søndag den 13. oktober 2024

Barndommens Land

 

Jeg besøgte min søster i går. Hun er flyttet og jeg havde endnu til gode at se hendes nye bopæl.

Hun er flyttet hjem. Tilbage til barndommens Land. Til Hundige.

Vi voksede op i Hundige. Først i 70'erne byggede vores forældre - som så mange andre - hus, i et helt nyudstykket område på den anden side af den vej, der senere kom til at huse Hundige Storcenter. (I min terminologi, kommer det aldrig til at hedde Waves!)



Hun bor lige ved stationen i et af utallige nybyggerier, der er kommet til, siden vi forlod Hundige. Og Greve. Hun har udsigt til stationen, jeg hørte overraskende nok ikke togene, selvom døren mod altanen stod åben. Det er et sjovt, nostalgisk syn, som hun har det overraskende fint med. Måske fordi det er så nostalgisk - eller som hun sagde; Sjovt.

Vi gik en tur - tilbage til barndommens Land. 

Da vores forældre blev skilt, flyttede vi fra villaerne i forstandskvarteret til Askerød. Et af de lokale almennyttige boligbyggerier. Fra byggeriet ved stationen, gik vi forbi Hundige Skole, der i dag ikke er skole, men rummer utallige kommunale tilbud. Det var her vi havde fysik i de ældre klasser, fordi Hippieskolens fysiklokale ikke var udbygget nok.

Bag Hundige Skole ligger Askerød. Siden vi flyttede, er der kommet en ekstra etage til, sammen med nye indpakninger af altanerne. De trængte sikkert.  Som vi stod der, husker jeg det mindre gråt. Det var det sikkert ikke. 

Vi fandt Dalhuset 2, vi boede lige oven på vaskeriet, som med mellemrum larmede temmelig meget. I hvert fald under min søsters værelse. Altanen på første sal, lige på hjørnet var vores. Det enlige vindue til højre for altanen var ind til stuen, og vores værelser er de to vinduer af forskellig størrelse, rundt om hjørnet, over skuret - som ikke var der dengang. 

De er i øvrigt kæmpestore - altanerne. 



Som sammenligning, har jeg fundet et billede fra dengang i firserne, da vi boede i området. Billedet af fundet på Arkitekturbilleder.dk, hvor jeg ud over flere billeder, også kan læse at arkitekten bag byggeriet hedder Svend Høgsbro.

Fra Askerød gik vi længere tilbage i tiden, via tunellen under Godsvej til halvfjerdservillakvarteret.

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar