Onsdag starter tidligere i dag end ellers - og så alligevel ikke.
Den reelle arbejdsdag starter tidligere - mens onsdagsgymnastikken er aflyst. Forvirret? Måske. Jeg glæder mig i hvert fald over tre kvarters ekstra morgen hjemme, samtidig med tidligere mødetid.
Samtidig ærgrer det mig en smule at gymnastikken røg overbords i svinget. Men skal det være, er dagen i dag velvalgt. På den måde blev sidste mulighed for fælles gymnastik en smule overset, og vi må nu fortsætte på egen hånd.
Jeg har fået meget med. Mange gode øvelser, og var jeg ikke så tilpas forfængelig, havde jeg også lavet en del flere øvelser herhjemme. Jeg har nemlig set i øjnene, at jeg er indehaver af en vis forfængelighed, når det handler om at ligge midt på gulvet og lave gymnastiske øvelser. Jeg gør det gerne - men kun når jeg er sikker på at være helt alene.
For øjeblikket er jeg aldrig helt alene. Daniels afsluttede grundskole og manglende læreplads, betyder at han altid er hjemme. Han søger, han har følere ude. Han har aftaler, både med skole, kommune og onkler. Forhåbentlig går der ikke længe, inden han er i gang igen.
Jeg håber. For han er en af dem, der ikke duer til at gå rundt i lediggang. Han ved det, jeg ved det. Altså ved han også, hvorfor jeg ind imellem kan være noget belastende i mine krav til ham. Jeg er sikker på han synes, jeg er møgirriterende. Jeg håber irritationen får ham op i højere omdrejninger.
Jeg har vel lov at håbe...