Sokker med snoninger #5

 

Over tre måneder har jeg strikket sokker til Anders. Han manglede, det var et godt projekt at have med mig, og jeg faldt over et godt tilbud på slidstærkt strømpegarn i Kvickly. Det lidt tykkere garn fra Kvickly, betød at jeg slet ikke fik købt nok til at starte med, og jeg har siden fundet mere - heldigvis var det stadig på tilbud. 

Siden fandt jeg også strømpegarn i Føtex, og pludselig endte jeg med seks par sokker. Jeg er lidt træt af sokker nu, men jeg tror også han har nok til det næste år. Mindst.

Jeg har vist de første to par, og ville egentlig have fortsat i rækkefølge, men de sidste to par var færdige inden ferien, jeg pakkede dem ned, og endte med at tage billeder on location, så det virker mest rigtigt at vise det par, vi tog billeder af i døren ind til møllen i Den Fynske landsby.

Det var også tredje par strikket i garnet fra Kvickly.

Design: Sokker til Anders over gennemprøvede strømpeopskrifter og senere egne erfaringer. 

Garn: Lane Cervinia Strømpegarn i en mørk blå - jeg har forlagt farvenummeret. Garnet løber 150 meter pr 50 gram, Anders er vild med lange skafter og de her blev lange.

Jeg strikker sokker med dobbelt tråd.

Jeg endte med et færdigt forbrug på 247 gram. De føles tunge.

Pinde: Jeg strikker sokker til Anders på pind 4 mm. Jeg bruger fire strømpepinde, fordeler masker over de tre og strikker med den fjerde. 

 

Størrelse: Anders bruger en størrelse 46 og skaftet nåede et god stykke op ad benet. 

Bemærkninger: De fire sokker brugte jeg snoninger fra Knitted Cabled Source Book. Til de her kunne jeg ikke finde en snoning, jeg synes passede, så jeg endte med at lave min egen. Der er mange snoninger i bogen, og der er sikkert også en der ligner den jeg lavede. Jeg tænker jeg blev inspireret.

Jeg slår 48 masker op med dobbelt tråd til sokker til Anders. Når jeg tilføjer et snoningsmønster, tager jeg cirka to masker ud, for hver gang der er snoning i rapporten. Jeg tror jeg tilføjede fire masker på hver side af sokken. Jeg tager maskerne ind igen, når snoningerne stopper. 

Jeg gentog mønstret tre gange ned ad benet og endte med et ret langt skaft. Anders synes det var fantastisk. Jeg strikkede engang et par sokker til ham, der ender over knæet. Dem er han stadig meget, meget glad for, og får ind imellem sagt at han godt kunne tænke sig et par mere...

Resten af sokken er strikket som jeg plejer, med hælflap, kile og en båndtå. Anders har spidse tæer, så jeg syer ikke tåen, med fortsætter indtagningen, til der er otte masker tilbage og trækker garnet to gange igennem maskerne, inden jeg hæfter ende. 

Det var lidt ærgerligt at han havde gule strømper på indenunder, for de skinner virkelig meget igennem :)

Vil du se flere billeder af sokkerne, kan de ses på Ravelry. 

Spind på en søndag - Uge 27, 28, 29 og 30

 

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det kort.... Men jeg prøver.

Uge 27:

• Det hed for alvor sommerferie, og jeg brugte de første tre dage på skolen, og oprydning i HDS. Jeg kan godt lide at være der alene, at have det hele for mig selv, høre musik og rydde godt og grundigt ud. 
• Jeg havde afsat tre dage - det gjorde jeg også sidste år. Jeg nåede meget, ville gerne have nået mere, men føler jeg gjorde det så godt jeg kunne. 
• Oscar og jeg kørte på udflugt efter pilene. Vi endte med en tur på ti kilometer, en del legepladser og en træt dreng. 
• Jeg pakkede til en weekend i Ebeltoft, tog til Trekroner, hvor Bettina samlede mig op til en tur gennem landet. 
• Vi holdt pitstop i Middelfart og Vejle, for at besøge garnbutikker vi ikke kendte. Det var hyggeligt og vi havde god tid. Også selvom vi rendte ind i landsstævnet i Vejle - der var mange mennesker. 
• Weekenden var fantastisk, masser af strik, god mad og skønne mennesker. Så kan det næsten ikke blive bedre. 
• Jeg blev sat af i Ringsted på vej tilbage, det passede bedst og togene passede fantastisk. 
• Jeg formåede at træne gennem weekenden, og fortsatte da vi tog på ferie. 

Uge 28: 

• Anders' ferie startede og vi tog til Odense. 
• Med os havde vi en aflægger af den plante, jeg for mange år siden fik fra min mormor. Emilie har ønsket en stikling, jeg havde plantet og passet på. Af uransagelige grunde, står den igen herhjemme og venter på Emilies næste besøg.
• I Odense sejlede vi op ad åen, besøgte den Fynske Landsby, daskede rundt i byen, ledte efter skulpturer baseret på H.C. Andersens eventyr, boede fantastisk og midt i byen, fandt de hemmelige haver, spiste middag med Emilie, så teater i Eventyrhaven, kørte med Letbanen, var på Jernbanemuseet og spillede backgammon på Papas Papbar  - en fantastisk brætspilscafe med gode drinks.

Uge 29:

• Fra Odense tog vi til Silkeborg og havde tre gode dage, inden turen gik hjem igen. 
• Vi boede lidt mindre centralt, men godt i en fin lille lejlighed. 
• I Silkeborg udforskede vi Odden, gik brudstykker af Silkeruten, sejlede igen, denne gang på søerne med Hjejlen, besteg Himmelbjerget og tårnet på toppen, fandt H.C. Andersen-bænken og en fantastisk udsigt, besøgte papirmuseet, arbejderboligen og Tollundmanden på Hovedgården, daskede også her rundt i byen, spiste godt, fandt slotsholmen og de smukke omgivelser ved Silkeborg Bad og Ørn Sø.
• Vi havde god tid på vej hjem, tog et tidligere tog og holdt pitstop i Skanderborg, hvor Ole Lund Kirkegaard gennemsyrer byen.
• Vi strandede i Nyborg, hvor toget ikke kørte længere og vi måtte vente på et nyt. Vi havde heldigvis ikke travlt, var i feriemode og skulle nok komme hjem. 
• Emilie bestod køreprøven - Jubiii -og kom fredag aften kørende i egen bil. Lørdag kørte hun os til fødselsdag for min mor og senere tog hun turen mod Greve og satte mig af ved min søster, inden hun kørte hjem. 
• Min søster har fået ny lejlighed og vi brugte hele søndag på at flytte. Victoria havde opdelt os i slæbeholdet og pakkeholdet. De unge var dem, der skulle slæbe. God plan synes jeg, og bar alt hvad jeg kunne. 
• Oscar byggede en kæmpe Brio-togbane sammen med oldemor, mens vi andre slæbte og bar. Victoria kørte den lille lastbil til perfektion og modtog mange anerkendende blikke når hun sad på førersædet.

Uge 30:

• Anders tog på arbejde, mens jeg tog til Køge og en skøn dag sammen med kollegatøserne. Vi er blevet gode til at planlægge at ses og når vi ikke længere er sammen på daglig basis er det ofte tiltrængt.
• Med to uger tilbage af ferien - sådan en lærerferie er lang - har jeg taget fat på renovering af Emilies værelse, så vi kan flytte soveværelset. jeg er ikke effektiv, og holder masser af pauser. Men det bliver godt. 
• Skabet står midt i rummet, sengen er stillet på højkant, madrasserne og døren står rundt om i lejligheden. de mange bedrollers fylder godt i stuen. Jeg har fjernet og tapetseret en enkelt bane, der var i stykker, loftet er malet, væggene ligeså - vinduesnichen er sat på hold - begge dele to gange. Jeg har fundet excentersliberen i kælderen og kørt mange gange ud til Emilies opmagasineringsrum med alt det, der var i skabet - det rummer meget mere end jeg havde regnet med. Her er stadig meget, der skal køres på cyklen. Lidt ad gangen, men heldigvis ikke så langt. 
• Jeg var omkring sygeplejesken i lægehuset til den månedlige vejning. Jeg kan ikke helt gennemskue om jeg har behov for det, men synes at det at blive holdt op på at jeg er i gang med et vægttab er en god ide. jeg vejede halvanden kilo mindre end sidste måned. Jeg forestiller mig at det er målrettet og langsomt. 
• For længe siden havde Sille ikke plads til kommoden, som har været i familien for evigt, i hendes liv altid, og vi stillede den ud i kælderen på skolen. Der kunne den sagtens stå. Jeg glemte alt om den, da jeg skiftede arbejde, og sidst jeg var ude forbi fortalte flere mig, at jeg havde en kommode stående og der skulle ryddes op. Nu er den hentet og fik plads i Silles kolonihavehus. 
• Jeg cyklede ud til samme kolonihavehus til en skøn dag med leg og minigolf og lang tid omkring en mobiltelefon med forældrekontrol, der havde fået en virus. Det var næsten umuligt at få lov at nulstille den. Det lykkedes, og det lykkedes også at gemme alle billederne.
• Jeg mødte en ko, der stod helt stille ude midt i en sø. Jeg tænker den havde det varmt. 

Læse:

Siden sidst har jeg læst Det brændende blad om Liv Jensen og hendes detektivkarriere, efter at være stoppet ved Politiet og flyttet fra Jylland til København. Det var første del i en serie, der meget vel kan udvikle sig godt. Anden del er udgivet - De hvide nætter af Katrine Engberg. Også den har jeg læst. De var begge lidt tunge, men vandt ved nærmere bekendtskab. 

Sidst har jeg læst Anne-Sophie Lunding-Sørensens første del i serien om Storm og Molin. Den var god, anden del er udgivet, men jeg må ikke låne den på biblioteket. Jeg har en ide om at det hænger sammen med at biblioteket er lukket hen over sommeren, hvor der skal nyt tag på, og filialen i den anden ende af kommunen ikke ligger inde med helt så mange bøger. Jeg finder nok noget andet at læse. 

Det kunne for eksempel være ellevte del i serien om Afdeling Q. Den ligger klar, jeg er ikke begyndt endnu.

Spinde:

Mens Cykelrytterne cykler Tour de France, spinder spindefolket Tour de Fleece. Nogen tager det meget alvorligt, andre synes mere det er hyggeligt at spinde hver for sig eller sammen, som det nu passer. 

De sidste år har jeg deltaget i et muligvis begrænset omfang. Men deltaget. Spindeforeningen holder aftenspind på Zoom eller noget andet, og det plejer at være superhyggeligt. Alligevel er det ikke lykkedes mig at være med i år. 

Jeg har haft den lille tyrkiste håndten med på ferie. jeg har også spundet på den. Ikke meget, men lidt har også ret. 

Jeg spinder Rambouillet, farvet af Christina Birk, for mange år siden. Det er også år siden jeg startede med at spinde fibrene. Det er blevet mit Tour-spind, mit sommerspind eller mit feriespind. Der mangler ikke meget. Jeg har lidt flere fibre tilbage end billederne viser, og det er hyggeligt at spinde. Så selvom jeg ikke har deltaget aktivt i årets Tour, betyder det ikke, at jeg ikke får spundet bare en lille smule. 

Jeg tror vi fortsætter med Tour de femmes. Måske skulle jeg se om jeg kan finde ud af at være med der.

Den Fynske Landsby

 

Den Fynske Landsby var på tegnebrættet gennem mange år. Lige før og under anden Verdenskrig lykkedes det er samle gamle fynske bygninger og genrejse dem i det, der skulle være en landsby inden udskiftningen, ved landbrugsreformerne. Dengang lå gårdene tæt, mens markerne lå omkring byen, ofte delt i mindre dele, så alle have lige langt, og så stor en del af fællesskabet, som det tilkom den enkelte - eller noget.

Allerede først i 1900-tallet opstod ideen til museet, og man havde været rundt og kigget på mulige gårde og bygninger, som kunne være oplagte kandidater til et fynsk frilandsmuseum, der skulle bevare den fynske byggestil. 

Arbejdet med at genrejse de mange bygninger skete som et beskæftigelsesprojekt i løbet af krigsårene i 1940erne. 

Allerede fra start havde den fynske landsby dyrehold og dyrkning af marker og haver. Gennem årene er begge dele gået fra et konventionelt landsbrugssyn til at genopdage tidligere tiders måder at holde bedrifterne. 

Landsbyen var ikke fuldt udbygget, da den åbnede i 1946, og op gennem 1970'erne og -80'erne blev de sidste huse og bygninger genrejst, til den landsby, der findes i dag. 

Museet har altid haft fokus på at vise og bevare den fynske kultur i både bygningsværker, landsbysamfund og kultur. I dag er rammen en landsby, som den så ud på H.C. Andersens tid, fordi det har vist sig mere håndgribeligt for publikum ikke bare at gå rundt i gamle dage, men gå rundt i en tidsalder, der kan relateres til.

Da Sortebro Kro blev genrejst, blev den indrettet som restaurant til gæsterne, og har siden beværtet publikum. Jeg havde lovet Anders frokost på kroen, og da vi havde været størstedelen af landsbyen rundt, satte vi os i haven under en parasol, og ventede på vores bestilling.

Det er en hyggelig have bag kroen, det var den varmeste dag i de fem dage vi havde i Odense og mange andre end os, havde fundet vej til både museum og kro. De havde travlt, vi var klar til at vente. Vi havde ikke siddet længe, da et tysk par kom og spurgte, om de måtte sidde ved vores bord. Der var fire stole, vi brugte kun de to, så selvfølgelig måtte de det. Da de havde sat sig, gik det op for mig, at manden var ham, der stod foran os i køen til bestilling. Der gik ikke længe inden de fik deres mad, og jeg tænkte at vores var på vej.

Det tyske par spiste færdig, vi så ingen mad, andre gæster, som jeg var i tvivl om hvorvidt kom før eller efter os, fik serveret, og da ham der nærmest lige havde sat sig bag os, kunne sætte kniv og gaffel i en sandwich, besluttede jeg at finde en tjener og spørge om de mon havde glemt os. 

Det havde de. Tjeneren var meget ked af det, sørgede lynhurtigt for ekstra drikkevarer og undskyldte mange gange. Det skal hun selvfølgelig, men vi var klar over at de havde travlt, så ingen klager fra vores side.

Vi fik spist og gik ud for at opleve resten af museet, inden vi satte kursen tilbage mod Aafarten. Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med frilandsmuseer og historie. Jeg synes det er spændende. Jeg kan godt lide at se bagud, se hvad der var og dermed lære om vores nutid. 

Vi var en time tidligere hjemme end jeg var sidste år. Jeg synes vi brugte tiden godt, så det hele og havde god tid. Alligevel kan jeg endnu en gang konstatere, at når jeg er alene bruger jeg mere tid. Jeg tænker det er almengyldigt. At jeg ikke skal tage hensyn, når jeg bare er mig. At jeg kan fordybe mig på en hel anden måde alene end sammen med andre. Og det er åbenbart lige meget, hvem andre er.  

Jeg oplever det samme, når jeg er til strikkefestivals. Jeg bruger mere tid alene - måske køber jeg også mere. Jeg kan godt lide at være af sted sammen med andre, både på museer og festivals, men måske skal jeg huske at jeg også godt kan lide at være alene.

Jeg tror jeg har godt af begge dele. 

I øvrigt så vi mindst to damer, der gik rundt i høje hæle på grusveje og de toppede brosten. Jeg blev en smule i tvivl om, om de vidste hvor de skulle hen og hvad de skulle se. Det så i hvert fald ikke nemt ud. 

Jeg har fundet info om Den Fynske Landsby, på museets egen hjemmeside og på Wikipedia. 

Aafarten

 

Vi ankom til Odense tirsdag. Onsdag var efter vejrudsigten den varmeste dag i løbet af de fem dage vi var i byen. Tanken om at gå rundt inde i byen på en meget varm dag, gjorde det let at beslutte, at onsdagen skulle bruges til en heldagsudflugt mod den Fynske Landsby.

Ganske som jeg gjorde sidste år, gik vi ned til Munke Mose og sejlede med Åfarten til Fruens Bøge, hvorfra der er cirka en kilometer til landsbyen. 

Åfarten sejler hele dagen, frem og tilbage mellem Mosen inde i byen og Fruens Bøge et stykke fra centrum, men stadig i Odense. På vejen ud er der stop ved Odense Zoo, mens hjemturen er i et stræk. Det tager cirka tredive minutter hver vej. 

Båden var fyldt op, og jeg forestillede mig at mange vælger at blive sejlet til den Fynske Landsby. Et par stykker stod af ved Zoo, et par stykker stod på, men vi var de eneste der stod af ved vendepladsen. Resten var bare på sejltur, hvilket helt sikkert også er super hyggeligt. 

Vi skulle beslutte os for hvilken tid vi ville tilbage. Det var ikke let sådan på stående fod at vide hvor længe vi havde brug for, inden vi havde set nok mellem de gamle huse. Sidste år var der fri af- og påstigning hele dagen. Det havde jeg en forventning om, der også var i år. 

Hvis I er færdige før, kan I gå ned til båden og spørge om der plads på en tidligere tur. Vi endte med en tidligere tur. Vi spurgte ikke, vi gik sidst på, og det var tydeligt at skipperen var fuldstændig ligeglad med hvilken tur man havde billet til, når bare man havde en billet.

Det er hyggeligt at sejle på åen mellem alt det grønne, og drømme en lille smule om de kæmpe villaer med egne bådebroer og tehuse ved vandet. 

Mens jeg ser noget, ser Anders noget andet. Han er opmærksom på lyden af den manglende motor, de små fugle langs ruten og bølgerne som båden genererer undervejs. Det giver en anden oplevelse end jeg havde alene sidste år. 

Fruens bøge er et rekreativt område, der starter med skoven, (det er også en bydel, et trinbræt og alt det, der følger med byudvikling)  der engang først i attenhundredetallet blev købt af Odense Kommune, for at sikre grønne områder til byens borgere. Skoven hørte under en herregård, eller et kloster. Reelt var det kun byens finere borgerskab, der fik adgang til skoven. Der blev arrangeret skovballer og andet for borgerskabet. 

Det viste sig hurtigt at letteste vej var via åen, og sidst i attenhundredetallet opstod Aafarten. I første omgang var skibene dampdrevne, senere blev det diesel, i dag er de eldrevne. 

Skovballerne mistede populariteten og i forbindelse med første verdenskrig, sluttede de helt. Mens borgerskabet ikke længere havde interesse for stedet, fik den almene befolkning mulighed for at benytte området, der i dag er frit tilgængeligt for alle. 

Odense Aafart har ført en omskiftelig tilværelse, der har været opture og nedture, åen har været voldsomt forurenet og i perioder har sejladsen stået helt stille. Bådene har været brugt til frag af post, skolebørn på udflugt, odenseanere og et væld af turister. 

Siden en driftig pølsemand i halvfjerdserne overtog Aafarten og gjorde en rentabel igen har Aafarten kun udviklet sig med mange nye muligheder og arangementer.

Jeg har fundet info om Aafarten og Fruens Bøge på Aafartens egen side og Wikipedia.

  

Tilbage efter en pause

 

Jeg plejer at blogge, når jeg er på ferie. Jeg havde computeren med. Hvorfor det ikke lykkedes, har jeg ingen anelse om. Om jeg alligevel trængte mere til ferie, end jeg troede, eller om jeg bare ikke gad, kan jeg ikke gennemskue. Men jeg kan konstatere at jeg ikke har skrevet noget som helst i flere uger.

Som så meget andet, er det lidt svært at komme i gang igen, når først pausen for alvor er slået igennem. Jeg har ellers masser at tale om.

De første tre uger af min ferie, var der på en eller anden måde fuldt knald på programmet. Jeg havde ikke meget tid helt alene, og kun enkelte dage ind i mellem, der mest af alt handlede om at vaske og pakke til dagen efter.

Alligevel var det først i uge nummer to, vi tog hjemmefra, på ferie sammen. I år valgte vi at blive i Danmark. At udforske nogle af de steder, vi aldrig har været. Eller jeg havde lidt. Jeg tog Anders med til dele af sidste års destinationer, og vi oplevede fælles. Der er mange steder i Danmark jeg aldrig rigtig har været, og som også kunne være spændende mål til fremtidige rejser.

Vi startede i Odense. Odense er så hyggelig. Og lige nu også der hvor vi kan møde Emilie på hjemmebane. Jeg havde allieret mig med Airbnb og fundet gode hyggelige overnatningssteder, der lå godt i forhold til at bevæge sig rundt.

I Odense havnede vi i den mindste regulære lejlighed jeg har mødt. Tror jeg. Den lå perfekt i en hyggelig gade bag Eventyrhaven, åen og centrum. Vi var af sted i god tid, fandt frokost og mødtes med Emilie inden det var tid at finde frem til vores logi, købe ind og beslutte hvordan dagene skulle udfyldes. 

Tidligere har vi haft stramme programmer. Det har vi ikke længere. Jeg vil noget, Anders vil noget, og mellem er der plads til ingenting. Det virker for os. I år var vejret en bestemmende del for hvornår vi skulle hvad.

De store planer handlede om et gensyn med noget af det, jeg så alene sidste sommer.

Lovenote af rester

 

Kirsten Brun lagde op til at strikke med magiske nøgler og rester. Jeg hopper sjældent med på en samstrik, med mindre det er noget jeg alligevel er i gang med eller har planer om. Denne gang blev jeg alligevel fanget ind. 

Jeg har aldrig strikket med magiske nøgler. Jeg ved ikke hvorfor. Men da Kirsten sad og snakkede om rester, magiske nøgler og følgetråde, var der noget der spirede bagerst i mit hoved. 

Jeg satte mig ret hurtigt fast på en Lovenote. Jeg har strikket den før, flere gange endda. Og hvorfor den er en jeg har lyst til at strikke igen og igen, har jeg ingen ide om. Jeg tror jeg tænkte Lovenote fordi jeg vidste jeg havde cashmeregarn liggende, jeg købte sidstse sommer, og som jeg ville have nok af til følgetråden. 

Jeg blev også ret hurtig sikker på at jeg ville have to magiske nøgler. Et af mine silkemoahirrester og et af alle de små rester tynd alpaca jeg har liggende. Jeg havde ikke specielt meget af hverken det ene eller det andet, men nok til en kort trøje i flere tråde. 

Jeg slog bare ikke op. Jeg lavede ikke de magiske nøgler, og jeg kom ikke i gang. Det virkede mærkeligt, for jeg gad godt, og jeg havde fundet resterne frem.

Det var først da det fik op for mig, at selvom jeg havde en plan, var jeg ikke sikker på at det blev godt. Og tænk hvis jeg endte med at spilde den lækre cashmere.

Jeg trak cashmeren ud af ligningen, tilføjede den tynde Lucca fra BC-garn, jeg købte for hundrede år siden og har strikket flere trøjer af efterhånden (der er stadig mere tilbage). Og så gik det stærkt. 

Jeg er ikke specielt vild med striber, og det at have to stribede nøgler, der ville stribe forskelligt, forestillede jeg mig, ville give et mere meleret end stribet udtryk. Det synes jeg, jeg fik. Og jeg er faktisk blevet rigtig glad for det færdige resultat.

Design: Lovenote af Tin Can Knits.

Garn: Tre tråde - to magiske nøgler og en følgetråd. Det første magiske nøgle indeholdt alle mine silkemohairrester (jeg havde hele 82 gram). Det andet var et mix af tynde alpaca tråde. Her havde jeg lidt mere. Følgetråden blev den blå Lucca fra BC-garn, der har været med mig i en del projekter efterhånden. 

Jeg endte med et forbrug på 237 gram. Ca 80 gram af hver. 

Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 6 mm. Hals og ærmekanterne strikkede jeg på en 4,5 mm, mens jeg fortsatte med pind 6 mm i ribben forneden. 

Størrelse: Jeg strikkede efter mine noter til de to foregående Lovenotes jeg har strikket. Jeg gik ud fra en large og flyttede rundt på maskerne, så jeg havde færre på ryggen og flere på ærmerne. 

Bemærkninger: Jeg flyttede som tidligere nævnt rundt på maskerne til ryg og ærmer. Det betød at da jeg skilte krop og ærmer, havde jeg 69 masker bag, 42 masker pr ærmer og i omegnen af 74 masker for. Plus det der i opskriften skal slåes op under ærmet. 

Inden da lavede jeg flere vendepinde i nakken, end der står i opskriften. Jeg vendte 4 gange i hver side med 10 masker mellem vendingerne. 

Jeg strikkede ærmerne lige ned, til jeg synes de havde en fornuftig længde. Jeg er ikke sikker på hvad der står i opskriften. Det forekommer mig, at det er meningen der skal tages ind. 

Kroppen strikkede jeg til en længde, jeg tænker er fin over en kjole. Jeg undlod vendepindene nederst inden ribben.  

Mine rester af både silkemohair og alpaca var temmelig varierende i mængde. Noget var der så lidt af og andet så meget, at jeg endte med at lave magiske nøgler med meget varierende længder af de enkelte farver. 

Det melerede udtryk som to magiske nøgler giver, synes jeg er blevet rigtig fint. 

Det sjove er, at da garnet lå, inden det blev til magiske nøgler, så det meget lysere ud end det færdige resultat. Det kom faktisk lidt bag på mig, at den blev så mørk - og jeg har ellers en hel del erfaring med farvelære. 

Mørk eller ej, synes jeg den er supergod. 

   

Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

På eventyr

 

Når jeg kører Oscar hjem inden sengetid, onsdag aften når han har været hos mig, har vi gennem det sidste stykke tid talt om pile. Pile, der er tegnet på asfalten på vej hjem. Når vi kører over Tårnvej, peger pilen mod højre, vi skal ligeud. Sidste gang vi kørte hjem, spurgte han, om ikke vi en dag skulle følge pilene, og finde ud af hvor de førte hen. 

Selvfølgelig skal vi det. 

Jeg aner ikke hvilket formål pilene har haft. Det er helt klart en cykelrute, med pile på cykelstierne. De er efterhånden lidt falmede og med tiden skal de nok forsvinde helt.

Normalt henter jeg Oscar onsdag, men der er ferie, og han bliver hentet til mormor i morgen, så jeg hentede ham i dag. Hjemme og med lovning på at køre ud og følge pilene. 

Ingen af os vidste hvad der lå foran os. Det kunne være de stoppede lige rundt om hjørnet. Det kunne også være, de fortsatte langt. Jeg havde en plan om, at endte vi langt væk, kunne vi finde en bus eller et tog tilbage. Enden blev at der hverken var busser eller tog, og jeg i stedet skubbede det meste af vejen hjem. 

Vi lagde godt ud og kørte mod Vestbad. På plænen overfor er sat en voksenlegeplads med motionsredskaber op. Vi prøvede dem alle sammen. Ved Ungecenter Brøndby, kunne vi ikke finde flere pile. Det var hurtigt og lidt antiklimaksagtigt, for de sluttede bare. 

Jeg foreslog is på McDonalds lidt længere henne ad vejen. Det gad Oscar godt, og pludselig dukkede pilene op igen, med kurs mod Brøndby. Vi skulle lige have is, og det var heldigvis samme vej.

Mellem højhusene i Brøndby fandt vi en legeplads, som skulle afprøves. Længere henne mødte vi en høj rutsjebane, som ikke var så god med bare ben - det gik alt for langsomt. 

Jeg overvejede om vi var på vej mod Glostrup, da pilene drejede og førte os over Roskildevej og ud på Volden. Nu begyndte jeg at overveje om det var et loop, og vi ville ende hjemme hos os selv. Oscar synes det ville være en god ide, for han synes han havde kørt langt. 

Pilene fortsatte. Der hvor jeg troede vi skulle dreje, kørte vi ligeud, længere væk hjemmefra Vi stoppede ved cykelbanen på volden. Det var et hit. Barnet kørte omgang efter omgang på det bakkede underlag og synes det var sjovt. 

Til sidst kørte vi videre. Lige inden Ejbybunkeren drejede vi mod venstre og endte med at køre over motorvejen, ned forbi rideskolen og mistede sporet. Der har muligvis været tegnet pile på grusvejen gennem skoven mod Hvissinge. Men de var væk. 

Oscar tog føringen og førte os gennem skoven på de mindste stier og over et par mudrede huller. Ved Vejen mod Hvissinge var pilene helt væk, og vi besluttede at køre tilbage. 

Nu var det ikke sjovt længere. Kunne jeg ringe efter far, så han kunne komme og hente barnet. Det mente jeg ikke, men fortalte med store armbevægelser hvordan vi havde kørt i en stor ring, og nu skulle vi bare ligeud tilbage. Det synes han heldigvis var sjovt, og da jeg lovede at skubbe ham det meste af vejen hjem, kom han villigt på cyklen igen. 

Turen gik gennem grønne områder, under motorvejen til volden og langs parken ved Espehus Kro og Byggeren hjem. Her mødte vi pilene igen. Det gav luft under vingerne og så var det lidt sjovt igen. 

Hjemme fortalte han med store øjne at det var et infityloop! Jeg ved ikke hvor han kender det ord fra. Han sank sammen i sofaen, mens jeg kørte hjem og gjorde det samme. 

Bare fordi jeg blev nysgerrig, tegnede jeg ruten ind på maps og kan konstatere at vi har kørt lidt over ti kilometer. Plus alle omgangene på cykelbanen (det var kun Oscar).

Godt gået af en seksårig.