Sidste weekend var jeg en tur på Volden. Målet var at samle nedfaldsgrene.
Noget af det jeg får med i min uddannelse er et lidt mere differentieret syn på undervisningen. Jeg bliver husket på at eleverne ikke kan det samme. Det er ikke nyt, men jeg kan mærke at mit fokus flytter sig, og jeg bliver bedre til at variere sværhedsgraden i opgaverne.
Det er vel egentlig også meningen med uddannelse. Og grunden til at jeg synes det er fedt at lære.
Jeg tager igen og igen mig selv i at forvente at eleverne kan mere end de reelt kan. At elever der er fagligt svage, vil være stærkere til praktisk arbejde. Det er ikke altid rigtigt.
Specielt en af drengene, som startede året med en succesoplevelse, kom jeg til at kræve for meget af. Han ville ikke, han kunne ikke, og selvom jeg tilbød al min hjælp endte han med at ødelagt det han sad med. Da han selv sagde: Kan jeg ikke bare lave en bøjle? Blev det tydeligt for mig at jeg havde krævet for meget af ham.
I forvejen havde jeg sat de af eleverne på samme hold, som var hurtige og ventede på nyt, til at lave en bøjle. Vi laver bøjler af nedfaldsgrene. De skal saves til, afbarkes med en bugthøvl, raspes i form, slibes og slibe og slibes, inden der bores et hul, skrues en bøjlekrog i og den slutteligt efterbehandles med bivoks.
Det kunne han. Foreløbig har han lavet fire bøjler og kan selv se forskel på dem han har slebet meget, og dem, der godt kunne trænge til lidt mere.
Nedfaldsgrene finder jeg på Volden. Hvis det var en aktivitet for hele holdet, ville jeg starte med en tur til Volden, hvor de selv kunne samle grenene op. Nu havde jeg bare brug for tre-fire grene, havde elever, der lavede noget andet, og endte med selv at finde grenene.
Så jeg kørte til Volden.
Der er hyggeligt på Voldanlægget. Vestvolden blev bygget sidst i 1800-tallet som landbefæstning om København. Det hele blev gravet ud ved håndkraft og det var hårdt arbejde. Da anlægget endelig stod færdigt var det allerede forældet og da første Verdenskrig stod for døren var det ikke meget værd som forsvar.
Området der strakte sig hele vejen uden om København fra Avedøre gennem Utterslev Mose og ud mod vandet helt oppe omkring Klampenborg, består i dag af den sydlige del fra vandet til mosen. Fra Hvidovre, gennem Rødovre og et stykke ind i Københavns Kommune. Anlægget bestod både af voldanlægget, men også af flere forter, hvoraf en del er bevaret som museer. Det største er Garderhøjfortet i Gentofte.
Militæret rådede over området i mange år, undervejs blev der bygget bunkere til at trodse den kolde krig. I løbet af 60'erne blev området åbne for befolkningen, men først i 2004 blev de sidste områder forladt af militæret og åbne for offentligheden. Det gælder blandt andet Ejbybunkeren, som er et besøg værd.
I dag får Voldanlægget lov at vokse til. Der står høje træer, hvor der skulle være frit udsyn, og de grønne sider er indtaget af får.
Sidste weekend var der fyldt med får. Jeg gik ikke ind til dem, det kan man ellers godt. Jeg havde travlt med de der nedfaldsgrene. Hvis man er heldig kan man også komme helt tæt på. Men de har det med at flytte sig, når der kommer nogen.
Jeg samlede mine grene, dem er der rigeligt af på jorden under alle træerne. de får nemlig lov at ligge og være en del af biosystemet. Jeg nikkede til fårene og tog et par billeder, inden jeg cyklede hjem igen, med grenene spændt fast over cykelkurven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar