Jeg har mere end en gang forsøgt at spise afternoon tea, men det er aldrig lykkes.


Da jeg for snart halvandet år siden, stoppede i Klubben efter tyve år, fik jeg af mine gode kolleger et gavekort til afternoon tea på Dronning Louises Tehus ved Bernstorff Slotshave.
I dag mødtes Bettina og jeg, for at indfri gavekortet.
Dronning Louises Tehus ligger i udkanten af slotshaven, i et fint lille stråtækt hus, der oprindeligt blev bygget som gæstebolig til slottet. Dronningen selv, Christian d. IX's Louise anlagde en storslået rosenhave, og brugte huset til at servere te for sine gæster.



I 2013 blev huset og rosenhaven renoveret og Tehuset opstod. Roserne er opstammende, og breder sig over stativer i krinolinefacon, som en reminiscens af 1800-tallets voluminøse skørter.
I de hyggelige små stuer, serveres afternoon tea med al den te vi kunne drikke. Fingersandwich uden kanter, varme scones, lemoncurd og petitfours. Det så ikke ud af meget, da kageopsatsen blev sat på bordet. Men skinnet bedrager, vi var stopmætte, da vi gik derfra.

Selskabet var godt, og det var et par hyggelige timer vi brugte sammen.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar