Masker på en søndag - Uge 25

 

Ugen kort:

• Det kan godt være der er sommerferie lige om lidt - men der skal godt nok nåes meget inden.
• Jeg overtog undervisningen, mens klasselæreren holdt elevsamtaler om sammenlægning, ønsker og håb for fremtiden. 
• Den allersidste lektion som støtte, gik med en god tur, en masse snak og et par strømper. 
• Efter mange kvaler kunne vi tage i Tivoli. Vi fik styr på priser, billetter og forældrebetaling. 
• Den mest fantastiske matematikvejleder skal være min praktikvejleder næste år. Jubii!
• I 6.U afsluttede vi undervisningen i håndværk/design med at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser. De sagde de havde bygget i netop de materialer før. Det virkede ikke som om, det havde gjort dem klogere på konstruktioner :)
• Efter mange elevsamtaler og bekymringer fra forældre, brugte vi tre timer på at skabe to nye klasser af tre. De bliver slået sammen på mandag. 
• Tivolituren var et hit. Mens den ene lærer tog hjem, og en forælder tog over, blev jeg hængende længe nok til at overdrage. Jeg besluttede at ingen Tivolitur kan sluttes uden en tur i rutsjebanen, og nåede den på vej ud. 
• Tøserne mødtes til middag, snak og gode timer i godt selskab. Vi aftalte att mødes en dag i ferien og bruge hele dagen sammen. 
• Mens jeg var ude og spise passede min mor Oscar, og forældrene var ude og blive underholdt. Da middagen var slut og vi kørte hjemad, kørte jeg videre, overtog det nu sovende barn fra min mor, der kunne tage hjem, mens jeg kunne få klaret et par skriveopgaver, og hvile på sofaen. Forældrene vendte glade hjem, så jeg kunne køre hjem og gå på hovedet i seng. 
• De sidste to matematiktimer i min kommende klasse, fik mig til at tænke, at nok skal meget ligne det de kender, men der er også ting jeg hellere vil ændre lidt på med det samme. 
• 6.X tog i Zoo sammen med venskabsklassen 1.X. Jeg tog alene derind og nød stilheden i toget, mødtes med de voksne, der havde sendt de store ud med de små. Et enkelt barn blev syg og brækkede sig, forældre hentede og ved frokostid mødtes vi alle, de små løb ind på legepladsen, mens de store gik videre alene en times tid. der var lige tid til is, inden vi tog hjem igen. 
• Vi brugte et par timer på at flytte rundt i de tre klasselokaler, så der er siddepladser med navne til alle elever, når de møder op i morgen. 
• En lørdag sammen med Bettina og strikketøjet i Frederikssund er en god ide. Det var skønt, hyggeligt og med plads til både stort og småt.
• Jeg har nu trænet hjemme to gange 28 dage.

Læse:

Hvorfor Liv er flyttet fra Aalborg tilbage til København er stadig en hemmelighed. Hvorfor hun holdt op ved politiet og i stedet nedsatte sig som privatdetektiv er også uklart.

Hvad villaen i baggården gemmer af hemmeligheder er heller ikke til at vide. Hvad skrev Daniel på væggen og hvad er der med Nima og den døde kvinde der tales om i radioen. 

Samtidig er der journalisten der blev dræbt. Et mord, der aldrig blev opklaret og som Liv nu har fået til opgave at kigge nærmere på.

Der er stadig mange løse ender, og et godt stykke til bogen er slut.

Strikke:

Det hæklede tæppe er færdigt. En dag viser jeg det frem. 

Det blev hæklet af rester. Rester efter strømper jeg har strikket af håndfarvet strømpegarn. Var der ikke nok til en hel række, gemte jeg den sidste lille snut. 

Nu er alle snutterne fundet frem. Sammen med de rester der ikke fik lov at komme med i tæppet. Jeg er ikke særlig vild med gul...

Jeg har slået op til Skrabucket. En fantastisk taske i projektposestilen, som er strikket i dobbelt garn og lagt dobbelt, så den i princippet kan vendes. 

Jeg strikker de små rester sammen to og to, kan næsten ikke vente med at se hvordan det udvikler sig, hvordan farverne spiller sammen og hvordan det ender med at se ud. 

Jeg har farvesorteret og satser på en slags fade. Og her kan de gule sagtens være med - de kan ende på indersiden. Gerne helt nede i bunden.

Color Palette Socks

 

Jeg havde brug for en gave til et ganske særligt menneske. Et skøn personlighed, der flere gange har spurgt om ikke jeg kunne strikke hende en enkelt strømpe. Jeg mente ikke en enkelt strømpe kan bruges til noget, når modtageren har to fødder. 

Jeg har flere gange sagt nej. Men som tiden gik, og jeg havde lyst til at give en særlig gave, dukkede det med strømperne op. Jeg strikkede to. Af rester jeg har fået. 

Jeg havde ikke forventet det store, overbragte gaven til en overrasket modtager, der nåede at fortælle, at hun altså er vildt dårlig til at modtage gaver. 

Hun pakkede op, så indholdet og næsten hvinede, da hun erkendte at jeg havde strikket hende et par strømper. Hun takkede mange gange, glædede sig til at skulle have dem på, glædede sig over at eje et par strikkede strømper og uddelte knus og flere taksigelser. 

Jeg synes hun var ret god til at tage imod. 

Design: Color Palette Socks af LaurelKnits.

Garn: Bundfarven er natur Sock fra Bumbo, mens farverne er rester fra Marianne (@Mariushygge).

Jeg har brugt i alt 62 gram - 26 gram bundfarve og 36 gram farverester.

  

Pinde: 2,25 mm, 80 cm rundpind og magic loop.

Størrelse: Jeg gik efter en størrelse 38.

Bemærkninger: Der er ikke så meget at sige. Jeg fulgte opskriften. 

Masker på en mandag - Uge 24

 

Tiden løber fra mig i øjeblikket. Det er muligt at sommerferien er lige om hjørnet, men det føles som om vi ikke har tid. Der er så meget, der skal nåes inden. Jeg kan mærke at det går ud over bloggen. Sådan er det nogen gange...

Og mens den forgangne uge står skarpt i hukommelsen, føles den som meget længe siden. 

Ugen kort:

• Ugen startede med anden pinsedag og min fødselsdag. Nu er jeg 54. Det skal huskes, når nogen spørger. 
• Jeg havde inviteret min mor og Annelise på sen frokost. Traditionen tro endte vi med sushi. Vi bænkede os inde, for vejret var trods sol, meget blæsende og svær at blive klog på. 
• Emilie var helt af sig selv dukket op, og blev mandag med. Det var hyggeligt at have hende hjemme. 
• Jeg har fået garn og en bog om plantefarve. Jeg har også fået the af en kollega, der havde styr på at jeg havde fødselsdag.
• Helt som vanligt fulgte jeg Emilie til stationen. I Kærene, lige inden stationen mødte vi to harer. Trods forstad og betonbyggerier, er vi åbenbart ikke længere væk fra et mere vildt liv. 
• Jeg var til den første eksamen i en række af fem hen over de næste tre år. Jeg kan godt mærke at det er længe siden, jeg har været til eksamen sidst, at kravene da jeg studerede for 30 år siden var noget lettere. Jeg bestod, og satser på at blive mere dreven over de næste år. 
• Jeg kan også konstatere at jeg stadig ikke er god til eksamenssituationer. 
• Min mor jeg gik en lang tur og spiste frokost i Tivolis foodhall. Vi sad i solen og nød både mad, selskabet og alt det grønne. Mens parkens glade gæster lagde baggrundstemaet. 
• Længe har elevtallet i de tre sjetteklasser ligget på vippen til at forblive tre, eller blive slået sammen til to. Et par udmeldinger fra børn der skal videre til andre skoleforløb betød at nu var det nu. Og så går det stærkt. Skolebestyrelsen skulle informeres, det samme gjaldt kontaktforældrene, inden alle forældre kunne få samme besked. I løbet af ugen er der holdt elevsamtaler, forældre har haft mulighed for at komme med deres betragtninger og i alle klasserne er der snakket om alle de spørgsmål, der dukker op.
• På onsdag skal de hele samles, og ny klassedannelse på banen, inden den sidste uge handler om nye klasser, fællesskab og fælles aktiviteter. 
• Sæsonen for sidste gang er gået ind. Sidste gang med valgfag inden ferien - vi fortsætter efter, sidste gang håndværk og design i en klasse, de næste følger i løbet af denne uge, og snart også sidste gang sammen med sjette klasse. 
• Endnu et besøg i min kommende klasse, betød at jeg måtte fortælle at jeg er deres nye matematiklærer, når den nuværende går på pension. Det blev vel modtaget, og jeg øvede navne, mellem hjælp.
• Oscar kom, så og sejrede, inden han og far tog sammen hjem, lige før sengetid. Vi nåede både at spille vendespil, tegne og se lyserøde dinosaurer på Netflix.
• Jeg trodsede min introverthed, pakkede strikketøj og en klapstol og cyklede til Valby, da der lørdag var World Wide Knit in Public Day. Det var så hyggeligt. 
• Der var kendte ansigter og mellem dem sad Christel, som jeg gik på seminariet med for 30 år siden. Det var et skønt gensyn. Vi støder på hinanden ind imellem. Denne gang fik vi samlet lidt op på alt det der er sket siden sidst.

Læse:

Jeg læste den femtende og sidste del af fortællingen om Ruth og Nelson i løbet af ugen. Elly Griffits bøger om arkæologen og politikommisæren er let læste, superhyggelige og fyldt med mord. 

Forviklinger var der nok af, og i sidste ende blev det hele løst.

Jeg har været på biblioteket og lånt de to første bøger i Katrine Engbergs serie om Liv Jensen. Jeg har læst hende før, og husker det som et godt bekendtskab. 

Foreløbig er der sket et selvmord, der tydeligvis kommer til at trække tråde videre i fortællingen, og vi er præsenteret for Liv, der også tydeligvis har flere skeletter i skabet. Endnu er jeg ikke helt sikker på hvor det trækker hen, men jeg føler mig underholdt.

Strikke:

Jeg strikker stadig sokker til Anders. Jeg er i gang med det femte par i en længere serie. Han trænger og for en bunke, som nok skal holde et stykke tid. 

Jeg satser på endnu et par - af resterne fra de fem andre.

Jeg har selv begået en snoning, den er både for og bag. Jeg strikke lange skafter og lange fødder. Efterhånden har jeg lært, at når foden går helt ud til spidsen af min storetå, er det tid til tå til Anders.

Sokkerne er med mig når jeg er ude. Der bliver strikket mest i pauserne på arbejde, men en lørdag på et torv blandt strikkende kvinder, giver godt til fremgangen.

 

Egon, Kjeld og Benny

 

På Tingstedet i Valby haster tre kendte figurer af sted i retning mod Nordisk Film på Mosedalvej.

Olsen Banden i fuld figur, levendegjort af kunstneren Thor Larsen med initiativ fra formanden for Olsen Banden Statue Foreningen. De står så fint alle tre, med hver deres personlighed, der afspejler præcis hvem de er. 

De var et tilløbsstykke, selfier, billeder ved siden af en eller flere af figurerne, eller bare billeder i al almindelighed blev knipset i et væk. Statuen blev afsløret for kun to uger siden, så det var sådan set ikke så mærkeligt. 

Også jeg måtte hen og kigge nærmere. De er så livagtige, at det er lige før Bent Fabricius-Bjerres kendingsmelodi lyder i ørerne. 

De står godt der, på Tingstedet i Valby, på vej mod Nordisk Film, hvor det hele startede.

World Wide Knit in Public Day

 

Den anden lørdag i juni, samles strikkere verden over, ude i det offentlige, og strikker.

Endnu er det aldrig lykkedes mig at være med. Der har altid været et eller andet, andet jeg skulle. I dag havde jeg ingen planer, og en hurtig sms, viste at jeg ikke ville ende blandt helt fremmede. 

@Amrit.Strik og @Betinas_Strikkerier inviterede til strik under åben himmel på Tingstedet i Valby, lige over for Amrits butik.

Det var så hyggeligt. Vi var mange, over fyrre, der fyldte en god del af pladsen. Der var også plads til lørdagens markedsboder og bag dem, mere plads. 

Jeg mødte Christel. Vi støder på hinanden en gang imellem. Det er skønt. For tredive år siden gik Christel og jeg på håndarbejdsseminaret sammen. Vi blev som de to eneste færdige måneder efter resten af holdet, fordi vi begge insisterede på at skrive hovedopgave om garnarbejde (strik).

Der er løbet meget vand i åen siden, men det er så hyggeligt, når vi ind imellem støder på hinanden.

Der var heldigvis også andre jeg kendte, for det havde jeg jo sikret mig. Og snakken gik, mens vi sad med garn og pinde

Som vi sad der, gik mange mennesker forbi, og drejede næsten hovedet af led, for at finde ud af hvorfor så mange kvinder sad mit på torvet og strikkede. Vi burde have haft et skilt af en art, der forklarede sammenhængen. Til allersidst kom alligevel et pat stykker og spurgte, mens jeg undervejs hørte at de inde i den nærmeste cafe havde helt styr på hvad vi lavede.

Men der kom selvfølgelig  også en jævn strøm af kaffehungrende damer.

 Da vi pakkede sammen og gik derfra, var det med et løfte om at gøre det igen næste år. 

Jeg ved ikke hvad datoen for den anden lørdag i juni næste år er. Men jeg kan lave en note i min nutidige kalender, til overførsel når en kommende kalender kommer på banen. Der er stadig et stykke tid til. 

Og mens det altid er mig, der tager billeder med mit eget kamera, var det hyggeligt at Lona havde fanget mig, midt mellem alle de andre strikkere. 

Masker på en søndag - Uge 23

 

Ugen kort:

• Jeg har flyttet rundt på nogen timer, så jeg kan være med i matematik i den 2. klasse, jeg skal overtage efter sommerferien. 
• Inden fagfordelingen er helt faldet på plads, må nye lærere ikke offentliggøres, så vi måtte ikke fortælle eleverne at jeg skal have dem efter ferien. 
• Altså sagde vi, at jeg var med, for at se hvordan man underviser i matematik. Det købte de. 
• På fredag må vi gerne fortælle om ny lærer, når den gamle går på pension.
• Der er mere mødeaktivitet end normalt for tiden. Vigtige emner er på bordet og sådan må det være. 
• Daniel hentede Oscar, for jeg vidste ikke om jeg kunne nå det. Sådan bliver det nok også i næste uge.
• Mens Daniel tog hjem, blev Oscar og overnattede. Forældrene skulle på arbejde torsdag, mens jeg havde fri, og snildt kunne holde Grundlovsdag sammen med barnet. Heldigvis var Daniel tidligt hjemme, så Oscar kunne komme tidligt hjem - det ville han gerne.  
• Eksamen er ikke langt væk, jeg burde læse op. Det er gået op for mig, at jeg er virkelig dårlig til at læse til eksamen. Det har jeg nok i virkeligheden altid været. Jeg har en plan og håber at kunne vinge resten.
• Jeg har tilladt mig at sende et udkast til en dagsorden til et møde, der står i kalenderen, men aldrig bliver indkaldt, tit bliver aflyst og sjældent har alle deltagere med. Jeg krydser fingre for at vi rent faktisk holder mødet. 
• Emilie er hjemme for en kort bemærkning. Det er hyggeligt.

Læse:

Jeg blev færdig med den sidste bog i serien om Niels Oxen, Margrethe Franck og Mossman. De var grueligt meget igennem, visse dele kan muligvis ske i virkeligheden, men virkede ret langt ude. 

Den endte mere eller mindre lykkeligt. 

Endnu en sidste lå klar. Den sidste i serien om Ruth Galloway, ærkeolog og Nelson Kriminalkommisær.

Der er fundet et skelet, skelettet er identificeret og en gammel historie er ved at bliver rullet ud. Historien involverer Cathbad, Ruths gode ven, som pludselig står midt i handlingen. Nu er han blevet væk, og jeg tænker at det skal ske en del, før alt bliver godt igen. 

Strikke:

Jeg har fundet Saven frem igen. Sweateren til Anders, der er en del af de tolv opslag tilbage fra januar. Sweateren der bliver strikket af garn, der er så hårdt ved håndled, at jeg ikke skal strikke meget ad gangen.

Jeg har lagt en plan. Det har jeg gjort før. Men jeg tror det lykkes denne gang. Jeg skal strikke målrettet og langsomt. To pinde ad gangen. En eller to gange om dagen. 

Det kommer ikke til at gå stærkt. Men muligheden for at blive færdig en dag, vokser betydeligt. 

Fårene på Volden

 

Sidste weekend var jeg en tur på Volden. Målet var at samle nedfaldsgrene. 

Noget af det jeg får med i min uddannelse er et lidt mere differentieret syn på undervisningen. Jeg bliver husket på at eleverne ikke kan det samme. Det er ikke nyt, men jeg kan mærke at mit fokus flytter sig, og jeg bliver bedre til at variere sværhedsgraden i opgaverne.

Det er vel egentlig også meningen med uddannelse. Og grunden til at jeg synes det er fedt at lære.

Jeg tager igen og igen mig selv i at forvente at eleverne kan mere end de reelt kan. At elever der er fagligt svage, vil være stærkere til praktisk arbejde. Det er ikke altid rigtigt. 

Specielt en af drengene, som startede året med en succesoplevelse, kom jeg til at kræve for meget af. Han ville ikke, han kunne ikke, og selvom jeg tilbød al min hjælp endte han med at ødelagt det han sad med. Da han selv sagde: Kan jeg ikke bare lave en bøjle? Blev det tydeligt for mig at jeg havde krævet for meget af ham. 

I forvejen havde jeg sat de af eleverne på samme hold, som var hurtige og ventede på nyt, til at lave en bøjle. Vi laver bøjler af nedfaldsgrene. De skal saves til, afbarkes med en bugthøvl, raspes i form, slibes og slibe og slibes, inden der bores et hul, skrues en bøjlekrog i og den slutteligt efterbehandles med bivoks.  

Det kunne han. Foreløbig har han lavet fire bøjler og kan selv se forskel på dem han har slebet meget, og dem, der godt kunne trænge til lidt mere.

Nedfaldsgrene finder jeg på Volden. Hvis det var en aktivitet for hele holdet, ville jeg starte med en tur til Volden, hvor de selv kunne samle grenene op. Nu havde jeg bare brug for tre-fire grene, havde elever, der lavede noget andet, og endte med selv at finde grenene. 

Så jeg kørte til Volden. 

Der er hyggeligt på Voldanlægget. Vestvolden blev bygget sidst i 1800-tallet som landbefæstning om København. Det hele blev gravet ud ved håndkraft og det var hårdt arbejde. Da anlægget endelig stod færdigt var det allerede forældet og da første Verdenskrig stod for døren var det ikke meget værd som forsvar. 

Området der strakte sig hele vejen uden om København fra Avedøre gennem Utterslev Mose og ud mod vandet helt oppe omkring Klampenborg, består i dag af den sydlige del fra vandet til mosen. Fra Hvidovre, gennem Rødovre og et stykke ind i Københavns Kommune. Anlægget bestod både af voldanlægget, men også af flere forter, hvoraf en del er bevaret som museer. Det største er Garderhøjfortet i Gentofte.

Militæret rådede over området i mange år, undervejs blev der bygget bunkere til at trodse den kolde krig.  I løbet af 60'erne blev området åbne for befolkningen, men først i 2004 blev de sidste områder forladt af militæret og åbne for offentligheden. Det gælder blandt andet Ejbybunkeren, som er et besøg værd. 

I dag får Voldanlægget lov at vokse til. Der står høje træer, hvor der skulle være frit udsyn, og de grønne sider er indtaget af får. 

Sidste weekend var der fyldt med får. Jeg gik ikke ind til dem, det kan man ellers godt. Jeg havde travlt med de der nedfaldsgrene. Hvis man er heldig kan man også komme helt tæt på. Men de har det med at flytte sig, når der kommer nogen. 

Jeg samlede mine grene, dem er der rigeligt af på jorden under alle træerne. de får nemlig lov at ligge og være en del af biosystemet. Jeg nikkede til fårene og tog et par billeder, inden jeg cyklede hjem igen, med grenene spændt fast over cykelkurven.

Blende og dizze

 

Sidst i januar byggede jeg et blendingboard. En anordning til at blande uld og gøre klar til spinding. Sådan et blendingboard kan bruges til mange forskellige ting.

Jeg har længe gerne ville have sådan et. Det føles lettere tilgængeligt end et sæt uldkamme, som jeg også gerne vil have, og måske har fundet en udbyder af. På den anden side af Atlanten. Spinderedskaber er ikke billige, og et blendingboard kan man godt lave selv - så det endte jeg med at gøre. 

At det blev lavet sidst i januar havde et formål. Det skulle bruges til de tolv opslag, som jeg stadig synes er en god ide, og har det fint med at have startet op, uden nødvendigvis at arbejde videre på. 

Jeg havde op til jul byttet julekalender med en flok damer fra Spindeforeningen. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig i forhold til de små pakker, men som jeg åbnede op, kom der alt muligt ud af dem. Uld i alle mulige forskellige stadier fra rå uld til vasket uld, kartet og kæmmet uld. Forskellige uldtyper og også fibre fra andre dyr. Angora, kamel og alpakka, for at nævne nogen. 

En del af fibrene var røde, pink og lyserøde. Dem satte Emilie sig på, og de blev første del af spindingen af julekalender-bytte-fibrene. Jeg lavede rolags på brættet. Det er sjovt, og absolut ikke sidste gang. 

Hvad skulle jeg så med resten af fibrene. Nu havde jeg prøvet rolags, og synes det skulle forberedes til spinding på en anden måde, men stadig så forskelligheden kunne blive et hele. 

Man kan lave batts på et blendingboard. Men fibrene kan hurtigt komme til at ligge i striber - er min oplevelse, jeg har ikke prøvet - og det var jeg ikke rigtig interesseret i. Jeg har set at man kan dizze ulden af, på tværs af brættet, så striberne bliver revet fra hinanden, og man ender med meget mindre striber. Hvis det giver mening.

Det skulle prøves. 

Jeg vejede den samlede mængde uld. Der var cirka 200 gram fibre, der kunne bruges på blendingboardet. Ved siden af var cirka 48 gram rolags af forskellig slags. Dem lod jeg være, og stopper dem ind i spindingen ind imellem. 

Jeg delte alle fibrene i seks bunker, der nogenlunde indeholdt de samme fibre. Ikke nødvendigvis samme farver. Langt størstedelen af fibrene er naturfarvede i alle de farver naturen kommer i, men nogen har også langt mindre naturlige farver. Jeg havde tidligere fjernet det røde, og de tilbageværende farver fungerer fint sammen. 

Bunkerne fordelte jeg på blendingboardet, på samme måde som dengang jeg lavede de pink rolags. Det var først da jeg skulle have det af igen, jeg ændrede fremgangsmåden. Det var her jeg skulle bruge en diz. 

En diz er et værktøj, der bruges til at hive fibre af et forberedelsesinstrument, og skabe et langt bånd, næsten som en kæmmet top, klar til spinding. En diz er en lille skive, der helst skal være en smule konkav, og har et hul eller flere i forskellige størrelser, som ulden hives igennem. 

Jeg havde ikke en diz, og blev lidt overrasket over hvad sådan nogle koster. Jeg købte en knap, der buer og har huller i en fin størrelse. Hullerne skal være ret små. Den buede del af dizzen skal vende ind mod ulden, der bliver trukket af, den trådes gennem hullet med en hæklenål (eller et specialværktøj) og sidder egentlig bare på ulden, og føre fremad, når der er trukket, nok til at der er plads. Jeg startede med at vende den forkert. Jeg startede også med at holde i den. Sådan er der så meget. 

Det var ikke let til at starte med, men jeg synes jeg blev rimelig god til det undervejs. At fibrene er så forskellige gjorde det bestemt ikke lettere. Til gengæld faldt jeg over en podcast, hvor fremgangsmåden blev forklaret, lige da jeg havde brug for det.

Jeg lagde et viskestykke over tænderne på blendingboardet, efterhånden som jeg arbejde mig op over det. Det har jeg ikke set nogen steder, men det virkede som en god ide.

De færdige lange strimler rullede jeg op som bolde. Bolde, der ser noget skrøbelige og rodede ud. Det hele hænger bedre sammen, end det ser ud til, og dermed kunne jeg gå i gang med at spinde.