Jeg hentede Oscar i går. Han var klar til leg.
Før vi kom fra skolen, skulle han lige prøve den nye karrusel. Det var der flere, som gerne ville. Der sad en flok store piger, men de delte gerne pladsen, og synes måske det var lidt vildt at sådan et lille barn, kunne tåle mosten.
Vi kørte i Centret på vej hjem, for at købe koldskål, som lige nu er det foretrukne. Inden vi fandt cyklerne og kørte videre, var Oscar en tur op og ned ad rulletrapperne til tagparkeringen. Han kan godt lide det vildt.
Vi satte os med is fra fryseren og læste i historien om den fantastiske pære. Jeg har lånt den på biblioteket og sidste gang han var her, læste vi første kapitel. Mere gad han ikke. Nu er vi nået til ottende kapitel, og er færdige lige om lidt. Pludselig blev den spændende. Jeg tænker vi skal se filmen, når vi har læst den færdig.
På bordet fandt han Minecraftsværdet, som jeg købte en gang i sidste uge, fordi det lå der, barnet er vild med Minecraft og jeg tænkte at det måske var noget han ville have. Det var det. Fra han fandt det, gav han ikke slip.
Efter vi havde spist, skulle vi selvfølgelig lege med det der sværd. Jeg byggede efter bedste evne et sværd af LEGO - sådan et slår lidt hårdere end det tykke skumgummi Minecraftsværdet er lavet af. Men det var okey, og jeg forsøgte ikke at ramme, selvom hænder kan komme i vejen.
Efter en lang kamp var barnet klar til at sidde lidt stille, og se lidt Minecraft, med sværdet i hånden. Han formåede også at få overtøj på og cykle hjem, med det samme sværd i hånden.
Hjemme kravlede han sammen i sofaen, inden det er sengetid, og havde stadig sværdet med sig. Han havde først vist det frem til Far.
Jeg må indrømme, jeg havde forventet det ville falde i god jord. Men jeg havde ikke set for mig, at han ville blive så glad for det :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar