Der var engang jeg tog på ferie, og inden havde fundet alle garnbutikkerne i området og samtidig også alle de caféer der lavede god kaffe.
Jeg er næsten stoppet med begge dele. Caféerne fordi kaffe er lettere at få i en god kvalitet hvor som helst, og fordi Anders i højere grad selv medbringer aggregater til at lave kaffen selv. Garnbutikkerne fordi jeg oplever et dalende behov for at gå ind i dem.
Jeg har ikke brug for mere garn, jeg har rigeligt og vil egentlig gerne bruge det jeg har. Samtidig oplever jeg, at jeg er blevet mere selektiv. Jeg går igen og igen ind i en garnbutik, og synes bare jeg fylder og køber ingenting.
Det er ikke fordi jeg ikke vil købe noget, jeg kan godt lide tanken om souvenirergarn - at have noget med hjem og senere vide at det var fra et eller andet givent sted. Eller at finde noget helt specifikt, der hører stedet til. Da vi i vinterferien tog til Irland, havde jeg et reelt formål, der handlede om irsk uld. Det viste sig sværere end forventet.
I år havde jeg ikke de store planer. Fibre til spinding er ikke sådan noget man køber på hvert gadehjørne, og jeg ved det tidligere har været mere tilgængeligt i Tyskland. Jeg ved også at det største salg enten foregår på nettet eller ved strikke/fiberfestivaller. Men det kunne jo være.
Hjemmefra kiggede jeg derfor garnbutikker i München og Frankfurt og ledte specifikt efter fibre - jeg søgte endda på fibre. Da garnbutikken Fasern und Farben (Fibre og Farver) dukkede op i mine søgninger, besluttede jeg at den skulle jeg besøge. Men som i mange andre tyske garnbutikker er salget at spindefibre nedadgående, og der var ikke meget at vælge imellem.
Men der var noget. Og jeg købte noget. Efter en hyggelig samtale med en butiksejer, der kun snakkede tysk. Jeg kan godt gøre mig forståelig på tysk, men jeg mangler også ind imellem ord, og når modparten ikke kan engelsk, kan sådan en samtale godt ind imellem blive lidt morsom. Hun var meget sød.
På hylden lå merino i pencilrowings - meget tynde forberedte fiberbånd. Ikke helt så tyndt som pladegarn, men lidt derhenad. Jeg har ikke spundet pencilrowings før og samtidig var de her tofarvede. Det kan godt gå hen og blive lidt spændende. Hun havde ikke meget, men der var tre bundter af den grå/blå/grønne, som jeg godt kan se være en mønsterfarve til noget til Anders. Det kan Anders også. Så jeg tog alle tre med.
Hun havde også knapper. De fine perlemorsknapper med en bagside jeg næsten synes er pænere end forsiden, kunne jeg ikke lade ligge. Jeg har otte knapper, jeg ved ikke hvad de skal bruges til, men jeg er sikker på, jeg nok skal finde ud af det.
Det var hvad jeg havde med hjem fra fjorten dage i Tyskland. Lidt men godt og alt rigeligt. Troede jeg. For så tog jeg til Odense, og så var det ødelagt...
Den dag jeg besøgte Odins Odense - jernalderlandsbyen - kom jeg med letbanen forbi Tårup Centret. Det var her jeg skulle skifte til en bus, og i første omgang gik jeg ind i centret, fordi jeg skulle have noget frokost med. I Tårup Centret ligger en Hobbii. Jeg har aldrig været i en Hobbii, og jeg blev lidt nysgerrig på hvad de egentlig kunne - det er noget andet at slå op på nettet.
Altså gik jeg ind og kiggede på vejen hjem. Jeg skulle ikke have noget, det meste indeholdt acryl, så den tanke var nem at holde fast i. Indtil jeg fandt de store 250 grams nøgler Økotex bomuld i en lang fade. Der hang et par sjaler strikket eller hæklet med netop det garn tilsat en silkemohair. Det så ret godt ud.
Flere uger før, inden vi tog til Tyskland, ledte jeg efter en opskrift på et sjal. Det sjal jeg strikkede mens vi var af sted. I den søgning stødte jeg på et sjal, der ikke var det jeg skulle strikke af det fine garn jeg havde til ferien, men som nogen havde lavet i en fade, og som siden har hængt lidt fast bagerst i hukommelsen.
Nu dukkede det op igen. Her var garnet. Jeg havde været ude og tænke noget med minier, men det her ville være perfekt. Så jeg tog det med hjem. Jeg kunne ikke lide den silkemohair Hobbii tilbyder. Jeg synes den var for grov og stak.
Og dermed gik jagten ind på et alternativ.
Jeg startede i Tante Grøn. Jeg havde ellers ingen planer om et besøg i Tante Grøn. Det er en skøn butik, men efter besøget i Frederiksberg afdelingen havde jeg på en eller anden måde fået nok. Jeg er ikke udpræget tilfreds med butikken på Frederiksberg. Jeg synes den er rodet og alting kostede en krig.
Det er ikke samme oplevelse jeg får i Odense. Men jeg havde stadig følelsen af overpriser, mens jeg gik rundt og kiggede. Jeg fandt en mulighed, men jeg vidste også at der ligger en garnbutik i Brandts Klædefabrik og tænkte at jeg lige skulle se, hvad de kunne tilbyde, inden jeg slog til.
Pure Pope er en lille bitte garnbutik. Den er hyggelig og de har ikke kun det alle andre har. Var min oplevelse. Lige inden for døren stod et bord fyldt med cashmere og jeg overvejede både for og imod. I sidste ende lod jeg det ligge, for alternativet fra Tante Grøn virkede bedre og der kunne jeg få en farve jeg var mere tilfreds med. Farveholdningen i Pure Popes cashmereudvalg var ikke ret stort. I hvert fald ikke det på bordet.
Damen i butikken fortalte at der var 30% rabat på lige præcis det garn. Jeg fik oplevelsen af at den pris der stod på garnet var fratrukket rabatten, kunne regne ud at jeg skulle bruge tre fed, så er jeg rigeligt dækket ind, og gik derfra med det smukkeste petroleumsblå bløde, bløde garn.
Rabatten var ikke trukket fra på prisskiltet, og da jeg skulle betale lidt over hundrede kroner mindre end jeg havde regnet ud, nåede jeg et kort øjeblik at overveje om jeg skulle have tre fed mere i en anden farve...
Jeg gik tilbage til Tante Grøn og købte Camarose Midnatssol i farven Havgrøn. Umiddelbart passer den slet ikke til det mere glade grønne bomuldsgarn, men jeg ville have en medløbertråd, der kan dæmpe det sprælske udtryk i bomulden, og det tror jeg, jeg får her.
Jeg har slået op, foreløbig tegner det rigtig godt. Det er let at strikke og jeg glæder mig til det færdige resultat.
Det sidste jeg har med hjem er ikke et køb. Det har egentlig heller ikke noget med strik eller garn at gøre - og så alligevel.
På vej ud fra Frilandsmuseet - Den fynske landsby - blev jeg mødt at et skilt, der opfordrede til at svare på en flok spørgsmål mod at få en lille gave fra museet. Jeg tænkte at jeg får nok et eller andet skrammel, men jeg havde god tid, gad godt svare og kunne vel altid sige nej tak til gaven - eller lade være med at spørge efter den.
Jeg satte mig på en bænk lige overfor billetsalget. Pigen bag disken havde gennemskuet hvad jeg lavede, så stort set samtidig med at jeg rejste mig op fandt hun en kasse med de små gaver frem. Hun tilbød mig valget mellem en æske med bolsjer eller et spil kort.
Det var ikke svært at vælge, og jeg synes det var en fantastisk gave. Dre var tre forskellige bolsjer at vælge mellem og flere forskellige forsider på æskerne. Jeg har glemt smagsvarianterne, og valgte udelukkende æble, fordi forsiden var den jeg synes var pænest.
Jeg er i princippet ligeglad med bolsjerne. Det skal nok blive spist, de smager fint. Det var æsken der gjorde udslaget. Sådan en æske er perfekt til alle de småting, jeg har med sammen med et strikkeprojekt.
Der kan ligge en lille saks, en stoppenål, maskemarkører, sikkerhedsnåle måske endda et målebånd. Jeg har flere af den slags æsker fra forskellige steder - Sverige, Paris, Tyskland og nu Odense. De er supergode og jeg glæder mig allerede til den er tom og jeg kan fylde den med småtterier, der kan være brug for, når strikketiden ikke foregår hjemme.
Og selvom jeg synes årets ferieindkøb blev noget større end forventet, har jeg stadig plus på garnkontoen. Det kan jeg godt lide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar