tirsdag den 30. juli 2024

Odense Aafart

 

Den Fynske Landsby ligger omkring fire kilometer fra Odense Centrum. I princippet kunne jeg være gået derud, men det var slet ikke gået op for mig, hvor tæt der var. Hver gang jeg kigger på et kort over Odense, for at finde vej, tænker jeg der er et stykke vej, og så viser det sig at være lige rundt om hjørnet. 

Det er muligt Odense er større end jeg gør det til, men ikke når man er turist på et par dages ferie. 



Jeg havde fundet en bus derud. Men så viste det sig, at man kan sejle på Odense Å. Og hvem gider ikke sejle op ad åen. Turen starter ved Munkemose og slutter ved Fruens Bøge, derfra skulle jeg gå det sidste stykke - godt tyve minutter, men det var langs åen og super hyggeligt. 

Jeg købte min billet ved Odense Aafarts billetkiosk ved Munkemose - en rundsejling fra Munkemose til Fruens Bøge og tilbage igen. Billetten varer hele dagen, så man står bare af og på som det passer i eget program. Undervejs standser båden ved Odense Zoo, her kan man kun komme af, hvis man også har købt billet til Zoo, for man går lige ind. 




Bådene er stort set samme type som sejler på Mølleåen, Lyngby Sø og Furesø. Lange bænke langs siden af båden og midtskibs. Der var travlhed da jeg sejlede ud, og hele to både fulgte hinanden. Da jeg skulle tilbage var der kun mig, der ventede ved endestationen, mens en flok ombordsiddende sejlede med tilbage - så her var jeg ikke alene. 

Jeg nåede at blive i tvivl om den sidste båd var sejlet, og fandt sejlplanen frem. Jeg havde ikke tjekket op på forhånd, men mente at have set noget med, at den sidste båd sejler fra Munkemose kl 18.00. Så sejler der nok en tilbage 17.30, tænkte jeg. Det havde jeg ret i. Jeg kunne også have taget den 18.30, var alt gået helt galt.




En lille amerikansk familie stod af, da jeg stod på. De ville gerne betale, var stået på ved Fruens Bøge og var nu kommet tilbage. Jeg havde læst et sted at billetter kun kan købes ved kiosken i Munkemose eller på nettet. Står man på andre steder end inde i Odense, køber man bare billet når man når frem. Det havde nogen glemt at fortælle den lille familie, så de prøvede deres bedste. 

Det viser sig man kan betale ombord med MobilePay, men det havde de selvfølgelig ikke. Enden blev, at de ville gå hjem og købe billetterne online. Jeg synes det er rart at opleve tillid til, at folk nok skal betale.




Det tager noget længere tid at sejle og gå det sidste stykke, end at tage bussen, som vist nærmest kører til døren. Det er også noget dyrere. Men det er meget hyggeligere, og det tæller i min bog.

Turen fra start til slut tager cirka en halv time. Der stoppes kun ved Zoo på vej ud, så skal man med tilbage efter en tur blandt dyrene, står man igen på ved Zoo, sejler med til endestationen - ca syv minutter - bliver siddende og sejler med tilbage. 

Jeg havde aldrig mødt en humlebi i en blomst, hvis ikke jeg havde gået langs åen tilbage mellem frilandsmuseet og Aafarten. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar