Ugen kort:
- Ugen startede med to dage som censor i håndværk og design. Det var en oplevelse af de gode. At observere og være på hele tiden, for at sikre at alle får de bedste betingelser, er hårdt. Sjældent har jeg været så træt efterfølgende.
- Den sværeste del er helt klart karaktergivningen. Det er let nok at give 12, mens 02 ikke er en rar karakter at give.
- Jeg afleverede eksamensopgaven i pædagogik og didaktik. Nu venter den mundtlige del.
- Efter to en halv måned havde jeg endelig tid hos en ortopædkirurg, for at få kigget på mit knæ, der gør ondt. Det var samme læge, der for seksten år siden opererede, da menisken gik. Nu blev dommen, at der er muligvis en revne i samme menisk, men hellere end operere igen, vil det være godt at tabe nogle kilo - bare fem sagde lægen.
- Altså har jeg indgået en aftale og lovet at vende tilbage om tre måneder.
- Med torsdag og Kristi Himmelfart, blev det tid til en forlænget weekend, af ferieslagsen. Det har været skønt med et par ekstra dages fri.
- Jeg kørte gennem skov og skøn natur til Silles kolonihavehus. Det er et skønt sted hun har fundet, og både hun og Rose nyder at have adgang til have frisk luft.
- Lørdag tog min mor og jeg til Nyborg. Dagen var valgt fordi der var Strik i Danmarks Hjerte. Det er efterhånden blevet en tradition.
- Vi startede på kirkegården, hvor min mormor og morfar bor under et smukt tulipantræ. Derfra gik vi videre til garnnøglefestivallen, brugte tid til at se det hele, var på workshop og plantefarvede garn. Inden vi mødtes med min kusine, snakkede tiden væk før toget kørte tilbage mod København.
- Søndag var Anders' fødselsdag. Vi fejrede dagen med frokost på Espehus Kro. Vi var mætte, da vi gik hjem, og aftensmad var ikke nødvendigt.
- Endelig har vi styr på sommerferien, både togbilletter og overnatning.








Læse:
Situationen udvikler sig, og hvem narrer hvem.
Historien er spændende og jeg vender stadig side efter side.
Spinde:
Blendingboardet har igen været fremme. Jeg har blandet alle de forskellige fibre, jeg fik sidste år, da Spindeforeningen lagde op til at bytte adventskalender.
Det bliver fint, og jeg glæder mig til at se det endelige garn. De forskellige fibre betyder at mine hænder helt af sig selv arbejder forskelligt, alt efter hvilke fibre der dukker op.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar