fredag den 24. maj 2024

Håndtene til undervisning

 

Jeg arbejder hele tiden på det - mest mentalt - det der uldeventyr, der skal føre eleverne fra det levende får med pels og alting over processer og ende med at strikke. Eller væve, hækle, nålebinde - mulighederne er mange.




Dengang vi var på Trafiklegepladsen med Oscar - 1. maj - og vi havde afleveret og var på vej hjem, gik vi forbi den lokale Røde Kors butik. Emilie lader sjældent en chance for et stykke lækkert stof gå fra sig, og selvom hun godt vidste at det ikke er i den her butik, hun finder lækkert stof, synes hun alligevel lige vi skulle indenom. 

Så vi gik ind. Hun sukkede lidt over nogle glasskåle, mens jeg på det tidspunkt var på jagt efter et rivejern til alt muligt andet end mad. Skålene var for dyre og der var ikke nogen rivejern, så vi nedenunder, hvor stof og møbler bliver gemt. 

Der var ikke noget spændende stof, og jeg var klar til at gå igen. Men Emilie lod sig ikke stoppe. Det kunne jo være, der var nogle spændende knapper, og ud fra en hylde trak hun pludselig en håndten. Og en til, og endnu en. Så synes jeg alligevel det var lidt spændende.




Det var virkelig ikke pæne håndtene. Grove, tydeligt hjemmedrejede og så uslebne at der var chancer for både splinter og uld, der satte sig fast i processen. Men de kunne slibes og måske endda danne grundlag for noget af det der uldeventyr.

Der stod ikke nogen priser, så vi tog dem med op. Jeg overvejede for og imod, hvad ville jeg give for dem. Hvor meget skulle de koste, for at jeg sagde nej. Vi nåede kassen, der stod en dame og spurgte om vi havde brug for hjælp, jeg viste hende tenene og spurgte hvad de kostede. 

Damen overtog de tre redskaber og kiggede på dem, mens hun meget tvivlende spurgte den anden dame i butikken. De blev enige om 10,- Dkr stykket og jeg skyndte at slå til. Først derefter spurgte de hvad det egentlig var, de var ved at sælge. 



Siden billederne har Emilie vejet de små tene - de vejer i omegnen af 60 gram - jeg slebet dem alle tre, og de har været i brug. Men mere om det en anden gang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar