lørdag den 7. september 2024

VerkehrZentrum

 

Jeg vil gerne tilbage til Tyskland. I forståelsen af at dokumentere vores ferie. Jeg har lavet en liste - nogenlunde kronologisk - over de indlæg jeg har billeder til. Hvorfor skriver jeg dem så ikke?

Jeg vil vove at påstå, at det ikke kun handler om at jeg er træt. Måske mere at det første indlæg på listen er lidt kedeligt. At jeg synes jeg har svært ved at skrive noget fornuftigt. Og måske også, at jeg ikke synes mit billedemateriale er fantastisk.

Sådan er det også. Nogen gange.






Men vi var i München. Anders kan godt lide maskiner. Specielt dem, der bevæger sig, kører rundt, transporterer. Vi tog til VerkehrZentrum - eller Transportmuseet. 

For mig er en bil sådan noget med fire hjul, der kan køre mig fra A til B. Jeg kan kun kende dem fra hinanden, hvis de har helt specifikke kendetegn - gerne en farve, der ikke ligner de andre. Jeg er gennemgående temmelig ligeglad med biler. 



Tog er meget mere spændende. Og der var heldigvis også tog på VerkehrZentrum. Men jeg tror, jeg var blevet træt, da vi nåede til dem, for jeg har ikke rigtig nogen billeder af dem. Jeg tog flest billeder af de små og søde biler, som sikkert ikke er spændende. I øvrigt kan jeg kende en Bobel - det er så også cirka der jeg er. 

Jeg er sikker på der var mange flere, meget mere spændende køretøjer, end dem jeg viser frem. Jeg er nok bare ikke den bedste til at sælge lige det her museum. Anders var tilfreds, og det talte ret højt. 

Museet består af tre haller. To store og en mindre. Den mindste var lidt kedelig og under konstruktion. Men der var cykler - og det synes jeg er meget mere spændende. Den store væg med cykeludvikling, var ret sjov at se på. 





Et sted stod en Væltepeter, vi gerne måtte forsøge at stige op på. Den var sat fast, den væltede ikke. Vi havde alligevel ikke det store behov for at forsøge.

Der var også cyklen med indbygget pisk. For selvfølgelig skal man have en pisk med, når man cykler. Den var i øvrigt lavet af bambus, for at gøre den lettere. Det lykkedes ikke, den vejede stort set det samme som andre samtidige cykler. 



Og pisken - den var til at verfe eller reelt slå om sig med, for at slippe af med alle de herreløse hunde, der åbenbart løb efter det cyklende folk, dengang cyklen endnu ikke var hvermandseje. 

Faktisk består museet af en bred vifte af transportmidler, både til enkeltpersoner og samkørsel. Der var biler af mange forskellige størrelser og bekvemmelighed. Der var tog, busser og sporvogne. Der var en temmelig stor samling af forskelligt transportabelt maskineri - alt fra asfaltmaskiner, traktorer, vejstribemalekøretøjer eller brandbiler, helikoptere og diverse andre vigtige køretøjer til brug i et samfund af vores slags. Der var cykler af alle slags - både med og uden motor - og i forhallen stod en kane. 

Jeg ved ikke om det var Julemandens. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar