fredag den 20. september 2024

Emotional Support Chicken

 

Dengang Emotional Support Chicken gik sin sejrsgang Verden over, tænkte jeg ikke umiddelbart at jeg skulle strikke den. Jeg manglede et formål. Også selvom jeg ikke er sikker på den behøver at have et formål.




Men så er der Anja. Damen med hønsene. (og ænderne). Selvfølgelig skulle hun have en kylling. 

Planen blev at når Anja i slutningen af august bød til havefest, skulle jeg have en strikket høne med til hende. 

Jeg slog op i god tid, og havde hønen stående herhjemme i flere dage, inden den blev givet væk - og skabte glæde. Herhjemme skabte den også glæde. Og selvom han ikke ville have en, synes Anders den var ret cool.





Design: Emotional Support Chicken af The Knitting Tree, L.A.


Garn: Rester i alverdens beige og brune nuancer. Mest uld, men også luksusresterne i både alpakka, yak, silke og mohair, sammen med en smule bomuld og hør. Til næb og kam gravede jeg både i uld- og strømpegarnsresterne, for at finde både gul og rød.

Jeg fik luget godt ud i resterne. Det er altid skønt. Jeg kan godt lide at bruge mine rester.

Meget af garnet var så tynde garner, at jeg strikkede både tre og fire tråde sammen undervejs. 

I alt gik der 173 gram garn til projektet. 

Øjnene er et par knapper fra kassen med knapper. 



Pinde: Hele hønen er strikket på en pind 4,5 mm. Her fulgte jeg opskriften. Det gjorde jeg sådan set hele vejen. Næsten.


Størrelse: Den færdige høne er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude, og vejer 514 gram. Den var rar at holde om. 

Hønen er 38 cm fra næb til halespids, den er 33 cm høj og 23 cm bred.



Bemærkninger: Jeg fulgte som sagt stort set opskriften. Der var et par enkelte undtagelser. Den mest synlige er at min udgave er uden striber. Originalen har orange striber hen over halen og fortil. Det er jeg ikke så vild med, så jeg strikkede bare uden at skifte farve undervejs. 

Jeg synes det gav et mere roligt billede.

Den første forhindring mødte jeg, da de to haledele skulle sættes sammen. Ifølge opskriften skal de hækles sammen. Jeg valgte at strikke dem sammen. Det gav mere mening for mig. 

Min anden modifikation handlede om pludderet under næbbet. Jeg synes ikke om originalen, men synes omvendt at der skulle være noget. Jeg endte med at strikke en lille trekant med ud- og indtagninger. Jeg var ikke sikker på at det ville blive godt, og endte med at rynke sammen på midten, sy på uden rigtig at have en plan, og ende med noget, jeg synes blev rigtig godt. 

Jeg er bare ikke sikker på at det kan genskabes.



Måske fordi jeg brugte mange tråde ad gangen, både for at passe pinden, men også for at få et stykke stof, jeg kunne fylde med fiberfyld, uden det kunne ses, brugte jeg meget mere garn end forventet. 

Det var sådan set rigtig skønt, og jeg kunne godt finde på at strikke den igen. 

Det tog ikke mange dage. Knap en uge, og kun fordi det var lidt hårdt med lidt tykkere pinde og et fast materiale, at jeg var nødt til at holde pauser undervejs.


Vil du se flere billeder af hønen, kan de ses på Ravelry.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar