Kropsudsmykning

Jeg har for længe siden sagt nej til piercinger i hovedet og på kroppen før om flere år. Det gælder også tatoveringer, som jeg slet ikke synes hører til, før man er så gammel at man er klar over hvad det vil sige .. Siger jeg, der som trediveårig (som om jeg vidste..) fik foreviget en krøllet krusedulle Emilie tegnede, dengang hun lige havde lært at stå og samtidig gribe.

Ørene derimod, dem har jeg ikke det store problem med, selvom jeg nok ville argementerer kraftigt imod kæmpehuller eller voldsomme dekorationer.

Da Emilie og en veninde for et par dage siden besluttede at bruge alle deres sparepenge på et enkelt hul til hver i toppen af det ene øre, havde jeg derfor ingen indsigelser. De sidste nætter har næsten ikke været til at komme igennem af sommerfugle og glad forventning. Hun insistrede dog på at få smurt tryllecreme på i håb om en smule bedøvelse.

Jeg kunne ikke finde den lille tube jeg ved, jeg har liggende, så jeg måtte købe en ny. Da skoleklokken ringede ud for sidste gang i dag, kom begge tøser løbende og fik hurtigt smurt et øre hver ind i creme og efterfølgende plastret til med film og englehud i forsøget på at holde de bedøvende stoffer indenbords.

Snakken gik om ikke de danne ny mode, inden det meste af en time var gået. Nærmest dansende af forventningens glæde, hoppede de ud af døren, mod Centret og juveløren med den store kanon. Venindens mor var med, mens Emilie måtte nøjes med en håndskreven seddel, der godkendte projektet og en venindehånd at holde fast i.

Et par timer senere vendte hun tilbage. En udsmykning rigere og nærmest smertefri. Ved fyraftenstide kørte Tøsebarnet hjem, mens jeg tog på udflugt med en håndfuld tøser og et forsøg på at sælge den nærmeste ungdomsklub til de stakler, der med udgangen af syvende klasse ikke længere kan være medlemmer hos os.

Aftenen var en succes og tøserne er klar en omgang mere om en fjorten dages tid. Forhåbentlig kan de så lokke en håndfuld mere med. Emilie derimod, måtte sande at smerter også kan komme på efterkrav. Da først bedøvelsen satte ud, gik huun fuldstændig i brædderne af al den indebrændte smerte, kroppen alligevel har kæmpet med.

Hun sov da jeg kom hjem. Nu er hun vågen, men sikkert ikke særlig længe…