Ude i solskinnet

 

Vejret gik fra et tidligt forår til sommervarme på et splitsekund. Det er et vildt vejr vi har.

Det betød at jeg mødtes med kollegatøserne i sommervarmen, vi sad ude og hyggede med noget at drikke, inden vi trak indenfor til lækker mad og masser af snak. 

Foreløbig er det lykkedes os at mødes cirka en gang om måneden. Efter i mange år at have set hinanden dagligt, at have været tætte og fulgt med hinanden, er vi enige om, at en gang om måneden er vigtigt. 

Denne gang spiste vi ude, lod andre lave maden og snakkede hen over klire af bestik og andres snak. Det er hyggeligt, men næste gang mødes vi privat. Vi er enige om at det bliver mere intimt, at vi får snakket mere og det skaber mere nærhed. 

Jeg glæder mig allerede. 

Tøsetrøje

 

Jeg kender en lille pige, der snart starter skole, holder meget af lyserød og lilla. Og selvfølgelig skulle have glæde af mine rester.

Jeg fandt alt det lyserøde og lilla, en smule hvid alpaka og med to tråde, den ene et strømpegarn, den anden alt muligt fra restekassen, blev det til en lille fin trøje, der nu venter på næste gang vi ses. 

Jeg har strikket den stor nok til at den gerne skal passe, selvom der går nogle måneder.

Design: Jeg har taget udgangspunkt i Svens Yndlingssweater af Lene Holme Samsøe. Udgangspunkt for jeg har også tilsat en hel del af mine meninger om hvordan den skulle se ud. 

Garn: Alt godt fra restekassen i lyserød og lilla. 

Jeg er endt med et forbrug på 311 gram. Det er en hel del. Den største rest tæller 58 gram, mens den mindste ikke vejede mere end 2 gram. Jeg gemmer alt, og er vild med at få det brugt, 

Der er en hel del strømpegarn i, parret med bomuld, cashmere, silke og uld. 

Alle kanter er alpaka. Hals og ærmer to forskellige hvide, den ene ren alpaka, den anden blandet med uld. Den nederste kant er den rene alpaka sammen med en tynd tråd uld, jeg har haft liggende i temmelig mange år. 

Pinde: Jeg har brugt pind 3 mm til kanterne og pind 4 mm til kroppen. 

Størrelse: Som udgangspunkt er jeg gået ud fra målene og maskeantallet til en størrelse 6 år. Jeg synes halsen er for vid, så jeg slog op til str 2 år. 

 

Bemærkninger: Trøjen er strikket med et heldækkende mønster, jeg fandt i Strik, der står på min hylde med strikkebøger, og som går under navnet Broderie Anglaise. Mønstret går over 8 masker, eller halvdelen - 4 masker. Jeg har glemt at skrive ned hvor mange masker jeg slog op, men helt sikkert noget der rimede med de 4 masker. 

Jeg lavede vendepinde i nakken og over skulderens masker. Jeg vendte 4 gange i hver side, med 4 masker imellem. Jeg synes det giver en bedre pasform med en hævet nakke. Jeg valgte at lave vendepindene i ribben, så den er højere bag end for. 

Jeg tog ud i raglan, til maskeantallet passede med en str 6 år. Samtidig tog jeg en maske ud midt for, når det passede i mønstret, så jeg endte med 4 masker mere midt for. 

Under armen tilføjede jeg  bare 2 masker, og lod dem indgå i mønster med udtag, så de endte med at fylde 6 masker. Det samme gjorde jeg ved ærmerne. Det gav en lille smule A-facon. 

Da ærmerne nåede den fulde længde strikkede jeg to ret sammen hele vejen rundt, vekslende mellem 2 ret sammen og SSK, så maskerne vendte sig mod og fra hinanden.

Kanten forneden er den gode gamle gennemprøvede klokkekant, eller flæsekant, Kært barn har mange navne. Det handler om at få mange masker til at blive til få. Jeg har brugt kanten flere gange på børnestrik, dengang jeg havde små børn. 

Nu strikkede jeg den anden vej. Startede med få masker og udviddede til mange. 

Det eneste hår i suppen er, at den stærkt pink smittede af, da jeg skyllede den færdige trøje op. Det betyder at de hvide kanter har fået noget afsmitning. Jeg har besluttet at sådan ser den ud. 

Vil du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Masker på en søndag - Uge 19

 

Ugen kort:

• Med Kristi Himmelfart blev det en kort uge. 
• Med start torsdag ugen før, har jeg nu fremlagt tanken om et selvstændigt projekt for alle mine elever. Jeg var spændt på hvordan de ville modtage projektet, og er nu endnu mere spændt på hvordan det det skal gå for sig. De har nogle vilde ideer. Jeg synes det er skønt.
• Vi har indført det gode frikvarter med voksenstyring for en flok drenge, der har brug for noget ekstra. Jeg var egentlig ikke regnet med, men tog over for en syg kollega, snakkede med en anden, og det viser sig, at det med at bruge spidskompetencer nogen gange kan være svært. 
• Vi holdt teammøde så længe, at jeg ikke kunne nå at hente. Det kunne Daniel heldigvis selv klare, og mødte op sammen med barnet. Jeg havde til gengæld en mellemtime inden teammødet, og nåede at købe det ind, som Anders ikke nåede. 
• Vi er ikke de hurtigste, og en stor del af teammødet gik med at planlægge blokugen, hvor eleverne på årgangen skal deles på tværs. Vi bryder timerne op, vi gør noget andet og har overskriften Fra jord til bord som en rød tråd. Vi har gode ideer, jeg tror bestemt det bliver godt. Vi skal bare lige nå det sidste. 
• I planlægningen af blokugen har vi brug for at låne SFOs bålplads. De har en lækker bålplads. Jeg forsøgte hele onsdag at få fat i den ansvarlige, som kan låne ud. Men det lykkedes ikke. Jeg skrev, håber at få kontakt i morgen og er begyndt at tænke alternativer. For kan vi låne en bålplads i SFO, når alle de små nye førskolebørn også er der?
• Jeg valgte at hænge ud en halv times tid på lærerværelset, inden miniferien startede. Jeg tror det er godt for kollegaskabet at vælge det sociale til. Jeg blev inviteret med til banko i Nørrebrohallen om et par uger. Det er åbenbart en tradition. Der var plads i kalenderen, så jeg sagde ja tak.
• Mens Rose var sammen med sin far, brugte Sille og jeg en stor del af torsdag til at vende verdenssituationen og strikke. Det var hyggeligt. 
• Med fridage fik jeg ryddet rigtig meget op herhjemme. 
• Anders og jeg gik sammen ud og købte ind. Det sker ikke så tit. 
• Amalie fyldte år, og vi inviterede på middag. 
• Det har været skønt med fire fridage i træk. 

Læse: 

Sidste del i sagaen om Carl Mørck var i perioder langtrukken og lidt kedelig. Men også det modsatte. Hvor den endte var til det sidste svært at vurdere, men den endte med en fin sløjfe i forhold til de ni foregående bøger.

Hvor tiende del i serien definitivt er den sidste, sidder jeg stadig tilbage med følelsen af at jeg gerne vil vide hvordan det videre går. Hvordan persongalleriet lever videre, hvordan historien udvikler sig, Men for en gangs skyld også med en følelse af, at det er fint det er slut.

I stedet er jeg startet på 12. del af serien om Louise Rick af Sara Blædel. Måske kan serier også blive for lange. Jeg kan ikke huske sidste afsnit. Jeg blev enig med mig selv om at jeg har læst 11. del. Igen er jeg glad for at få genoplivet persongalleriet, men det er også så længe siden, at jeg næsten havde glemt dem. 

Louise er sendt til Sønderjylland, hvor en ældre mand er fundet død. Umiddelbart er der ikke det store at komme efter. Hun er ved at afskrive det som en ulykke, men så dukker en anden historie op. 

Louises veninde Camilla mister sin mor, og er taget til Skanderborg for at sige farvel. Ifølge bagsiden ender de to grene af historien med at hænge sammen.  

Så langt er jeg ikke nået.

Strikke:

For snart to år siden slog jeg op til en trøje til Anders. Jeg strikkede og strikkede og strikkede. På pind 3. Og havde ingen fornemmelse af at komme nogen vegne. 

Så lå den stille. og blev glemt. Lidt. Nu har jeg fundet den frem. Jeg har strikket kroppen færdig. Den er prøvet og den passer. Jeg har beregnet og slået op til det første ærme. Det er godt på vej. 

Men. Spiller man yarnchicken, når man strikker og strikker vel vidende at der ikke er garn nok? Da jeg startede ærmet havde jeg to nøgler tilbage. Det er ikke nok. Garnet føres ikke længere, der hvor jeg købte det, men jeg har fundet det andetsteds. 

Jeg ved bare ikke hvor meget mere jeg skal bruge. Går der to eller tre nøgler til et ærme. Jeg har snart brugt det første. Og tænker umiddelbart at to kan gøre det. Men gider jeg købe to nøgler mere, hvis det viser sig jeg skulle have haft tre? Eller fire? 

Nej, det gider jeg ikke. Så jeg strikker, gør ærmer færdigt, og sender bud efter mere garn, når jeg er blevet klogere. Og krydser fingre for at indfarvningen på nyt garn ikke er helt hen i vejret.  

Middag for at fejre endnu et år

 

Jeg var usikker på om Amalie gad bruge en lørdag sammen med os, for at spise og blive ønsket tillykke med endnu et år. Når dagen falder på en lørdag, kunne hun jo snildt have andre planer. 

Det havde hun ikke, og det gad hun godt. 

Altså lagde vi bord til en hyggelig eftermiddag og aften, der varede længe nok til at Oscar burde have været lagt i seng, inden den lille familie fik pakket sig sammen og gik hjem igen. 

Det er altså hyggeligt med sådan nogle aftener sammen. 

Jeg lovede Oscar at hente ham i SFO på tirsdag og sammen blev vi enige om, at der er tre dage til tirsdag Han har lært dagene, remsede op og kunne dem alle. Det har han lært i børnehaven, fortalte han, og kunne en fin remse der endte med at søndag skal vi ingenting. Jeg har glemt resten. 

Vi fik sendt dem godt hjem efter et fornuftigt måltid mad og masser af snak. Amalie lidt groggy, for piskesmældet hun fik for år tilbage gør knuder. Neurologen mener at kunne hjælpe, men lige nu føles det ikke sådan. 

Først skal det være skidt.... eller noget. Vi krydser fingre for snarlig bedring.

Og glæder os til tirsdag. Jeg tænker jeg kan finde SFO'en. Den har næppe flyttet sig, siden jeg var der sidst. Det er godt nok over tyve år siden. Inden Tinderhøj var jeg nemlig vikar på Rødovre Skole - hvor Oscar nu har sin daglige gang.

Dengang fik jeg sjovt nok alle håndarbejdstimerne, når der manglede lærere. Jeg fik bare ikke nøglen til håndarbejdslokaleskabene. Det kunne godt nogen gange være lidt af en udfordring. 

Musik i natten

 

Vi var på vej tilbage fra museet, aftenmærket lagde sig over byen og vi ledte efter kaffe. Og the. Kaffen fandt vi, det med the var sværere. 

Vi kom gående ad en gågade af en slags, jeg er ikke sikker på jeg kan udpege den. Det var blevet temmelig mørkt, klokken kunne have været midt om natten, det var den ikke, men alligevel.

Og så stod han der. En ung mand, med en vild guitar og et rytmespil som mange andre ville være misundelige over. Han spillede hård rock, headbangede og lukkede sig inde med sin musik.

Vi var ikke de eneste der stoppede, de fleste der kom forbi standsede, nogen længe, andre lige nok til at markere interesse. 

Jeg er ikke en poptøs, men jeg er heller ikke til hård rock. Noget midt imellem. Det her var Anders' sprog, han var imponeret. Meget imponeret.

Helt færdig, pakkede den unge musiker sig ud af sig selv, stillede op til foto og havde det skønneste smil, da han sagde tak til de omkringstående, og dem der var helt henne og sige tak for musikken.

Vi gik videre, med en god oplevelse i bagagen. 

Længere henne ad gaden stod en anden musiker og spillede noget mere mainstream, der på ingen måde fangede og imponerede som den unge mand, der i den grad brændte igennem og ville noget med sin musik, sit udtryk og sine evner. 

Et par skønne timer

 

Min kalender bliver overbelastet i øjeblikket. 

Den ene aftale efter den anden løber ind. Den ene invitation efter den anden ender oveni. Jeg sorterer, mærker efter og vælger det, der føles vigtigst, mest rigtigt eller bare det jeg helst vil. 

Jeg havde en aftale med Sille i dag, og selvom et andet arrangement pludselig var en mulighed, og Sille godt gad ændre til en anden dag, endte jeg med at holde fast. 

Jeg gad have stået med flag og ønske et par dejlige mennesker tillykke med tolv et halvt års ægteskab, men samtidig er det alt for længe siden Sille og jeg har haft et par timer alene uden Rose. Alt for længe siden var har kunne sidde og bare snakke. 

Det gjorde vi nu. Andre klarede det med flagene, jeg fik levende billeder af overraskelsen og ved de blev glade og havde et par skønne timer med en flok mennesker, der kom og sagde tillykke. 

Imens hyggede Sille og jeg, drak the, fik vendt verdenssituationen eller i hvert fald alt, hvad der er sket siden vi sås sidst.

Vi ses for lidt. 

Sådan bliver det vist i en travl hverdag.

Det vigtigste er at vide, at vi har hinanden. Også selvom der går lang tid. 

Det grønne spind

 

At notere start og slut, og alt det imellem for hvert eneste projekt, der kommer mellem mine hænder, kan være rigtig godt. Det kan også udstille hvor længe et projekt er om at blive færdigt. 

Jeg startede det grønne spind i august sidste år. 

Nu er det færdigt. Jeg har ikke spundet på det i otte måneder. Det har stået stille i langt størstedelen af tiden. Jeg kan ikke huske hvor længe, men erdringen siger mig at jeg kom i gang, men ikke ret langt, før jeg stod af. 

I januar stod lysten til at spinde igen og bankede på. Januar har værst startskud de sidste par år, lige som Tour de Fleece i juli også gør noget ved min spindeenergi. Januar fordi der ligger frisk udpakket julekalender-uld og juli fordi mit feed bliver oversvømmet med spind. 

Jeg er så nem. 

I år startede januar med samspind og farver jeg ikke selv havde valgt. Det var sjovt. Bagefter stod julekalenderen på spring, men jeg er stadig så monogam, når det kommer til spind, at det her skulle være færdigt før kalenderfibrene kunne få lov. 

Det er mit til dato største spind - og selvom selve processen er skøn og jeg har nydt at spinde, blev det også meget af det samme. Jeg kan godt forstå behovet for at have flere projekter i gang, der kan veksles imellem. 

Måske ender jeg der en dag. Det er ikke lige nu, og jeg har på ingen måde behov for det.

Men jeg har fibre liggende på lager som kører rundt i hovedet på mig, i forhold til hvordan og hvornår det skal spindes. 

Jeg har vel nærmest en kø af projekter. 

Det er vel heller ikke så ringe. 

Materialer: Tre uldhjul, alle fra Birthe P og Garngalleriet. 

Den første købte jeg selv, for længe, længe siden. Dengang jeg startede med at spind. Den var grøn, den var pæn, den var af shetlandsuld. Den hedder Tang. 

Den anden fik jeg af Emilie, som købte på Birthe Ps hjemmeside. Hun ville finde noget, der passede til. Det havde jeg udtrykt ønske om. Hun valgte shetlandsuld, havde ikke så mange valgmuligheder, det skulle helst være grønt, og endte med den meget lyse Vårgrøn. 

Den sidste købte jeg i sommers, på tur til Birthe Ps butik i Brædstrup. Jeg troede det skulle være samme type uld, men kom hjem med South American og den smukkeste Oliven, som jeg ser som en grønlig brun. 

Jeg havde 600 gram i alt. 

Forberedelse: Jeg delte de tre uldbånd i otte lange strimler og spandt hver enkelt strimmel efter den foregående, hver farve for sig. 

Otte strimler, fordi det føltes som en god portion at sidde med i hånden. Det kunne have været både mere eller mindre. 

Tang er en lang fade, og jeg ville gerne have den fade til at løbe gennem projektet mere end en gang, måske var det derfor jeg endte med otte strimler. De to andre farver er mere ensartede og der var ikke så vigtigt, hvor mange gange båndet blev gentaget. 

Efter jeg havde delt båndet løsnede jeg fibrene, ved at hive dem lidt fra hinanden i hele båndets længde og viklede hver strimmel op i en stor bold. 

Jeg tænker at havde jeg hevet strimlerne gennem en diz, havde jeg fået et lignende resultat. I hvert fald, oplever jeg at det giver et mere luftigt og lettere spindbart fiberbånd at arbejde med, når jeg har løsnet fibrene og hevet dem lidt fra hinanden. 

Spinding og tvinding: Jeg gjorde ikke noget specielt i forhold til at spinde. Oftest trækker jeg ulden bagud, når jeg spinder. Jeg spinder forholdsvist tyndt, og forsøgte ikke at styre tykkelsen. Jeg gider ikke engang forsøge. Jeg spinder bare og nyder processen. 

Jeg spandt i urets retning -. S-retning -, og fyldte godt op på spolerne. 

Jeg endte med tre spoler i hver farver. Hver spole blev markeret med farvens navn og nummer, så jeg havde rækkefølgen i spindingen.

Dengang jeg lærte at spinde, så jeg en del spindepodcasts. En af de kloge spindedamer gjorde opmærksom på at spindingen kan ændre sig over tid, at den første spole ikke nødvendigvis ligner den sidste i tykkelse eller noget andet, og at det for at udligne, kan betale sig at tvinde det første og det sidste, for at ende med et harmonisk garn.

Det har siddet i mig siden, og ved et projekt som det her, giver det mening at huske. Synes jeg. 

Specielt fordi det har taget så lang tid at spinde. 

Jeg tvandt derfor den første og den sidste tråd sammen med en der cirka blev spundet midt i projektet, da jeg nåede til tvindingen. 

Den første var en Vårgrøn, den sidste Oliven. Derfor blev den tredje tråd Tang nummer to. For at vedblive en eller anden form for at tvinde trådene så de blev nogenlunde fordelt over hele spindetiden, endte jeg derfor med at sætte trådene i hver farve i rækkefølge, så de jævnt fordelt. 

Der var hele tiden en tråd af hver farve - så det endelige projekt er trefarvet hele vejen gennem. 

Vårgrøn blev tvundet spole 1 - 2 - 3
Tang 2 - 3 - 1 
Oliven 3 - 1 -2

Jeg tvandt mod uret - Z-retning. 

Det hele er spundet og tvundet på rokken, som (viser det sig) knirker afsindigt, når den drejer baglæns/mod uret. 

Jeg tror det er læderstroppen mellem pedal og plejlstang. Jeg er ikke sikker, men måske skal jeg overveje en ny. 

Det er givet videre som fødselsdagsgaveønske. 

Som altid løb hjulet i det hurtigste gear.

Efterbehandling: Lige som der var ni spoler med spundne singles, endte der også med at være ni spoler med tvundet garn. Det tog lang tid at haspe af. 

Det endte med at ligge en lille ugen tid, inden jeg fik taget mig sammen til at skylle det op. Det var en af de aftner, hvor jeg nok skulle have gået lidt tidligere i seng, og pludselig om i tanke om garnet, der lå i blød. 

Derfor blev det ikke slynget over kanten af altanen, men blot krammet godt og hængt op over et kosteskaft på toilettet. Jeg var lidt træt, så jeg fik arrangeret kosteskaft og garn hen over toilettet, så den ene ende af kosten hang i en bøjle, den anden hvilede på vasken. 

Da Emilie som den første skulle bruge toilettet, stod hun der, og kunne ikke rigtig komme tid. Hun endte med et lidt snedigere ophæng, der involverede et par bøjler mere, og betød at alle kunne komme til. Temmelig godt tænkt, for det tog alligevel nogen dage, før det var så tørt, at det endte i stuen, stådig over kosteskaftet, men nu mellem to stole. 

Resultat: Det er min oplevelse at håndspind altid er blødt. Det synes jeg også det her er, selvom det er shetlandsuld, som pr definition er noget mere kradst end for eksempel merino. Jeg kan godt mærke forskel, men jeg synes stadig det søles blødt og lækkert. 

Jeg glæder mig i hvert fald til at bruge det. Jeg har en drøm om en lang cardigan. Gerne med noget struktur, men ikke for meget. Håndspundet garn gør sig tit godt på egen hånd. 

Fordi den ene farve var en lang fade fra lys til mørk, havde jeg forventet et garn, der tyderligere gik fra mørk til lys. Det færdige resultat er umiddelbart langt mere ensartet, når jeg kigger på det. Jeg tror det ændrer sig, når det bliver strikket op. 

Jeg er endt med 583 gram garn med en færdig længde på 1533 meter. 

Det betyder 263 meter pr 100 gram. 

Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.

Spind på en søndag - Uge 18

 

Ugen kort:

• Jeg roder altid rundt i forkortede uger. Når ugen indeholder en fridag onsdag er det slet ikke til at finde ud af. 
• Jeg hentede Oscar tirsdag på en ganske særlig dag. Børnehavetiden er slut, og han var så klar til at sige farvel. Han uddelte knus til alle de voksne, inden vi cyklede hjem til en hyggelig aften og overnatning. 
• Vi havde god tid onsdag, pakkede os sammen og fandt bussen og metroen mod Trianglen og turen gennem Fælledparken til Trafiklegepladsen og en skøn dag. 
• Oscar var lidt i tvivl om han nu også turde køre med metroen. Men vi har prøvet før, han er blevet fem år, og sagde engang at når han fyldte fem, turde han godt. Vi fik pladser forrest, kunne lege med klistermærket i forruden og snakkede om skinnerne og lysene og at vi kunne se det gik lidt op og ned. 
• Hjemturen gennem parken tog noget længere tid. Vi spiste is på Frederiksberg Alle station, inden vi fandt bussen og barnet faldt i søvn mellem alle de mange andre rejsende. 
• Torsdag var første dag i SFO. I et meget kort telefonopkald, fortalte barnet at det havde været godt, at han var træt og han ikke gad fortælle mere. Jeg tænker jeg får mere at vide på tirsdag. 
• Der var møde i håndværk og design fagteamet, jeg mødte endnu en lærer med faget på skemaet og vi satte en flok mål for den kommende tid. 
• Jeg kørte omkring min mor og havde en skøn eftermiddag med masser af snak. 
• Min cykel punkterede, og jeg endte med at trække den næsten hele vejen hjem. 
• Fredag lod jeg cyklen stå hjemme, tog bussen på arbejde og stoppede ved biblioteket på vejen hjem. 
• Jeg præsenterede to af mine seks HDS-hold for et selvstændigt projekt. De skal ikke bare gøre, de skal også tænke, overveje, beskrive og fremlægge. 
• Det var så vildt, og inden jeg så mig om kom flere med rigtig gode ideer til projekter og jeg er spændt på hvordan det ender med at udvikle sig. 
• Louises ældste blev konfirmeret og Lotte og jeg havde lovet at hjælp i køkkenet. En kommunikationsbrist betød at vi endte med at skulle være der senere end forventet, Lotte havde en aftale og kørte derfor hjem, mens jeg blev til kaffe og kage var stillet frem, næsten spist og en bus hjem var en mulighed. 
• Det var en hyggelig dag, og jeg gider godt igen en anden gang. Også selvom jeg var sent hjemme. Specielt fordi jeg ved hvor stor en hjælp det er at kunne holde fest, uden også at skulle stå i køkkenet. 
• Mens jeg ordene buffet og lavede kaffe, lappede Emilie min cykel. Det var lækkert at komme hjem til.
• Jeg har fundet gode redskaber til det gode samarbejde i gemmerne og pakket i tasken til kommende dage. Hvis jeg får brug for det.

Læse:

Gode kræfter arbejder for at bevise Carl Mørcks uskyld. men kan de det? Bagmændene i det kriminelle miljø, der gerne ser Carl fjernet fra Jordens overflade, viser sig i glimt, der aldrig er blevet vist før. 

De tidligere historier i serien om Afdeling Q, viser også deres ansigt, når der glimtvis dukker personer fra de tidligere historier op og blander sig i efterforskingen. 

Det virker mest af alt som et kapløb med tiden. Hvem der vinder kan gå begge veje.

Spinde:

Jeg fortsætter med sidste uges uld, der nu er blevet til en tråd. Det vi sige den første tredjedel af ulden er blevet til en tråd. En tynd en.

Ulden er 11 dage fra sidste års julekalender fra Garngalleriet Mikrofarveri. Julekalenderen indeholdt hver dag cirka 20 gram uld. Ulden er Polwarth og meget lækker at spinde. Hver dags farve var en af Birthe P's gode gennemprøvede næsten ensfarvede farver. Det er ikke solide farver, der er lidt variation. 

De første mange dage lukkede jeg pakke efter pakke op med grønne toner. dejligt tænkte jeg, og vidste at det hele gerne skulle ende som et samlet projekt. Men så blev farverne mere gule, en smule blå og til sidst røde og orange. 

Det blev lidt for farverigt til et samlet projekt for mig. Jeg delte farvene, lagde dem op i solen og endte med de 11, der er mest røde og orange. Jeg lagde dem i en pæn rækkefølge, der fungerer nogenlunde som en cirkel. 

Det starter mest orange og ender temmelig rødt. undervejs er der både lilla og pink. 

Jeg har lovet Emilie det færdige garn, og hun er ved at finde det helt rigtige projekt, der vist ender med noget med store blomster på et bærestykke. 

Ib Jorgensen

 

Jeg kender Erik Mortensen og Jørgen Bender, når vi taler danskere og modeskabere. Men Ib ringer ingen klokker. 

På sidstedagen i Dublin tog vi på Nationalmuseet. Det irske Nationalmuseum er delt i flere dele og vi endte i den del der rummer design og historie. Vel fremme viste det sig, at der et eller anden sted på museet skulle været et stort fint skib af vikingetypen. 

Vi ledte, vi var hele museet rundt, men vi fandt det ikke. Fem minutter i lukketid, gik det op for os, at det befandt sig i en tilbygning bag museet, og da var det for sent. 

Der var mange andre spændende ting på museet, så turen var på ingen måde spildt. 

Det vildeste var alligevel da vi pludselig stod i et rum fyldt med mode, fra en svunden tid. Modellerne skabte billeder af de to tidligere nævnte herrers designs tilbage i 50'erne og senere, og det viste sig også hurtigt ikke at være helt forkert. 

I hvert fald det med 50'erne.

Og 60-erne og 70-erne. 

Modellerne viste sig at være af Ib Jorgensen - født Jørgensen.

Ib kom som 15-årig til Irland, sammen med forældre og en søster. Hans far vidste en hel masse om svin og havde fået hyre som konsulent i griseindustrien. De kom aldrig tilbage til Danmark. 

Allerede som 22-årig åbnede han sin egen salon, og blev et kæmpe hit blandt Irlands førende og mest velhavende kvinder. Han var med til at stifte the Irish Haute Couture Group, og har tydeligvis haft en fantastisk indflydelse på moden i Irland.

Uden for Irland er han knap så kendt - jeg har aldrig hørt om ham. 

Dengang han var ganske ung og ny i faget, fik han ofte sin søster Hanne til at posere modellerne, når der skulle vises frem. Mon ikke andre modeller er kommet til siden. 

Senere åbnede han også en salon i London, blev indlemmet i både Harrods og Liberty of London, og designede uniformer til de irske kvinder i militæret. 

Udstillingen skulle have stået i to år, men er her stadig efter syv. Den så temmelig permanent ud. 

Jeg tog en mængde billeder og har forsøgt at vælge de bedste - men må også konstatere at billeder gennem glasmontre i et mørkt rum, allerede på forhånd giver svære kår.