Garn til en hel sweater

Mit første rigtig store spind er færdigt. Det er lidt mærkeligt, at det endelig er slut.

Efter at have arbejdet på det, mere eller mindre målrettet over fem måneder, ligger det klar til videre bearbejdelse.





Farverne er ikke som sådan mine, men det sker noget når man sidder med noget i hænderne og selv er med gennem hele processen. Jeg har uld i farver, der er meget mere mig, og det hører til i næste projekt. Jeg havde bare brug for at prøve, se hvad jeg kunne, lære undervejs og så havde jeg der her uld liggende.

Jeg har spundet firehundrede gram uld, af to forskellige indfarvninger og uldtyper, der begge kom fra Garngalleriet Mikrofarveri, som klubfarver i august og september sidste år. Jeg tilmeldte mig uldklubben, fordi jeg tænkte det ville give mig adgang til forskellige uldtyper, men tænkte ikke det med farverne helt til ende. For et abonnement, der kommer en gang om måneden, tre måneder i træk, kan selvfølgelig ikke farvekoordineres fra start. Det kunne det sikkert godt, men det er ikke sådan den slags klubber virker.

Jeg er glad for de tre gange tohundrede gram uld jeg fik, også selvom farverne ikke var nogle jeg selv ville have valgt. Måske også lidt derfor. Det er ikke dårligt at blive skubbet lidt til en gang i mellem.
Jeg fortsatte dog ikke klubmedlemskabet, jeg kunne muligvis finde på det en anden gang, men foreløbig er jeg slet ikke hurtig nok, til at kunne følge med, og mit lager af spindefibre eksploderede nærmest fra nul til meget mere end forventet på meget kort tid.

Inden jeg kastede mig over spindingen af de to farvekombinationer havde jeg allerede det næste projekt i tankerne. Siden jeg begyndte at spinde har tanken om at spinde til en Shifty af Andrea Mowry ligget i baghovedet. Min skal selvfølgelig være en cardigan og længere og...  Men kunne jeg det? Og hvilke farver skulle jeg vælge.

Ret hurtigt fik jeg tanken om at gradiere eller fade to farver til baggrundsfarven, og har for længe siden købt de to farver. Mønsterfarven, eller -farverne var langt sværere at beslutte mig for, og det er i virkeligheden ikke særlig længe siden, det pludselig gik op for mig, at det har jeg allerede. Den tredje klubfarve er nemlig perfekt.

Tanken om gradiering af farver løb rundt i hovedet på mig, og gør det stadig. Ud over det næste planlagte projekt - som  der selvfølgelig nok skal dukke billeder op af - fik jeg også uld af Emilie til min fødselsdag sidste år, som sammen med endnu noget jeg har liggende (jeg sagde det - lageret eksploderede) spøger også i baggrunden. Hvis ikke jeg, når jeg når dertil, bør prøve noget helt andet.

Men gradiering er faktisk ret pænt.





Nå, men tilbage til det færdige garn. Det er rigeligt til en cardigan. Jeg har en ret fast ide om hvordan den skal se ud. Så her er ikke de store udfordringer. Men jeg har et andet problem, og tager gerne mod gode ideer, erfaringer eller andet. Så kan jeg bruge det eller lade være.

Mit garn er endt noget tyndere end jeg fra start forventede. Jeg er tydeligvis nået til at kunne spinde tyndt. Tyndere end jeg troede. Og endda forholdsvis jævnt - hurra.

Nu er det så jeg tænker, at det lidt for tynde uld i en lidt uden for komfortzone farve, kunne være rigtig fin at kombinere med en tråd silkemohair. Men hvilken farve?

Jeg vil gerne tone hele indtrykket lidt ned. Her skulle en lys grå være en god ide, men duer grå til de mere varme farver. Skulle jeg hellere vælge en rosa eller en mere caffe latte en af slagsen. Burde jeg have flere farver, som gradieringen går fra lys til mørk, eller er det bedre at vælge en mellemtone?

Jeg kan også opgive silkemohairen og lægge garnet dobbelt. 

Jeg synes det er svært at vurdere, specielt når jeg i øjeblikket ikke kommer ret meget mere omkring end frem og tilbage til arbejde. Det ville være rart at tage det hele under armen og kunne røre og sammenligne i lang tid.

Det er ikke lige tiden.
Måske jeg skal vente og tage beslutningen senere.










Materialer: 200 gram Île de France fra Garngalleriet Mikrofarveri i farven Saturn - klubfarve fra august 2019 (måske bedre refereret til som den lyse) og 200 gram Targhee fra samme Mikrofarveri i farven Mars - klubfarve fra september 2019 (refereret til som den mørke).

Jeg endte med et svind på 8 gram og en smule rester til senere brug. I alt endte jeg med 357 gram og næsten 2 kilometer garn. Nærmere bestemt 1980 meter. Rigeligt til en trøje.


Forberedelse: Planen var et to-trådet garn delt i tre. En tredjedel med to tråde af den lyse, en tredjedel med en tråd af hver og en tredjedel med to tråde af den mørke.

Jeg delte hver af de 200 gram i tre dele - i alt seks dele (det har jeg tidligere vist) og spandt hver del på hver sin spole.

Planen var også et garn med et fraktalt farveforløb, så farverne virker mere tilfældige end stribede. Jeg delte derfor hver del i forskellige antal strimler på langs af den originale strimmel og spandt dem alle i samme retning.


Spinding: De seks spoler blev spundet efter alle kunstens regler, så jeg ved tvindingen tvandt den første med den sidste, den anden med den næstsidste og så videre. Det gode ved den ide er, at man ofte spinder forskelligt i løbet af et stort projekt, specielt når man, som jeg, er lang tid om processen.

Jeg spandt med uret - dvs i Z-retning.

Jeg spandt så tyndt jeg kunne, for at det færdige garn ikke skulle blive for tykt. Det blev nogen steder sytrådstyndt, andre noget tykkere, men langt hen ad vejen ret stabilt ensartet og med en finhed jeg stadig synes er vildt at kunne.

Men altså i sidste ende tyndere end jeg troede jeg kunne.





Tvinding: Jeg tvandt garnet som et traditionelt totrådet garn mod urets retning - altså i S-retning.

Jeg kunne konstatere at min spinding er ret konstant efterhånden. Det første og det sidst spundne var lige fint. Det betyder at det er, det jeg kan. Vil jeg have tykkere garn, må jeg bare tvinde flere tråde sammen. Det er planlagt til næste projekt.

Da det færdige garn kom af spolen, var det noget nær perfekt balanceret, hvilket siger mig det godt kunne tåle noget mere tvist i tvindingen. Noget jeg stadig ikke er særlig god til. Stadig!

Det er åbenbart det, der er svært for mig. Jeg er endt med et meget løst tvundet garn. Men jeg kan faktisk godt lide det.


Resultat: Jeg er endt med 2 gange 3 fed (der for nemheds skyld omtale som 3 fed. Der er 6 fordi jeg var nødt til at knække garnet, da der ikke kunne være mere på spolen. Ashford spoler er ikke særlig store).

Det første fed - det lyse - vejer 124 gram og har en løbelængde på 640 meter.
Det andet fed - det med to farver - vejer 110 gram og har en løbelængde på 670 meter.
Det tredje fed - det mørke - vejer 123 gram og har en løbelængde på 670 meter.

Sammenlagt er der 357 gram og 1980 meter - omregnet giver det en løbelængde på 555 meter pr 100 gram. Det tofarvede er klart det tyndeste, men når det bliver strikket, vil det ikke kunne ses. I alt vil det sige en light fingering eller noget i retning af et tyndt strømpegarn.

Jeg vaskede garnet i uldvask, det blomstrede meget og er i færdig stand nærmest elastisk.




Bemærkninger: Jeg valgte at spinde garnet med drivremmen på den mindste trisse. Det betød flere omdrejninger og mere tvist. Men altså stadig ikke nok til et mindre løst garn.

Jeg har endnu strikkeprøver og arbejde med garnet til gode. Jeg glæder mig, for der er noget helt specielt ved at strikke af sit eget hjemmespundne garn. Samtidig er håndspundet garn ret anderledes at arbejde med end kommercielt produceret - på den gode måde.



Skulle du have lyst til at se endnu flere billeder af proces og færdigt garn, kan det ses på projektsiden på Ravelry.