Det er temmelig begrænset hvor meget nyt garn, jeg har tilført lageret i år. Det er ikke fordi jeg regulerer mig selv eller har indført købestop. Jeg kunne bare godt tænke mig, det bliver ved med at være sådan. Og så har jeg en aftale med Yndlingsfamilien i Barcelona senere i år, der godt kunne føre til rigelige indkøb.
Jeg har heller ikke brug for mere garn. Jeg har masser af planer med det jeg allerede har, og dem vil jeg gerne have ført ud i livet.
Med de tanker, havde jeg egentlig tænkt at jeg ikke skulle til Fiberfolk i år. Også selvom jeg umiddelbart synes det er en af de hyggeligste strikkefestivaller i min omegn.
Men så spurgte Bettina. Sommeren er gået, vi har ikke set hinanden længe, og det var en god ide. Altså mødtes vi i går og tog til Fiberfolk i Roskilde. Vi skulle bare nyde stemningen, gå en enkelt runde og finde mad ude i byen.
Men når man ikke har brug for garn, kan der godt være andet man kan have brug for... Og når der så ligger det lækreste finske uld i en afsindig flot farve, til en god pris, så kan det godt være, det skal med hjem. Alligevel...
Det er i øvrigt kamgarn. Jeg ved ikke hvorfor det var så vigtigt for begge damer i boden at fortælle det. Flere gange. jeg kan ikke lade være med at tænke, at enten kender man forskellen på kamgarn og kartegarn, og så er behovet for at vide ikke så vigtig. Man kan jo se det. Eller også har man ingen viden om forskellen og kan ikke bruge informationen til noget, når ikke den følges op...
Det er muligvis ikke særlig pænt tænkt, men det var sådan jeg havde det. Forskellen kan slåes op. Den hurtige gennemgang handler om, at kamgarn er spundet af kæmmede fibre. At kæmme fibrene betyder at de alle vender i samme retning. Kartegarn er spundet af kartede fibre, der betyder at fibrene vender i mange retninger. Kamgarn er glat, kartegarn er mere fluffy, uldet og fyldt med luft. Kamgarn er godt til struktur, mens kartegarn varmer godt.
Sådan i grove træk.
Fiberfolk i Roskilde har fået ny placering. Det var jeg ikke opmærksom på, for jeg skulle jo ikke dertil. Det havde Bettina styr på, og da hun styrede bilen, var det slet ikke noget problem. Jeg har en fornemmelse af, at der var flere standholdere og noget mere plads, end i den gamle hal. Det var faktisk rigtig hyggeligt.
Da vi var færdige fandt vi bilen igen og satte kursen mod Roskilde og frokost. Den fandt vi på Roskilde Museumscafé KLAI. Her var lækker mad, der var sol og mulighed for at sidde ude, der var stille og udsigt til både Domkirke og Kloster.
Vi nåede at ordne hele verdenssituationen og ærmerne til Anders' trøje blev færdige. Nu skal den bare samles.
Og hvad kom jeg hjem med?
Jeg vidste at Deadly Daisies havde en bod, og håbede hun ikke var løbet tør for meritmærkerne med 40 års strik. Hun havde dem, og nu skal jeg bare finde det rigtige sted at sy den på min taske med alle de andre mærker.
Jeg købte årets Fiberfolk pin. Det plejer jeg at gøre - fordi det er hyggeligt.
Hos Striksakken fandt jeg en lille pindemåler. Sådan en har jeg ledt efter længe. Da vi stod og kiggede på alle de andre lækre ting, hun havde, faldt vi begge for maskemarkørerne med prægede bryster på lædermærker. Vi fik begge fire forskellige med hjem, og jeg ser lidt frem til at sætte dem i et strikketøj.
Endelig var der garnet. Jeg havde en forestilling om at finsk uld var mere groft. Det er superblødt, ren uld og 360 meter pr 100 gram. Jeg købte tre fed, farvet med reseda og indigo. Anna Vasko står bag firmaet Aurinkokehrä, som måske betyder noget med at spinde. Jeg ved simpelthen ikke hvem jeg købte det af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar