Lykke til på rejsen

 

I juli fyldte Emilie seks og tyve år. 

I juni dimitterede hun, og kan kalde sig pædagog. 

For et par år siden blev vi enige om, at når hun var færdig skulle hun flytte hjemmefra. 

Et eller andet sted må jeg indrømme, at jeg blev en smule skuffet over at det ikke skete, fra den ene dag til den anden - til trods for, at jeg godt vidste det ikke ville ske. 

Siden uddannelsen endte har hun søgt arbejde. På en eller anden måde opstod en ny aftale - at hun flyttede, når hun havde fundet arbejde. Mange ansøgninger blev sendt hen over sommeren og ferien. Ingen vendte tilbage og humøret dalede. Også selvom hun var med på at ferie formentlig betød at ingen holdt samtaler. 

Ferien sluttede, institutionerne vendte tilbage til normalen og et par samtaler løb ind. De gav ikke arbejde, de ønskede mere erfaring. Jeg trøstede med at en indkaldelse under alle omstændigheder betød noget godt. 

Så indløb den. Samtalen, der mundede ud i et job. En børnehave, der kan alt det hun drømmer om. 

I dag pakkede hun i bogstaveligste forstand  sit gode tøj og gik. Jeg gik med, fulgte hende til stationen og videre til Hovedbanegården, hjalp med kufferterne og den store pose fra IKEA. Hun efterlader sit værelse, har været igennem det hele, smidt noget ud og ladet resten blive. For nu. 

Rejsen gik mod Odense. Alle ansøgninger er sendt mod Odense. Hun har i årevis talt om Fyn. Ikke kun fordi bedsteveninden bor på Fyn, nær Odense. Men også fordi hun holder af Fyn, og længe har haft et ønske om at flytte dertil. Nu får hun husly hos Josefine, til hun finder sit eget. De får en fest de to, det har de ærligt fortjent. De har holdt sammen i ti år, på tværs af land og vand. 

A-kassen krævede ansøgninger sendt til lokalområdet, og ikke kun Fyn. Det så hun stort på, havde ingen planer om at blive i København og omegn.

Kufferter blev løftet ind i toget, pladsen fundet og da toget kørte måtte jeg erkende at tårerne steg til vejrs. Det kom bag på mig, for vi er begge klar. Vi har begge været klar længe. 

Tillykke med det nye kapitel Emilie. 

Jeg ved det bliver godt, og jeg glæder mig til at se dig igen, høre om det nye eventyr og se glæden i øjnene, når du fortæller om det.