Ugen kort:
- Den sidste undervisningsgang i Pædagogik og Didaktik inden eksamen er afholdt.
- Eksamensoplæg til samme eksamen er afleveret.
- Det gav tre dage til at skrive den opgave i matematik, vi fik cirka samtidig. Den skal afleveres i morgen. Jeg er sådan set færdig, men venter lige og læser igennem, når jeg er frisk igen.
- Jeg lavede en hurtig test med kogende vand og acrylplast. Det kan godt bøjes.
- Det sidste møde med fagfordelingssnak er overstået. Det betyder ikke det er færdigt. Nu skal snorene samles og hullerne dækkes.
- Daniel hentede Oscar og de spiste, inden de tog hjem til sengetid. Det var hyggeligt at se Daniel, for en gangs skyld.
- 1. maj blev tilbragt i selskab med kollegatøserne i Anjas have. Det var skønt. Og vejret var fantastisk.
- Weekenden er brugt på den der opgaveskrivning.





Læse:
Jeg har virkelig svært ved at komme i gang med femte del af Jens Henrik Jensens fortælling om Nils Oxen, den forhenværende jægersoldat, der lider af PTSD, ser sin søn for lidt og hele tiden bliver viklet ind i spændende kriminalsager i PET regi.
De første kapitler har været svære at komme igennem. For mange figurer, for lidt viden om hvem jeg havde med at gøre (måske er det i virkeligheden det, der gør hele serien langtrukken) og fire døde mænd.
Men så trådte Margrethe Franck ind i billedet. PET agenten som Oxen holder uendelig meget af. Hende han arbejder sammen med igen og igen. Og hende der pludselig gjorde historien spændende.
Endnu et lig, Oxen er klar og Mossman, den tidligere PET chef er på banen igen.
Strikke:
Siden sidste uge er Antique Filigree vokset støt. Jeg er lige præcis færdig med mønsterstrikken på kroppen og kan mærke at enden på kroppen er nær.
Jeg er udpræget processtrikker, men når jeg kan lugten enden på noget, kan jeg godt gå hen og blive projektstrikker.
Garnet fra Biches & Buches er så lækkert at arbejde med. Det er uld, men det er blødt uld. Og det lægger sig pænt i mønsterstrikken. Specielt når det bliver skyllet op.
Jeg glæder mig til at komme videre.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar