Lüders Konditag

 

Inde mellem alt nybyggeriet ved Nordhavn station, nede mod vandet, ligger et stort parkeringshus i mange etager. På toppen er en legeplads, for både børn og voksne. Det hedder Lüders Konditag og var målet for lørdagens tur. 

Der er i øvrigt over trehundrede trin til toppen, og hvis du er i rigtig god form og løber hele vejen op, kan du trykke på en knap forneden, og et ur oven for trappen tæller sekunder og minutter, til du kommer op.

Emilie havde planlagt at jeg skulle passe Oscar et par timer lørdag formiddag, mens hende og Amalie havde en aftale. Aftalen gik i vasken, men vi blev enige om at holde fast i legeaftalen. Altså hentede jeg Oscar og mente at have en plan. 

Vi kom ud af døren, alt var fint, indtil det ikke var fint mere. Han ville ikke med. Han ville ikke i dag. Han vidste ikke, jeg skulle komme og hente ham. Det var i hvert fald ikke gået op for ham, selvom jeg er sikker på, de havde snakket om det. Han ville hellere være hjemme og nåede at blive ret ked. 

I øvrigt mente han også vi læser for mange bøger, hjemme hos mig!

Vi var halvvejs mod stationen, Henriksholm Skole lå lige om hjørnet, og efter lidt snak blev vi enige om at gå hen og se hvad de havde af legeplads. Henriksholm har en ret lækker parkourbane, som man også kan løbe på. 

Da Oscar havde løbet og vist mig han kunne forcere svære forhindringer, blev vi enige om at prøve at tage ind til den der legeplads. Vi skulle bare kigge (og han måtte låne min telefon i toget). Fremme ved stationen mente han bestemt at vi lige skulle kigge i kiosken, om der var noget vi skulle have med. Der var noget vi skulle have med. 

Fremme ved konditaget viste det sig at være et hit, og fordi turen derind tog så lang tid, endte et par timer med at blive til tre. Det tror jeg Amalie havde det helt fint med. 

Han gyngede, han hoppede og han prøvede klatrestativet, som var lidt farligt. Han skulle i hvert fald ikke helt til tops, og hoppede ned efter den første omgange. Til gengæld var de to ringe, som jeg aldrig fandt ud af hvilket formål her, ret sjove. Han kunne både klatre op i dem og hænge i dem. 

Til sidst fik vi nok. Jeg lovede en is, men is i Nordhavn er så fancy at Oscar endte med at fortælle mig, at det var lige meget med is. Det var fint nok bare at tage hjem. Vi fandt en sten, måske er det en betonblok, man kan rutsje på. Det skulle selvfølgelig prøves. 

Halvvejs mod stationen fandt vi en cafe der solgte is på pind. Så ville han alligevel godt have en is.  

Alle genvordighederne til trods var det et glad barn, jeg afleverede hjemme, hos en mor der havde haft tid til at slappe lidt af og bare være sig selv. 

Jeg tænker godt vi kan tage på eventyr en anden gang.