Masker på en søndag - Uge 39

 

Ugen kort:

• Ugen startede med at aflevere Oscar på skolen efter weekendbesøg. 
• Derfra kørte jeg direkte til KP, hvor jeg igen mødtes med min skrivegruppe. Vi havde alle tre skrevet og brugte tre timer på at gøre opgaven helt færdig, inden vi spiste frokost i kantinen, der laver ret god mad, og fortsatte til undervisning.
• Jeg var helt færdig, da jeg tog hjem. Det regnede, det var koldt og det var mørkt. Jeg besluttede at tage toget, og udnyttede turen til at læse i en de bøger vi skal læse. Den var spændende nok til at jeg glemte at følge med, kørte for langt og dermed endte med at vente igen på Høje Taastrup Station, på toget den modsatte vej...
• Boremaskinen der døde af brug er blevet erstattet. Jeg håber den står klar på tirsdag, så undervisningen kan fortsætte. Jeg er nok nødt til at indtænke en alternativ undervisning, hvis den af en eller anden grund ikke er sat op endnu. 
• Vi havde lærermøde og lærte om det indbyggede program i alle de smartboards, der hænger i klasserne. Jeg er ikke sikker på hvor genialt, jeg synes det er.
• Jeg nåede endnu et møde. Denne gang et reflekterende teammøde, vi lavede om til et koordinerende teammøde. Det var tiltrængt og vi tager det reflekterende i næste uge. 
• Jeg hentede Oscar til overnatning, LEGO-leg og pasta med kødsovs. Emilie var ikke hjemme, så vi måtte selv klare madlavningen. Oscar gad heldigvis godt hjælpe. Han ved lige præcis hvordan man laver kødsovs og koger pasta. Jeg gjorde det endda på den rigtige måde.
• Torsdag var skemafri, og jeg havde en mængde planer om alt det, jeg skulle nå. Jeg startede med at aflevere Oscar, var omkring lægen, kørte hjem og faldt i søvn. Jeg ved godt jeg er træt, men jeg troede egentlig jeg var ved at komme over både skolestart og studiestart. Nu glæder jeg mig til efterårsferien. 
• Aftalen hos lægen handlede om mit højre knæ. Jeg smadrede min menisk for femten år side og endte med en operation, der rensede op. Nu oplever jeg nogen af de samme symptomer som dengang. Lægen rykkede, hev i og drejede mit knæ. Han konkluderede at det nok ikke er menisken, men der er en sandsynlighed for slid. Jeg blev sendt videre til røntgen. Jeg skal lige have taget mig sammen til at finde en tid. 
• Vi afleverede opgaven, og har lagt en plan for observation og det videre forløb. Der skal stadig skrives en anden del af den afleverede opgave. 
• Jeg tog bussen på arbejde fredag, for fredag eftermiddag at trække weekendkufferten mod stationen og Frederikssund, hvor der stod weekendhygge og strik på programmet. det var skønt. 
• Hjemme igen fulgte jeg Emilie til toget og rejsen mod hendes nye fremtid. 

Læse:

Jeg blev færdig med Annabella og er fortsat med Francesca af samme forfatter. Denne anden del af serien om kriminalinspektør Charlie Lager fortsætter hvor den første sluttede.

Der var mange løse ender i Annabelle, som sagtens kan være løse, når næste bog slutter. Bogen havde en fin slutning, som kan drages i tvivl, selvom læseren kender sandheden. 

Charlies liv er ikke blevet mindre kompliceret gennem den første bog. Mens hun har sagt tak til terapi, dukker en gammel historie fra hendes barndoms by op, og den tidligere bedsteveninde beder om hjælp. 

Den gamle historie foldes sideløbende ud med nutiden og mon ikke de ender med at hænge sammen. 

Strikke:

Da jeg i maj færdiggjorde det store grønne spind af tre forskellige farver spundet og tvundet sammen, vidste jeg at det skulle blive til en lang cardigan. 

Planen har ligget i baghovedet siden og jeg har kigget opskrifter mere end en gang, uden at finde den rigtige. Jeg vil gerne have en smule struktur, men ikke for meget, for jeg synes at det hurtigt kan blive for rodet i farverigt garn. 

Midt i den forgangne uge vidste jeg pludselig hvordan den skal se ud. Eller det vil sige, jeg har en retning, en plan, en ide, som godt kan ændre sig hen ad vejen. Jeg lavede en strikkeprøve, jeg målte og regnede til en start. 

Jeg slog op, nåede et stykke inden weekenden. I løbet af de sidste to dage er der kommet form på ideen. Jeg har målt, og jeg har prøvet. Igen og igen har jeg en oplevelse af, at det jeg sidder med bliver alt for småt. Prøvet på sidder det perfekt. 

Jeg får tit strikket større end nødvendigt. 

Det tegner godt, jeg noterer, regner og finder på undervejs. Lige nu er jeg i tvivl om jeg har garn nok til det jeg ser for mig. Måske er de sekshundrede gram ikke nær nok. Jeg ved det ikke, det er ikke vigtigt. 

Er der ikke nok, må jeg lave mere. Og i takt med at jeg kom i tvivl om mængden af garn, er en ny ide vokset frem. Jeg forstiller mig at den kan blive ret flot med brede kanter forneden og på ærmerne af en anden farve garn. En farve i samme skala, men mørkere. 

Det er spændende, hvor jeg ender. 

Lykke til på rejsen

 

I juli fyldte Emilie seks og tyve år. 

I juni dimitterede hun, og kan kalde sig pædagog. 

For et par år siden blev vi enige om, at når hun var færdig skulle hun flytte hjemmefra. 

Et eller andet sted må jeg indrømme, at jeg blev en smule skuffet over at det ikke skete, fra den ene dag til den anden - til trods for, at jeg godt vidste det ikke ville ske. 

Siden uddannelsen endte har hun søgt arbejde. På en eller anden måde opstod en ny aftale - at hun flyttede, når hun havde fundet arbejde. Mange ansøgninger blev sendt hen over sommeren og ferien. Ingen vendte tilbage og humøret dalede. Også selvom hun var med på at ferie formentlig betød at ingen holdt samtaler. 

Ferien sluttede, institutionerne vendte tilbage til normalen og et par samtaler løb ind. De gav ikke arbejde, de ønskede mere erfaring. Jeg trøstede med at en indkaldelse under alle omstændigheder betød noget godt. 

Så indløb den. Samtalen, der mundede ud i et job. En børnehave, der kan alt det hun drømmer om. 

I dag pakkede hun i bogstaveligste forstand  sit gode tøj og gik. Jeg gik med, fulgte hende til stationen og videre til Hovedbanegården, hjalp med kufferterne og den store pose fra IKEA. Hun efterlader sit værelse, har været igennem det hele, smidt noget ud og ladet resten blive. For nu. 

Rejsen gik mod Odense. Alle ansøgninger er sendt mod Odense. Hun har i årevis talt om Fyn. Ikke kun fordi bedsteveninden bor på Fyn, nær Odense. Men også fordi hun holder af Fyn, og længe har haft et ønske om at flytte dertil. Nu får hun husly hos Josefine, til hun finder sit eget. De får en fest de to, det har de ærligt fortjent. De har holdt sammen i ti år, på tværs af land og vand. 

A-kassen krævede ansøgninger sendt til lokalområdet, og ikke kun Fyn. Det så hun stort på, havde ingen planer om at blive i København og omegn.

Kufferter blev løftet ind i toget, pladsen fundet og da toget kørte måtte jeg erkende at tårerne steg til vejrs. Det kom bag på mig, for vi er begge klar. Vi har begge været klar længe. 

Tillykke med det nye kapitel Emilie. 

Jeg ved det bliver godt, og jeg glæder mig til at se dig igen, høre om det nye eventyr og se glæden i øjnene, når du fortæller om det.

Masker på en søndag - Uge 38

 

Ugen kort:

• Jeg mødtes med min gruppe på KP tidligt mandag, for at starte op på den pædagogiske opgave, vi skal aflevere lige om lidt. Vi nåede temmelig langt. Sådan føltes det i hvert fald. Også selvom vi ikke skrev noget.
• Mandagens lektioner var lagt ud som studiedag. Det vil sige uden undervisning. At vi hensatte timerne til formiddag og ud på eftermiddag i stedet for eftermiddag og ud på aften, betød at dagen føltes så meget længere. 
• Hjemme igen, havde jeg brug for at lade den pædagogiske opgave ligge, blandede henna til hårfarve, og satte mig med matematikopgaven, vi også har fået. Jeg nåede det hele inden det blev tid til at skylle farven ud igen. Opgaven skal først afleveres engang i næste måned, så der er stadig tid til at finpudse, og være helt sikker på svarene. 
• Jeg havde lovet at være vikar i håndværk og design, for min makker i 6.X. En plan om at lave noget der kunne afsluttes på de tre lektioner, betød flere forsøg og en planlægning, der måske var lige lidt vel optimistisk. Min planlægning tog ikke nær så lang tid, som jeg troede. Heldigvis kunne andet rystes ud af ærmet, og tiden endte med at blive fyldt ud. 
• Onsdags-formordagen blev aflyst, da et møde fyldte for meget. Til gengæld stod der Oscar over hele weekenden. 
• Tredje uge i træk med valgfag og aftenuddannelse blev lidt tungt. Heldigvis er begge dele stadig spændende.
• Min søster fyldte år, og jeg huskede at ønske tillykke. 
• Mens jeg vikarierede hentede Emilie Oscar til en weekend, der har været superhyggelig, men også lidt hård. Vi har været frem og tilbage til byen både lørdag og søndag. Fødselsdagsgaven - et besøg i LEGO-butikken - er indfriet. Der er leget med LEGO og Rundetårn er besøgt og fundet spændende. 
• Ind imellem har jeg fundet en smule tid til at kigge på den der opgave, som vi mødes om igen i morgen. Jeg har skrevet det vi aftalte, men føler mig ikke helt så klar, som da vi gik fra hinanden i mandags. 
• Jeg er spændt på hvor langt de andre er nået.

Læse:

Annabelle er stadig forsvundet. Charlie holder stadig sit kendskab til byen en hemmelighed, selvom barndommens bedsteveninde er genfundet og god at have. 

Langsomt tegner der sig et billede af en teenager, der ikke er helt som de andre, som måske ikke var helt så poleret som ydersiden ellers lod til, og som havde hjemme i en familie, der er mere flosset i kanterne end de vil være ved.

Mens Charlie samler informationer, har det lokale politi ikke det store at komme med. Måske fordi hun ikke deler sin indsamlede viden. I hvert fald ikke lige med det samme. 

Strikke:

Hjemme strikker jeg i øjeblikket strømper. Det og så et enkelt andet projekt. Strømperne er de sidste af de fire projekter, Emilie og Anders pakkede ind som adventsgaver sidste år. De første tre par blev rimelig hurtigt strikkede. Det sidste har ligget siden. 

Jeg vil gerne have de færdige strømper, men jeg er ikke specielt vild med processen. Jeg har endnu ikke genfundet mit strømpemojo. Det er ikke forfærdeligt, for jeg har masser af strømper, men det er lidt underligt, for jeg plejer godt at kunne lide strømpestrik. 

Den første er færdig, den anden er i gang. Og allerede kort inde på benet oplever jeg som sædvanligt at strømpe nummer to går hurtigere. At jeg ved hvor jeg skal hen, at det er lettere at overskue, og at mønstret næsten af sig selv vokser frem. 

Det er sådan set hyggeligt nok at sidde med, men jeg vil stadig hellere blive færdig, end jeg nyder processen. Det er lidt trist. 

Og dog griber jeg ud efter strømperne. Så måske alligevel...

Rundetårn

 

Oscar ville gerne i Rundetårn, så vi pakkede sammen og tog mod byen. 

Han var spændt, snakkede og snakkede om høje tårne hele vejen derind. Hans erfaring rækker til tårnet i ZOO, som vi har været oppe i to gange, som han ikke rigtig kan lide at være oppe i, men som alligevel er lidt spændende. Sammenligningen er Burj Khalifa - Verdens højeste tårn - som han gerne bygger af LEGOklodser, drømmer om at besøge, men altså endnu må nøjes med billeder af.

Der var kø, da vi gik forbi i går. I da var køen længere. Jeg tror aldrig jeg har oplevet køer af den slags uden for Rundetårn.  Det var ikke et stort problem, køen flyttede sig hurtigt og måske gjorde det bare spændingen større. 

Han nærmest løb hele vejen op. Ventede, når jeg var for langt tilbage og synes alt var vildt spændende. Vi nåede at kigge ud af vinduerne på vej op, konstatere at vi var langt over gadeniveau, inden vi pludselig var ved trappen og måtte vente igen. 

Og så var vi oppe. Vi gik turen rundt et par gange, inden vi fandt udsigten mod ZOO, fandt det lille tårn, barnet satte sig og nød udsigten og snakkede videre om det lille tårn. Han kunne se et flag, men han kunne ikke se kronen på toppen.

Mans han sad der, dukkede en amerikansk dame op. Hun så sig om og udbrød: The city is huge.. og fortsatte med flere ord på det fremmede sprog, om at byen ser mindre ud nedenfra. Det kan jeg sådan set godt give hende ret i.

Da hun havde snakket lidt, konstaterede Oscar at: Hun siger byen er stor! Jeg var imponeret. Jeg ved godt at han ser mere youtube end jeg måske synes han bør. Jeg ved også godt at ikke alt er på dansk. Men alligevel. 

Senere spurgte jeg ham hvad by hedder på engelsk. Det aner han ikke. Jeg ved ikke nok om at lære sprog, men jeg kan forestille mig at det er helt normalt at forstå, inden man formår. Eller noget.

Døren til observatoriet var åben og vi gik op ad trappen, til øverste trin, hvor en låge sørgede for at publikum ikke kommer helt tæt på. Oscar synes det var spændende. Ikke så meget teleskopet, som billederne af jorden, solen og månen. Stjernekonstallationerne gav han ikke meget for. 

Han fik nok, og vi gik ned igen. Det vil sige, Oscar løb, ventede ind imellem og stod tålmodigt i døren, da jeg endelig nåede tilbage til gadeniveau. 

Vi havde nået det vi skulle, og satte kursen tilbage mod Nørreport, S-tog og bussen hjem. Undervejs mødte vi en bæver, der drak kaffe og gjorde holdt ved springvandet på Kultorvet. Det var lidt sjovt at lege i vandet. 

Oscar-weekend

 

Mens Oscars mormor fylder år, og hans forældre er taget mod Falster, for at fejre, har vi fornøjelsen af barnet hele weekenden.

Det er skønt at være farmor. Jeg indrømmer også blankt at en hel weekend trækker noget på kræfterne.

 

Oscar fyldte seks år for en måneds tid siden. Et af de store ønsker var LEGO. Emilie foreslog en tur til LEGO-butikken på Strøget, jeg hoppede på, og dermed blev gaven en lovning på en tur til herlighederne, når han skulle være her hele weekenden. Denne weekend. 

Dermed stod han op i morges og spurgte hvornår vi skulle af sted. 

Det var en skøn dag, og en skøn tur. Oscar har aldrig været i LEGO-butikken og synes det var ret så spændende. Vi havde et loft for indkøb, men nåede det aldrig. Han fyldte tre æsker fra bland-selv-hylderne. Han kunne have fyldt en fjerde. Vi valgte at stoppe, for han kunne ikke rigtig mere, han havde valgt de klodser han gerne ville have, og efterhånden var vi klar til at begive os ud i byen igen.

Valget faldt på alle de små finurlige klodser og lidt af de noget større bland-selv hylderne indeholdt. De mere almindelige klodser har han derhjemme, så de havde ingen interesse. 

Der var fyldt i butikken. Vi måtte vente for at komme ind. Da vi gik igen var køen enorm. På vej mod mad kom vi forbi Rundetårn, Oscar har hørt om Rundetårn, han har aldrig været deroppe, men vil måske gerne. Selvom han ikke er helt tryg ved højder. Vi snakkede lidt om at tage turen efter at have spist, kiggede ind, da vi gik forbi og blev en smule imponerede over den lange kø, der var for at komme ind. Det tror jeg aldrig jeg har oplevet før. 

Under maden gik snakken om, at vi måske skal besøge det runde tårn i morgen. I dag ville han helst hjem. Leg med de nye klodser trak. Om han vil i morgen, ser vi på i morgen. 

Så vi tog hjem, kom forbi et par legepladser på vejen fra stationen, og stoppede for at brænde energi af. De mange små klodser kan en hel del, men mangler måske samarbejdet med de lidt større originale klodser, som jeg har masser af, men som helst ikke skal blandes med de nye, han gerne skal have med hjem en dag. 

Nok ikke på mandag, hvor jeg afleverer på skolen. Jeg tænker det er bedre at vente til en anden dag.

Nu sover han, jeg har tid alene og forbereder mig på endnu en dag med fuld fart på.

 

Emotional Support Chicken

 

Dengang Emotional Support Chicken gik sin sejrsgang Verden over, tænkte jeg ikke umiddelbart at jeg skulle strikke den. Jeg manglede et formål. Også selvom jeg ikke er sikker på den behøver at have et formål.

Men så er der Anja. Damen med hønsene. (og ænderne). Selvfølgelig skulle hun have en kylling. 

Planen blev at når Anja i slutningen af august bød til havefest, skulle jeg have en strikket høne med til hende. 

Jeg slog op i god tid, og havde hønen stående herhjemme i flere dage, inden den blev givet væk - og skabte glæde. Herhjemme skabte den også glæde. Og selvom han ikke ville have en, synes Anders den var ret cool.

Design: Emotional Support Chicken af The Knitting Tree, L.A.

Garn: Rester i alverdens beige og brune nuancer. Mest uld, men også luksusresterne i både alpakka, yak, silke og mohair, sammen med en smule bomuld og hør. Til næb og kam gravede jeg både i uld- og strømpegarnsresterne, for at finde både gul og rød.

Jeg fik luget godt ud i resterne. Det er altid skønt. Jeg kan godt lide at bruge mine rester.

Meget af garnet var så tynde garner, at jeg strikkede både tre og fire tråde sammen undervejs. 

I alt gik der 173 gram garn til projektet. 

Øjnene er et par knapper fra kassen med knapper. 

Pinde: Hele hønen er strikket på en pind 4,5 mm. Her fulgte jeg opskriften. Det gjorde jeg sådan set hele vejen. Næsten.

Størrelse: Den færdige høne er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude, og vejer 514 gram. Den var rar at holde om. 

Hønen er 38 cm fra næb til halespids, den er 33 cm høj og 23 cm bred.

Bemærkninger: Jeg fulgte som sagt stort set opskriften. Der var et par enkelte undtagelser. Den mest synlige er at min udgave er uden striber. Originalen har orange striber hen over halen og fortil. Det er jeg ikke så vild med, så jeg strikkede bare uden at skifte farve undervejs. 

Jeg synes det gav et mere roligt billede.

Den første forhindring mødte jeg, da de to haledele skulle sættes sammen. Ifølge opskriften skal de hækles sammen. Jeg valgte at strikke dem sammen. Det gav mere mening for mig. 

Min anden modifikation handlede om pludderet under næbbet. Jeg synes ikke om originalen, men synes omvendt at der skulle være noget. Jeg endte med at strikke en lille trekant med ud- og indtagninger. Jeg var ikke sikker på at det ville blive godt, og endte med at rynke sammen på midten, sy på uden rigtig at have en plan, og ende med noget, jeg synes blev rigtig godt. 

Jeg er bare ikke sikker på at det kan genskabes.

Måske fordi jeg brugte mange tråde ad gangen, både for at passe pinden, men også for at få et stykke stof, jeg kunne fylde med fiberfyld, uden det kunne ses, brugte jeg meget mere garn end forventet. 

Det var sådan set rigtig skønt, og jeg kunne godt finde på at strikke den igen. 

Det tog ikke mange dage. Knap en uge, og kun fordi det var lidt hårdt med lidt tykkere pinde og et fast materiale, at jeg var nødt til at holde pauser undervejs.

Vil du se flere billeder af hønen, kan de ses på Ravelry.

Englisher Garten

 

Efter besøget i en grum ikke alt for fjern fortid, havde vi brug for noget andet. Vi var også sultne. 

Vi fandt bussen tilbage til Stationen og toget mod München. Vi besluttede at tage til Englisher Garten, der er stor park nordøst i byen. Parken har et samlet areal på 3,7 km2, det er større end Central Park i New York.

Parken blev skabt i 1789 med den engelske parkstil med landsskabsarkitektur som ideal. Vi startede nordpå i parken i den lokale Biergarten, hvor maden både var fedtet og mættende. Vi kom aldrig rigtig længere end nordpå, gik en omvej gennem parken tilbage mod S-bahnen og så mest den mere vilde natur, som den nordlige ende vist rummer. 

Længere sydpå er der flere arkitektoniske værker, der understøtter den engelske stil. Men det så vi ikke. 

Til gengæld mødte vi en hel masse får. Vi kom gående, havde været inde i en skov, og mødte nu åbent land. På en mark længere fremme var en hel masse mærkelige hvide dimser - var det sten? Jeg kunne ganske simpelt ikke se hvad det var.

Vi var ret tæt på, før det gik op for mig at det var får. Nyklippede får. Jeg synes ellers godt, jeg plejer at kunne genkende får. 

De var meget søde, også selvom de næsten var skaldede. 

Og der var mange af dem. 

Vi gik videre mod toget tilbage til vores logi. 

Det havde været en lang dag, og turen hjemad og tanken om at smække benene op trak