Nordvest for Odense ligger jernalderlandsbyen Odins Odense. Formentlig kan navnet Odense føres tilbage til Odin, og derfor giver det mening at kalde jernalderlandsbyen ved den store Ases navn.
Netop derfor havde jeg en forventning om at jernalderen ville komme til live i sammenhæng med Odense. At jeg ville få noget historie om Odenses allertidligste opståen. At der ville være visuelle kort over området, og en gennemgang af hvordan et lille bosted var vokset større og allerede i 988 var erklæret bispesæde.
Odins Odense er ikke særlig stor. De drømmer om en udvidelse, men den ligger et stykke ud i fremtiden. Det er en meget lille landsby, med Høvdingens gård, Vølvens gård, Væverens hus og smedjen, der ligger uden for landsbyhegnet. Der er flere staklader (opbevaring, ly for dyr eller arbejdspladser for landsbyens beboere) der er Gutefår - en meget gammel race - med tilhørende overdækning og et lille gravfelt. Og så er der selvfølgelig en offersø - men ingen ofret hest.
Der er et shelter, hvor gæster kan få lov at sove og en lille familie var flyttet ind i Høvdingens gård, men det var vist meget nyt. De var udstyrede med noget, der kunne kaldes jernaldertøj over deres eget, og en medarbejder hjalp dem med, at være jernalderfolk for en dag - eller flere.
Det var hurtigt set, men også et fint blik ind i en tid, da der skulle arbejdes hele dagen, for at få mad og tøj på kroppen. I væverens hus mødte jeg en dame, jeg i første omgang tænkte hørte til den lille familie ved høvdingegården. Hun havde samme tøj på. Hun ville gerne fortælle og startede sådan set meget godt, hvorefter det blev til noget vrøvl.
Jeg nænnede ikke at fortælle, at det hun fortalte vist ikke var helt rigtigt, jeg troede stadig hun hørte til den gæstende familie. Men så fortalte hun, at hun kun havde været frivillig i tre uger, at hun ikke vidste så meget, at hun hele tiden lærte og at hun synes det var spændende.
Jeg undrede mig over fraværet af håndtene. Jeg stod i væverens hus, der må have været brug for tene. Samtidig ved jeg godt at håndtenen var enhver kvindes dyrebareste eje, og at der skulle spindes hele tiden, for at holde landsbyen udstyret med tøj og skibene med sejl. Så jeg spurgte, jeg tænkte hun var i væverens hus og måske havde fået noget at vide....
Hendes svar var så forkert at jeg gav op. Lige der fik jeg oplevelsen af, at hun ikke vidste hvad jernalderen, spinding eller håndtene var. Samtidig er jeg imponeret over en kvinde, som vælger at være frivillig på et område hun ingenting ved om. Jeg håber hun holder ved, og jeg håber hun lærer og bliver mere bevidst om hvordan jernaldermennesket levede og agerede.
Senere mødte jeg en rigtig væver - der er noget med vævere på den her ferie - hun havde en stor opstandsvæv stående ude i en af stakladerne, som en levende udstilling, man måtte være med i. Jeg fik lov at prøve opstandsvæven. Det var spændende. Jeg er imponeret over hvor avancerede sådan en væv er, at den har et spjæld, så trenden åbnes og lukkes, og skytten kan køres igennem. Jeg vidste det godt, jeg har set det før, men jeg har aldrig prøvet det.
Vi fik også en snak om tene. Hun fortalte at de oplever gæster, der kommer til at "låne" ting med hjem, og netop en håndten er lille nok til at forsvinde. Hun gav mig ret, de burde være der, og stod pludselig og overvejede hvordan de alligevel kunne inkorporeres.
Derefter snakkede vi nålebinding. Jeg har en diffus plan om at nålebinde i undervisningen. At eleverne skal lave en nål selv, farve garnet og til slut binde det. Jeg forestiller mig det er lettere at nålebinde end at strikke. Her er godt nok en nål og noget garn, der skal holdes styr på, men der er ingen masker, der kan falde af pinden.
Jeg har hele tiden haft en forestilling om nåle af kohorn. Indtil i går, for damen fortalte at hun har lavet nåle af træ - af tynde grene. Jeg skal hjem og lave nåle af tynde grene, det skal prøves - og så skal jeg lære at nålebinde.
Jeg gik derfra med ny viden og et skønt tilbageblik på jernalderen. Nok er det et lille museum, men det er fint og jeg tror jeg endte med at bruge halvanden time - lidt mindre end det tog at tage frem og tilbage.
Heldigvis var hele turen en oplevelse.