Det har regnet hele dagen. Anders gik ud og kom drivvåd hjem. Jeg blev inde, tænkte på festivalfolket, med telte, der sjældent holder vand, og var glad for beslutningen tidligere på dagen.
Til sidst klarede det op. Jeg var bagud på skridt og gik ud. Luften vibrerede af den nylige regn, temperaturen var højere end forventet og det var skønt at gå.
Lige bag skøjtehallen og tennisklubben, ligger et højt område fyldt med grønt. På den anden side ligger den velfriserede Espelund. Jeg tror højen, der ud mod Rødovre Parkvej er udstyret med noget der ligner en gigantisk rutsjebanen, men hedder kælkebakken, er opstået fordi en hel masse jord skulle ligge et eller andet sted.
Bakken har været der længe, jeg har før været på opdagelse. For hver gang jeg kommer, virker det hele mere vildt og ufremkommeligt.
Jeg gik op langs kælkebakken og videre gennem et vildnæs. På den anden side, er der god udsigt. Der er grønt i Rødovre, og vandtårnet kunne ses i det fjerne mellem alt det grønne.
På bakkekammen er der fyldt med blomster og dyreliv. Efter regn var der masser af snegle. I den anden ende af bakken, vidste jeg at det var muligt at komme ned. Jeg vidste også at der kunne være stejlt, og overvejede at gå tilbage. Jeg besluttede at prøve lykken, der var knap så stejlt som forventet og selvom regnen havde gjort den lille mudrede sti endnu mere smattet, havde træerne taget fra, eller vandet var løbet ned.
Halvvejs nede flader skoven ud, der står en gammel delvis ødelagt bænk og op mod tennisbanerne har nogle børn bygget noget, der ligner starten på en hule.
Helt nede tørrede jeg skoene af i græsset, gik hele vejen udenom og forbi skøjtehallen hjem, for at nå jagten på det rigtige antal skridt.
Det lykkedes og appen belønnede mig med en ny medalje. Jeg har nu nået dagens mål halvtreds dage i træk. Jeg kan mærke der går sport i det, og kan måske i virkeligheden godt forstå når børnene har brug for at holde liv i streaks på Snapchat eller et andet program.