Masker på en mandag - Uge 24

 

Tiden løber fra mig i øjeblikket. Det er muligt at sommerferien er lige om hjørnet, men det føles som om vi ikke har tid. Der er så meget, der skal nåes inden. Jeg kan mærke at det går ud over bloggen. Sådan er det nogen gange...

Og mens den forgangne uge står skarpt i hukommelsen, føles den som meget længe siden. 

Ugen kort:

• Ugen startede med anden pinsedag og min fødselsdag. Nu er jeg 54. Det skal huskes, når nogen spørger. 
• Jeg havde inviteret min mor og Annelise på sen frokost. Traditionen tro endte vi med sushi. Vi bænkede os inde, for vejret var trods sol, meget blæsende og svær at blive klog på. 
• Emilie var helt af sig selv dukket op, og blev mandag med. Det var hyggeligt at have hende hjemme. 
• Jeg har fået garn og en bog om plantefarve. Jeg har også fået the af en kollega, der havde styr på at jeg havde fødselsdag.
• Helt som vanligt fulgte jeg Emilie til stationen. I Kærene, lige inden stationen mødte vi to harer. Trods forstad og betonbyggerier, er vi åbenbart ikke længere væk fra et mere vildt liv. 
• Jeg var til den første eksamen i en række af fem hen over de næste tre år. Jeg kan godt mærke at det er længe siden, jeg har været til eksamen sidst, at kravene da jeg studerede for 30 år siden var noget lettere. Jeg bestod, og satser på at blive mere dreven over de næste år. 
• Jeg kan også konstatere at jeg stadig ikke er god til eksamenssituationer. 
• Min mor jeg gik en lang tur og spiste frokost i Tivolis foodhall. Vi sad i solen og nød både mad, selskabet og alt det grønne. Mens parkens glade gæster lagde baggrundstemaet. 
• Længe har elevtallet i de tre sjetteklasser ligget på vippen til at forblive tre, eller blive slået sammen til to. Et par udmeldinger fra børn der skal videre til andre skoleforløb betød at nu var det nu. Og så går det stærkt. Skolebestyrelsen skulle informeres, det samme gjaldt kontaktforældrene, inden alle forældre kunne få samme besked. I løbet af ugen er der holdt elevsamtaler, forældre har haft mulighed for at komme med deres betragtninger og i alle klasserne er der snakket om alle de spørgsmål, der dukker op.
• På onsdag skal de hele samles, og ny klassedannelse på banen, inden den sidste uge handler om nye klasser, fællesskab og fælles aktiviteter. 
• Sæsonen for sidste gang er gået ind. Sidste gang med valgfag inden ferien - vi fortsætter efter, sidste gang håndværk og design i en klasse, de næste følger i løbet af denne uge, og snart også sidste gang sammen med sjette klasse. 
• Endnu et besøg i min kommende klasse, betød at jeg måtte fortælle at jeg er deres nye matematiklærer, når den nuværende går på pension. Det blev vel modtaget, og jeg øvede navne, mellem hjælp.
• Oscar kom, så og sejrede, inden han og far tog sammen hjem, lige før sengetid. Vi nåede både at spille vendespil, tegne og se lyserøde dinosaurer på Netflix.
• Jeg trodsede min introverthed, pakkede strikketøj og en klapstol og cyklede til Valby, da der lørdag var World Wide Knit in Public Day. Det var så hyggeligt. 
• Der var kendte ansigter og mellem dem sad Christel, som jeg gik på seminariet med for 30 år siden. Det var et skønt gensyn. Vi støder på hinanden ind imellem. Denne gang fik vi samlet lidt op på alt det der er sket siden sidst.

Læse:

Jeg læste den femtende og sidste del af fortællingen om Ruth og Nelson i løbet af ugen. Elly Griffits bøger om arkæologen og politikommisæren er let læste, superhyggelige og fyldt med mord. 

Forviklinger var der nok af, og i sidste ende blev det hele løst.

Jeg har været på biblioteket og lånt de to første bøger i Katrine Engbergs serie om Liv Jensen. Jeg har læst hende før, og husker det som et godt bekendtskab. 

Foreløbig er der sket et selvmord, der tydeligvis kommer til at trække tråde videre i fortællingen, og vi er præsenteret for Liv, der også tydeligvis har flere skeletter i skabet. Endnu er jeg ikke helt sikker på hvor det trækker hen, men jeg føler mig underholdt.

Strikke:

Jeg strikker stadig sokker til Anders. Jeg er i gang med det femte par i en længere serie. Han trænger og for en bunke, som nok skal holde et stykke tid. 

Jeg satser på endnu et par - af resterne fra de fem andre.

Jeg har selv begået en snoning, den er både for og bag. Jeg strikke lange skafter og lange fødder. Efterhånden har jeg lært, at når foden går helt ud til spidsen af min storetå, er det tid til tå til Anders.

Sokkerne er med mig når jeg er ude. Der bliver strikket mest i pauserne på arbejde, men en lørdag på et torv blandt strikkende kvinder, giver godt til fremgangen.