Tallerkensmækkerne blomstrer

Der gik en uge. Endnu en uge. Jeg kommer hjem og orker ingenting. Mest trækker jeg benene op, sætter mig i sofahjørnet, ser ligegyldigt fjernsyn. Og strikker. Strikker fordi hænderne kan selv. Fordi jeg ikke orker andet.

Det bliver bedre, siger jeg til mig selv. Og trækker stadig benene op, mens jeg falder omkuld i sofahjørnet.

Og det bliver bedre. Jeg får mere energi. Jeg kan mærke et større overskud. Bare ikke helt så meget herhjemme som på arbejdet. Jeg famler stadig i blinde, og sådan skal det vel være. Så jeg trækker benene op og falder omkuld. Det er nu også meget hyggeligt at falde omkuld.

Det er spændende. Det der arbejde. Tiden ræser af sted, det ene øjeblik er det mandag, det næste er fredag lige rundt om hjørnet. Jeg prøver af, har flere succesoplevelser end det modsatte. Jeg begynder at ane konturerne af noget håndgribeligt. Og selvom meget stadig er nyt, er det også spændende.

I princippet er det vel egentlig ikke mærkeligt jeg er træt når jeg kommer hjem.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke at kalenderen er spækket med aftenmøder, arrangementer og forsøg på at se de vigtigste venner. I sidste uge var der kun to aftenarrangementer. I den her kun ét. Der er håb forude.

Og ferie. Ferie forude. Jeg trænger og glæder mig.

Og så blomstrer tallerkensmækkerne. Om det er fordi der stadig er varme i luften, eller fordi det nu er så koldt at bladlusene endelig er døde, ved jeg ikke. De åd ellers de stakkels tallerkensmækkere gennem sommeren, så blomsterne aldrig nåede frem.

Men det er hyggeligt med tallerkensmækkerblomster i oktober.