mandag den 28. april 2025

Bowling

 

Det er længe siden, jeg har været ude og bowle. Det er endnu længere siden jeg rent faktisk har bowlet. Jeg vil nemlig hellere strikke, og mine håndled bryder sig på ingen måde om bowling. Også selvom det faktisk er ret sjovt. 





Dengang Klubben dannede rammen om hverdagen, var bowling en fast del af årshjulet. Jeg var med, jeg så på, og trillede måske en enkelt kugle eller to, hvis nogen var på toilettet. Det er længe siden og egentlig ikke noget, jeg har tænkt som et savn. 

Alligevel kom følelsen af det gode sociale samvær børn imellem tilbage, da jeg fredag aften sad i bowlinghallen og kiggede på. 

Det lokale festudvalg besluttede at vi skulle ud og bowle. Jeg synes sociale arrangementer i jobregi er vigtige, og kan jeg, deltager jeg. Også selvom jeg vælger ikke at deltage aktivt. Det er stadig hyggeligt at være ude, være sammen og opleve hinanden på slap line, uden for hverdagen.

At en del af mit kommende team også deltog, var kun et plus.

Og jeg fik trillet en kugle eller to. Mens nogen var på toilettet.

Samtidig forsøgte jeg at strikke. Det var lidt svært i den dunkle belysning. 

Men mest var det en skøn aften, sammen med en nye skønne kolleger. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar