Sting på en søndag - Uge 45

 

Ugen kort:

• Kan det virkelig være rigtigt at en elev, der opfører sig som forventet skal roses? Specielt når samme elev nærmest dikterer at skulle roses. Jeg roser gerne, når det er på sin plads. Men jeg bryder mig ikke om micromanagement. 
• Timerne i pædagogik slog pludselig om, blev vedkommende og langt mindre søvndyssende, da vi byttede den tunge teori ud med snak om hvorfor teamsamarbejde er vigtigt. 
• På matematikstudiet skulle vi her og nu inddeles i studiegrupper, der lige skal frembringe et produkt med observation, analyse, undervisning og fremlæggelse lige om lidt. Jeg gik en smule i sort, stod pludselig overfor at skulle samarbejde med den ene på holdet, jeg simpelthen er for gammel til at skulle trækkes med, og formåede at hægte mig på et andet og langt mere kompetent hold. Det skal nok blive godt.
• Jeg har en leder, der lytter, forstår og agerer.
• Suget på værkstedet kan ikke tåle støv. Efter at have kæmpet med det lidt for mange dage, hentede jeg Teknisk Service, der startede med at fortælle at jeg bare skulle.. Hvorefter de måtte erkende at de heller ikke kunne få det til at virke. FagTek blev rekvireret, konstaterede for meget støv, og sløjdafdelingen blev lukket ned. Jeg snakkede med AMR, og vi blev enige om at det hele bør lukkes ned. Vi kan heldigvis trække ud, og vi må gerne gå ind i det store lokale og hente, det vi skal bruge. Der er lavet aftale om der kommer nogen, kigger på det og lærer os andre at få det til at fungere. det ser jeg frem til. 
• Jeg hentede Oscar til leg og spisning, inden han skulle hjem og sove. Anders og jeg talte forbi hinanden og troede begge den anden handlede mad. Jeg fik travlt med at hente hurtigmad på det nærmeste hjørne. Oscar var fint tilfreds med pomfritter og remoulade. 
• Jeg har uddelt karakterer. Det var en oplevelse. 
• En aftale blev flyttet og flyttet igen, og dermed tog jeg mod Frederikssund, strik, snak og hygge hos Bettina i går. Det var dejligt.
• Jeg har vasket og der er rent tøj at pakke, når vi morgen gør klar til en uge hjemmefra. Sjette ferieuge står for døren, når vi sammen med yndlingsfamilien drager mod Barcelona. Målet var Barcelona Knits, men er udvidet til en mindre ferie.  
• Vi har holdt traditionen i hævd og spist and. 

Læse:

I Berlin er et par af de unge flygtet mod vest, de nåede over, men jeg ved ikke hvordan det videre går dem. 

Cuba står midt mellem Rusland og USA, der begge opruster, og jeg kan ikke huske hvor det ender. Det er stadig før min tid, og jeg er ikke sikker på jeg nogensinde rigtigt har hørt efter i forhold til netop den krise. 

Jeg har været omkring England, og satser på at det gennem siderne bliver lidt mere spændende. 

Ken Folletts trilogi blev skrevet i 2014, men hvor langt op i tiden går hans historie? Det er faktisk også lidt spændende. 

Brodere:

For at blive ved broderiet fra tidligere. Kirsten Brun og Esther har lagt op til at brodere i juletiden. Jeg overvejede for og imod, ledte lidt halvhjertet efter et julet broderi, men jeg er ikke så vild med juleting. Jeg har for eksempel ingen ønske om at strikke en julesweater. 

Men det er hyggeligt at brodere. Også selvom jeg bilder mig ind, at det er lettere i sommerlyset. Men så fandt jeg alligevel et. Og da først jeg var gået i gang, et andet. 

Jeg holder mig til det første. Og hygger mig med at sy kryds efter kryds efter kryds. 

Og hvad jeg skal bruge det til.... Det kan vel ende i bunken af færdige broderier, sammen med de andre. 

Så er det vel egentlig heller ikke så vigtigt om jeg synes julebroderier er spændende. 

Bad Waldsee

 

Fra Wangen im Allgäu kørte toget til Bad Waldsee. Det kørte ikke særlig tit, det var ikke særlig stort - en vogn. Men det kørte, og infrastrukturen fungerer. Det var vi glade for. 

Umiddelbart er Bad Waldsee ikke større end Wangen im Allgäu, den føles ikke større, og så alligevel. Det er som om husene og kirkerne og pladserne og gaderne er større. At det imtime og middelalderlige ikke er helt så meget til stede. 

Det er en smuk by, havde vi ikke besøgt den anden først, ville jeg måske være tilbøjelig til at sige en meget smuk by. Den ligger fint, ned mod (og med tiden om) Stadsee, den store sø, der måske har været med til at give navn til byen. 

Byen er åbnet mere op end Wangen im Allgäu. Der står stadig et enkelt porttårn. og det er tydeligt hvor middelalderbyen bliver afløst af den nyere - stadig gamle by.

Det var Anders der valgte Bad Waldsee. Jeg synes Ravensburg kunne have været et spændende udflugtsmål. Mest fordi det er her puslespillene kommer fra. På den anden side, var Anders' argumenter for Bad Waldsee mere tungtvejende.

Bad Waldsee findes første gang dokumenteret i 926. Som en af de første sydtyske landsbyer, der er skrevet ned. Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart kunne huske at have hørt om byen før, men det kunne Anders, og da han så den yderst i det område billetten  vi havde til rådighed dækkede, blev det vigtigt at se lige den by.

Jeg klarer fint ikke at have set Ravensburg. Vi stoppede på Ravensburg Station på vej tilbage mod Friedrichshafen, og jeg tror Bad Waldsee var er godt valg. 

Bad Waldsee har været en ombejlet by. Da den første gang nævntes, var det i forbindelse med angreb fra Ungarn. trehundrede halvtreds år senere fik byen bystatus, den har hørt under Waldseerne, Habsburgerne og Waldburgerne.

Foran den store katolske Peterskirke står en figur af Gut Betha, som er byens helgen. Jeg kan ikke huske hele historien, og jeg kan ikke finde noget om den. Det var noget med en ung pige, der ofrede sig for fællesskabet. Hun er en del af muslingeruterne som pilgrimme vandrer mod. 

At Bad Waldsee har været en større, mægtigere og vigtigere by end Wangen im Allgäu bevises ved at den er komplet med et slot.

Broderet Håb

 

Det der med at brodere, det gør jeg korte perioder. Jeg gider rigtig godt, men det er bare ikke det, jeg rækker ud efter først. Så kunne man måske tro, at jeg kun har et broderi i gang ad gangen - men det er heller ikke altid rigtigt.

Da vi i sommers broderede kits, og jeg startede og færdiggjorde et sashiko broderi, kom jeg i tanke om et andet broderi, som har ligget stille meget længe. 

Da sashiko broderiet var færdigt, var jeg ikke helt færdig med at brodere, og dermed blev det tid til at finde det andet frem.

For længe siden, dengang vi sad alene i hvert vores hjem, lancerede Karen Marie Dehn en broder-sammen -og-hver-for-sig. Dengang hed årstallet 2020, og den Broderede Kærlighed var så hyggelig.

Jeg kan konstatere at jeg aldrig tog billeder af det færdige projekt. Jeg ved også at det er endt i bunken af færdige broderier, som jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg skal bruge til. 

Året efter - i 2021 - lukkede Karen Marie igen op for fælles broderi. Denne gang under navnet Broderet Håb, i form af en sommerfugl.

Denne gang var det ikke kun mig, der fulgte trop. Også Emilie, der havde fået øjnene op for broderi, og brugte de første måneder af nyt studie foran skærmen, da de ikke måtte mødes på skolen, og broderede sommerfuglen.

Jeg nåede aldrig at blive færdig. 

Da jeg fandt den frem igen i sommers, havde den de øverste vinger og det meste af kroppen. Det var superhyggeligt at sy den færdig. 

Dengang fik vi et nyt sting hver dag. Allerede dengang flyttede jeg lidt rundt på stingene, kiggede i Politikens bog om broderisting, der står på min hylde, for mere inspiration, og havde lagt en plan for resten af broderiet. 

Nu droppede jeg planen og gjorde som jeg havde lyst til. 

Hvornår den færdige sommerfugl for alvor kommer ud at flyve, ved jeg ikke. Lige nu ligger den i en bunke. Emilies syede hun ind i en taske, som mormor fik i julegave.

Meget smartere end min bunke.

Kattedamen

 

Tæt ved den gamle vandmølle i Wangen im Allgäu sad en gammel dame med en mærkelig hat og en masse katte. Jeg synes hun var hyggelig, Anders synes møllen var hyggelig, så vi kiggede lidt på dem begge. 

Ofte er kunst sat op i bybilledet med en historie, også selvom den ikke lige er til at gennemskue. 

Den her kunne jeg ikke gennemskue. 

Jeg måtte hjem og slå op, før jeg fandt historien - en både trist og skøn historie. 

Historien om Maria Neff.

Maria Neff var datter af den sidste møller i Eselmuehle. Vandmøllen i Wangen im Allgau, som betjente en stor del af oplandet. Da faderen døde, lukkede møllen - jeg forestiller mig en ny og større uden for byen allerede da var i drift. 

Maria Neff blev boende i den gamle mølle. Hun havde ingen indtægt, levede af almisser fra søstrene på hospitalet og borgerne i byen. Hun var en særling, børn var tit bange for hende og hun så formentlig også farlig ud. 

Hele året gik hun rundt med en hjelm fyldt med uld, fordi hun troede hjernen ellers ville tørre ud. Historien melder ikke noget om, hvor hun havde det fra - eller hvordan resten af byens indbyggere overlevede...

På trods af hendes mærkeligheder, blev hun beskrevet som godhjertet, hjælpsom og intelligent. Formentlig derfor hjalp byens borgere hende med overlevelse. 

Hun levede alene, kun sammen med sine katte og møllen faldt langsomt fra hinanden. 

I løbet af 1968 forsøgte byrådet at købe møllen, for at rive den ned og skabe plads til mere rum, eller vej, i byen. Maria Neff nægtede at sælge. Hun blev boende, troede ikke at nogen ville hende det godt og møllen blev stående. 

Et år senere fik byen en borgmester. Borgmesteren dukkede på egen hånd op på hendes dørtærskel og lod sig besnære af hendes katte. Da kattene lod til at sige god for ham, lyttede hun og da Borgmesteren lovede at restaurere frem fra at rive ned, underskrev hun købsaftalen og overlod møllen til byen. 

Et år måneder senere døde hun. 

I dag er møllen en del af museumslandskabet i Wangen im Allgäu. Hele boligkomplekset langs muren både før og efter møllen indgår i bymuseet og samtidig med etableringen af bymuseet er også hele den gamle bydel blevet nænsomt restaureret og står i dag som et billede på den smukkeste gamle lille sydtyske landsby.

I Wangen im Allgäu takker man Maria Neff for at stå fast, for ikke at ville sælge og for dermed at være med til at skabe den by, de har i dag.

Jeg synes det er en fin historie.

Og den mærkelige hat gav dermed meget mere mening. 

Jeg fandt historien om Maria Neff på byens hjemmeside. Her kan jeg også finde oversigten over museumshusene. 

Antonius den Hellige

 

På turen rundt i Wangen im Allgäu, mødte vi en mand - måske en hyrde - med en flok grise. Han var ret hyggelig som han sad der, omgivet af dyr, der tydeligt havde en fest i den nærliggende vandpyt.

Det viste sig at være Antoniusbrønden. 

Og Antonius.

Antonius, var en rig mands søn, der valgte at leve som munk, eneboer og asket et sted i en egyptisk ørken. For mange, mange år siden. 

Selvom han levede alene, fik han ikke lov at være alene. Folk valfartede til ham, for at blive velsignet, blive helbredt eller få svar på spørgsmål. 

Hans asketiske liv blev et forbillede for mange, og han kaldes klostervæsenets fader.

Ifølge historien døde han mæt af dage, over hundrede år gammel. 

Og grisene - Antonius havde altid et T-formet kors, en klokke og en gris med sig. 

Senere blev klokken hængt om halsen på grisen, der med tiden blev til Antoniusgrise...

Så lærte jeg det.

Jeg har fundet oplysningerne hos Apoteket i Wangen in Allgäu og Wikipedia. 

Wangen im Allgäu

 

Vi havde en plan om at sidstedagen ved Bodensee skulle bruges på så lidt som muligt. Jeg så mig selv med en drink i vandkanten, strikke, nyde solen - et eller andet. 

Men så stod vi pludselig med en billet der gav adgang til den offentlige transport, og måske var der faktisk et eller andet spændende i området. Og hvad betød området egentlig - hvor langt rakte den der billet? Vi vidste det ikke.

Jeg gik ind i ReiseZentrum på stationen i Friedrichshafen, for at finde ud af det. Der stod en meget kundevenlig mand, som kunne fortælle at billetten lod os rejse rundt i et kæmpe område, strækkende sig til begge sider langs søen og i en trekant, ret langt ind i landet. 

Personligt synes han, at vi skulle tage til Wangen im Allgäu - ifølge ham den yndigste lille sydtyske landsby. De fåes faktisk ikke bedre. Mente han. 

Dermed var tanken om drinks i solen aflyst. Jeg er heller ikke sikker på, vi er så gode til drinks i solen. I hvert fald ikke i længere tid. Der var heller ikke så meget sol. 

Vi satte os med kortet, og konstaterede at der var flere spændende små byer i området. Lagde en plan, der med god vilje kunne lade os besøge tre af dem i løbet af en dag. Vi endte med to, tre blev en for meget. 

Dagen startede med bus fra Friedrichshafen til stationen i Wangen im Allgäu. Vi blev mødt af en lidt kedelig station i en lidt kedelig flække, men troede stadig på manden i rejsecentret, og gik mod det, der måtte være selve byen - middelalderbyen. 

Og hold da op - han havde ret.

Wangen im Allgäu er muligvis den smukkeste lille sydtyske landsby. Jeg har ikke mødt så mange, men den emmer af atmosfære. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden, til en tid da udsmykningen af huse var på sit højeste. Byen er komplet med porttårne, bymur og voldgrav udenom. Mod den sydlige ende af byen er der lukket op mod den nyere bebyggelse. Murene er væk, men det virkede stadig. 

Overalt er der pyntet med blomster, vægmalerier og fine skulpturer. Gaderne er brostensbelagte og det er en god ide med rede penge på lommen. Vi manglede et toilet - dem er der heller ikke mange af, men vi fandt en cafe der helt sikkert lever godt på turister, og tilbød toiletter i en dyb kælder til betalende gæster.

Vi var sultne, og flammkuchen passede på en eller anden måde godt til turen. 

Det er ikke en stor by, alligevel var det som om der hele tiden dukkede noget nyt op. At der om hvert eneste gadehjørne var endnu en detalje eller et skønt hus fra tidligere tider. Langs bymuren var husene bygget ind i muren, den gamle vandmølle, som tidligere malede korn fra de omkringliggende landmænd fungerer stadig, og lossede lystigt vand rundt og rundt og rundt.

Vandmøllen er en del af det lokale bymuseum, der desværre havde lukket. Det kunne ellers have været spændende. Så vidt vi kunne bedømme.

Vi ville videre, havde andre planer for dagen og satte igen kursen mod stationen og det tog vi vidste kørte en gang hver anden time. 

Zig Zag Zen

 

Jeg har et hæklet tæppe i gang. Det har været i gang i årevis, bliver til tider motioneret en hel del, men står helt stille det meste af tiden. Alligevel tæller det som et igangværende tæppe, og tanken om endnu et fungerer ikke rigtigt i mit hoved. 

Men så dukkede Zig Zag Zen Blanket op. 

Jeg har svært ved at sige, hvad det var, der gjorde udslaget. Men inden jeg så mig om, havde jeg fundet en hel del garn fra samlingen, havde slået op og var godt i gang. 

Startskuddet handlede helt sikkert om det tykke uldgarn, der har ligget på lageret i mange, mange år. Jeg har strikket af det. En kæmpe sweater til Anders og to mindre til mig. Der er også blevet en babyjakke ud af det, og der er stadig mere. Meget mere.

Eller det er der ikke mere. Jeg brugte det hele, rub og stub. Som bundfarve. Jeg havde fire farver, og startede med den mørkeste og sluttede med den lyseste. Måtte endda finde noget andet, der kunne agere bundfarve, inden det var helt slut.

Jeg startede med en ide om, at kontrastfarven skulle være lilla/lys/neutral. At den skulle være omvendt - startende med de lyse og slutte med mørkt. Der gik ikke længe, inden jeg måtte finde mere i andre farver, for den første plan havde jeg ganske simpelt ikke nok rester til.

Dermed opstod en form for fade.

Det tog i omegnen af tre en halv måned at strikke tæppet på så tykke pinde, at mine håndled som regel giver op, og kræver pauser. Det gjorde de sjovt nok ikke her.  Jeg slog op inden sommerferien, og lod det ligge hjemme, mens jeg var på ferie. 

Og med fem ugers lærerferie, synes jeg faktisk ikke at tre en halv måned var lang tid. 

Design: Zig Zag Zen Blanket af Anniina Juuti.

Garn: Alt godt fra lageret. Allermest uld, den tykke til bundfarven sammen med alle mulige supersoftvarianter og andet fra lageret. Enkelte garner var tilføjet alpaka eller andet blødt, fordi farverne passede. Jeg fik has på mange af de små rester af garn i mange flere farver, end jeg i første omgang troede jeg havde liggende. 

Jeg havde langt hen ad vejen tre tråde til kontrastfarven. 

Der gik i alt 1582 gram garn til tæppet - ikke dårligt, når der tælles lagerbeholdning

Pinde: Jeg strikkede på 6 milimeter.

Størrelse: Det færdige tæppe måler 186 x 164 cm. 

Det er ikke helt dynestørrelse, men det virker næsten som om. 

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften, men strikkede noget der lå mellem de to størrelser. 

Jeg strikkede seks mønstergentagelser eller sæt af striber. Hver sæt er fire striber på den ene led og fire striber på den anden led. 

Jeg endte med at strikke en iCord over tre masker hele vejen rundt. Jeg synes det afsluttede tæppet på en fin måde. 

Jeg synes det færdige resultat er fantastisk. Oscar er ikke enig, han synes det stikker og vil hellere bruge "det pæne" - altså det igangværende, endnu ikke færdige projekt. 

Vil du se flere billeder af tæppet, kan det ses på Ravelry.