De sidste par år har jeg haft et lille sjal, af den slags der kan strikkes af et lækkert håndfarvet 100 grams fed, med på sommerferie. Det havde jeg også i år.
Da jeg ledte efter et mønster til sjalet, som skal være let nok til at have med på tur, og kompliceret nok til at det ikke bliver kedeligt, faldt jeg over Knitters DNA. Det passede ikke til formålet, men det var flot.
Det blev liggende i baghovedet, og da ferien sammen med Anders var slut, det lille sjal strikket færdigt og jeg tog alene til Odense, dukkede det op igen. Det var slet ikke meningen.
Jeg var på vej mod den fjerne fortid, da det gik op for mig at ruten bragte mig forbi Hobbii i Odense. Jeg har aldrig været i en Hobbii-butik, så da turen gik tilbage mod byen, stoppede jeg op for at se om der var noget spændende. Jeg havde ingen forventninger.
Jeg lagde ud med at konstatere at en del af garnet i butikken var afarter af acryl. Jeg vidste godt, der ville være andet, alligevel blev jeg lidt skuffet. Jeg har ikke noget mod acryl, jeg bryder mig bare ikke om at strikke med det, så jeg lod det ligge.
Længere inde i butikken fandt jeg pludselig store kager af garn i farver, der fadede fra den ene farve til den anden. Med tanke på mine første erfaringer med butikken, forventede jeg en blanding med acryl. Det var det ikke. Det var ren bomuld. Endda Økotex certificeret. Jeg besluttede en gang at jeg kun køber bomuld, hvis det er mærket enten økologisk eller økotex.
Men hvad skulle jeg bruge det til? Hvorfor skulle jeg egentlig overhovedet købe det?
Jeg var faktisk ved at gå, men så hang der et sjal, strikket af netop det flerfarvede bomuld, sat sammen med en mohair. Nøj, det var pænt. Og så dukkede tanken om Knitters DNA op igen. Jeg havde nemlig set en version af det i et løbende farveforløb. Jeg kiggede på butikkens udvalg af mohair, men synes det var lidt for kradst, nøjedes med et enkelt (temmelig stort) nøgle af grøn i grøn og gik derfra med en plan om at finde en medløbertråd et andet sted i byen.
Jeg var lidt omkring inden jeg endte hos Tante Grøn og slog mig på Midnatssol fra Camarose. Jeg havde det rigtig fint med at bytte mohair ud med alpaca, og var sikker på at den valgte farve ville fungere. Også selvom damen i butikken var knap så sikker.
Jeg nåede ikke meget mere end hjem fra Odense, før jeg havde købt og printet opskriften og startede op på et sjal, der blev noget større end forventet.
Design: Knitters DNA af Martina Behm.
Garn: Cotton Kings Sultan Deluxe, 100% bomuld i farve 07, en grøn fade. Sat sammen med Midnatssol fra Camarose i farven 9512/Havgrøn.
Bomuldsgarnet kommer i et 250 grams nøgle. Jeg brugte det meste - 238 gram og 121 gram Midnatssol.
Ialt 359 gram.
Pinde: Det hele er strikket på pind 4,5 mm.
Størrelse: Det blev stort - jeg brugte så meget garn som muligt. Ville gerne have hele faden med.
Det betød et vingefang på ca 318 cm og en højde på omkring 63 cm.
Bemærkninger: Jeg kunne ikke gennemskue hvordan DNA-strengen kunne strikkes uden at knække garnet. Martina Behm har tidligere lavet andre geniale opskrifter og den her synes jeg er genial. Hele sjalet er strikket af en lang ubrudt tråd. Det fungerer.
Mit garnvalg endte en smule mere løst og let end originalen. Det betød at DNA-strengen hurtigt kunne blive lidt slasket og kedelig at se på. Det betød også at jeg strikkede 16 retriller i hver DNA spiral i stedet for de lidt flere i opskriften.
Jeg var ikke helt tilfreds med kanterne, så jeg flyttede udtagningerne en maske ind og tog de yderste vrang løs af, når pinden startede og strikkede dem ret, i slutningen af pinden.
Jeg brugte tyske vendinger i stedet fra wrap and turn. Det fungerer bedre for mig, og jeg synes det bliver pænt.
Selvom sjalet er af bomuld, varmer det helt igennem fantastisk. Der er ingen tvivl om at medløberen af merino og alpaca har den effekt. Lige nu er det yndlingssjalet, og jeg tænker det kan varme det næste lange stykke tid.
Det hjælper selvfølgelig også, at det er så stort, at det kan vikles flere gange rundt om halsen.
Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar