstø, kærestens moster har en lille cafe i byen, og de kunne stå for maden. Betalt selvfølgelig. Tilbage var bare at få Berit til Sydsjælland. Det mente datteren ikke var et stort problem. 

Vi fik i fællesskab arrangeret en gave, Lotte købte ind og jeg lavede et kort. I morges, midt i al tågen, samlede Rie mig op, og vi satte kursen mod Præstø. Timer senere kørte jeg med Lotte den modsatte vej.

Det var vildt som tågen lå smukt over havnen. Det slet ikke til at se, land lige ovre på den anden side af fjorden. Det var klaret op, da vi skulle hjem, men jeg fik ikke et godt billede, på vej tilbage. 

Vel ankommet, ventede vi. Og ventede. Det viste sig nemlig at Berit nok havde lugtet lunten, ikke mente at have travlt og i øvrigt, ikke havde haft planer om at tage mod datteren allerede i går. Så vi ventede, og nåede at gå ombord i boblerne, mens sulten var til at føle på, inden de endelig dukkede op.

Nok havde hun lugtet lunten om noget, men ikke hvad eller hvem. Hun blev glad, overrasket og vi havde en flok skønne timer, inden vi pakkede sammen og kørte mod respektive hjem igen.

Nogen havde andre aftaler og blev bare kort, resten blev til alle brød op. 

Det var skønt at se tøserne, skønt at ønske tillykke, og endnu skønnere at vide, vi har en aftale igen på torsdag.

Masker på en søndag - Uge 42

 

Ugen kort:

• Efterårsferie - det har været tiltrængt.
• Jeg har lavet så lidt som muligt. Jeg har strikket og ryddet en smule op.
• Der er bund i opvasken, som af en eller anden grund altid vokser. Der er vasket og strøget og støvsuget. Og sengetøjet er skiftet.
• Matematikopgaven er afleveret og noterne efter observation er skrevet rent. 
• Jeg har læst en del. Og strikket. Mest af alt strikket. 
• Jeg har været på DAC med min mor og se Vandet kommer. 
• Vi tog en hurtig tur til Aarhus og besøgte yndlingsfamilien.
• Jonathan fejrede svendebrevet og bød til hygge i forsamlingshuset. Da familien forsvandt, var der dømt fest blandt ungdommen. 
• En smule forberedelse af kommende undervisning er det også blevet til. Mest på tankeplanet - som af en eller anden grund aldrig holder pause, men også med pen og papir. 
• Det var skønt at se Emilie igen, omend bare for en flok timer. 
• Vi fulgtes ad hjem, og det var lidt mærkeligt at sige farvel til hende, da hun stod af i Odense. 
• Oscar har været hos mormor, så ham ser vi først på onsdag.
• I morgen venter hverdagen, der starter med en studiedag.
• Jeg er ved at være klar.

Læse:

Sidste del af historien om Charlie Lager - Beatrice - er slut. Jeg tror ikke der er flere. Bøgerne er ikke som krimier er flest, med en morder og en opklaring. De handler i højere grad om skæbner, som tråde der væver sig ind og ud ad hinanden og binder alting sammen. 

Jeg har ikke flere bøger fra biblioteket stående klar. Altså har jeg fundet tredje del af Century trilogien af Ken Follet frem. På kanten af evigheden starter i 1961. 

Hvis min historiske viden ellers slår til er den kolde krig i fuld gang. Muren er enten lige blevet bygget, eller bliver det lige om lidt. Der er ti år til jeg bliver født, og dermed nærmer min tidsregning sig.

Jeg ser både frem til at læse den sidste del og gruer lidt for det. Ken Follet kan være langtrukken og tung. De første bøger i serien var både langtrukne og tunge, men også spændende. Mens de første to var præget af krig, er det ikke umuligt at den sidste også bliver præget af uenighed - denne gang i kold form. 

Jeg tænker de første sider skal genopfriske persongalleriet, både de nye, der ikke fandtes i de sidste to bøger og de gamle, der var unge, og nu nok hører til forældregenerationen. 

Oktober er åbenbart tid til at læse trilogien. Den første læste jeg i oktober for tre år siden, nummer to blev jeg færdig med i oktober sidste år, og nu starter jeg nummer tre. Det er ikke læsning der går hurtigt.  

Strikke:

I øjeblikket har jeg en følelse af at slå op til noget nyt på ugebasis. Det er ikke helt rigtigt, når jeg kigger på de reelle opslag noter og datoer. Men det betyder at noget ligger stille, for jeg har ikke tid til det hele. 

Jeg færdiggør som regel mine projekter, også selvom det tager lang tid. 

I den forgangne uge så jeg Strik by Breuer, strikkepodcast. Hun havde en fantastisk trøje på, som jeg ventede længe på at hun fortalte hvad var. Da hun endelig - jeg synes der gik lang tid - oplyste opskriften, viste det sig at den har jeg.

Bogen jeg købte, fordi Emilie gerne vil have mindst halvdelen af trøjerne, indeholdt lige præcis den opskrift, som vil være perfekt til noget af det håndspind, jeg har liggende. Da det endda viste sig, at lige den opskrift ikke er en af dem, Emilie har sat kryds ved, fandt jeg garn og pinde og slog op.

Jeg strikker Delacour af Fabel Knitwear. Jeg tror jeg har garn nok, ellers har jeg noget andet der kan blive en fin tilføjelse. Jeg har strikket kroppen, har stadig garnet sat til, for måske skal den være længere. På den anden side, må trøjer til kjoler gerne være korte. 

Det første ærme er slået op, og nu går det bare rundt og rundt og rundt.