Farfalla Tee

 

Da jeg var på Fiberfolk i Roskilde tidligere på året, havde jeg en plan om ikke bare at købe ind, men kom jeg forbi noget, jeg ikke kunne undvære.....

Jeg kunne ikke undvære Vildspires økologiske plantefarvede merino i den smukkeste grønne farve. Jeg har kigget på det før, og denne gang lod jeg det ikke ligge. 

Jeg vidste ikke hvad det skulle blive til. Jeg vidste godt det skulle blive en trøje af en art, men hvilken havde jeg ingen anelse om. 

Omkring samtidig dukkede Valentinas Knits op alle steder og jeg faldt for Farfalla Tee. Strikkefastheden viste sig at være spot on, og inden længe havde jeg slået op. Det gik knap så hurtigt at få den færdig. Cirka to måneder. Et par weekender med bilkørsel først i september bød nemlig på masser af retstrik, som jeg af den ene og den anden grund trævlede op igen, da jeg nåede hjem. 

Det fine hulmønster ser forfærdelig kompliceret ud. Det var det ikke, men jeg havde det bedst med at strikke bærestykket hjemme. Da jeg nåede alle retmaskerne, kom den med i byen. 

Nu er den færdig. Den er skøn. Halsen er vokset en del i brug, og har siden billederne fået en omgang fastmasker. Det hjælp. Nu sidder den meget bedre.

Design: Farfalla Tee af Valentinas Knits.

Garn: Økologisk Merino fra Vildspire i farven Juniper. 

Der gik 382 gram til min version.

Pinde: 2,5 mm til den øverste rib og 3 mm til selve trøjen.

Størrelse: Jeg er gået ud fra en størrelse 5, og ændrede lidt undervejs.

 

Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften slavisk til bærestykket var slut. Jeg valgte at strikke den mellemste længde. Herfra startede jeg med at gøre ganske som der stod, og strikkede et godt stykke efter opskriften, på den første weekend med kørsel og mulighed for bilstrik. 

Hjemme kunne jeg konstatere at den blev alt for stor. Bærestykket passede fint og hen over brystet sad den rigtig pænt. Ærmer og ryg derimod, var meget, meget store. Så jeg trævlede op. 

Baggrunden for storheden kunne jeg finde i de mange masker, der lige efter bærestykket blev tilføjet arbejdet. Jeg markerede og havde styr på hvor ærmer og krop skulle deles, tog kun ud over forstykket, delte igen og strikkede derudad på weekend nummer to. 

Jeg strikkede så langt at jeg havde et færdigt ærme og et stykke ned af kroppen.

Igen kunne jeg hjemme konstatere at jeg på ingen måde var tilfreds. 

Ærmet var blevet for smalt. Den flok omgange, der var strikket efter bærestykket men inden deling af krop og ærmer betød at jeg synes ærmegabet blev for dybt. Jeg synes hverken det var pænt eller rart at have på. 

Jeg trævlede op igen.

Og lod den ligge. 

Den var ærlig talt ikke i kridthuset.

Da jeg fandt den frem igen, var det med en beslutning om lange vide ærmer og indtagninger mod taljen. I min iver efter at komme videre, glemte jeg at strikke de smarte vendepinde, der på Farfalla ligger under ærmet og giver en følelse af fashionering som jeg lærte det på seminariet. 

Der er ingen vendepinde i min udgave. Den var færdig da det gik op for mig, at jeg havde glemt dem. Jeg havde ellers strikket dem alle de andre gange, jeg startede forfra, 

Jeg synes ikke det er et stort problem. Specielt ikke efter jeg hæklede fastmasker rundt i halskanten og fik lidt mere samling på halsen.  

Ærmerne er meget lange, og det er helt med vilje Jeg synes ofte at vide ærmer giver en følelse af at de er lidt for korte, selvom de egentlig ikke er det. Jeg kommer hurtigt til at fryse om  håndledene. Den her længde fungerer i brug, de er ikke for lange, selvom de ser sådan ud og jeg fryser ikke om håndledene.