søndag den 28. juli 2024

Masker på en søndag - Uge 30

 

Ugen kort:

  • Efter ferie og fejring faldt vi noget sammen, og havde flere dage, stort set uden indhold.
  • Jeg bankede min lilletå ind i noget hårdt. Det har jeg gjort før, men det er altid holdt op med at gøre ondt, inden for en overskuelig tid. Det gjorde det ikke denne gang. Tåen er stadig en smule øm - ikke så meget som til at starte med, det skal nok gå over - men jeg tror den er forstuvet.
  • Efter alle de gange jeg har banket en tå ind i noget hårdt, er det måske også på tide....
  • Jeg kørte på biblioteket, afleverede lånte bøger og lånte nogle nye.
  • Med god tid, blev vi enige om at låne Oscar to dage i stedet for en. Altså kom far og søn og spiste mandag aften, far gik hjem, barnet blev og overnattede, hele to nætter.
  • Med fare for regnvejr tog vi til Malmø og besøgte Funnys Äventyr. Det var rigtig fint, selvom barnet siden har fortalt sin mor, han ikke kunne lide det. (Hun vidste godt hun ikke skulle tro på ham)
  • Jeg fandt en lille lejlighed i Odense og bookede fire overnatninger. 
  • Oscar tabte sin første tand, den har været løs længe. Det var så stort at mor og barn facetimede helt fra Lolland, hvorfra han også kunne vise søde hundehvalpe frem. 
  • Jeg pakkede og tog toget til Odense. 
  • Anders fulgte mig til stationen, og er klar til arbejde i morgen. 
  • Jeg har gået rundt i Odense, suget byen til mig, og er slet ikke færdig med at opleve.








Læse: 

Historien om Ruth og Nelson var hurtig læst, jeg ved der er en ny på vej, og glæder mig til den dukke op.

I stedet er jeg startet på Vinterstrømmen af Kamilla Oresværd - tredje del i serien om Mona Shiller

Foreløbig er en elg blevet skudt og en død mand, parteret, stoppet i plastiksække og smidt i det iskolde vand, dukket op.

Mona har hemmeligheder, måske ved hun hvem den dræbte er, men hun holder sin viden for sig selv, for hemmeligheder skal holdes. Som læser er det lidt irriterende at vide der er noget, jeg ikke får at vide. 

Jeg tænker lagene bliver skrællet af efterhånden som serien udvikler sig. 


Strik:

Op til ferien strikkede jeg på trøjen til Anders, som havde holdt pause et stykke tid. Den blev hjemme, mens vi tog til Tyskland, og pludselig føles det som meget lang tid siden jeg har strikket på den.

Jeg har fundet den frem igen. Den mangler bare det sidste ærme. Jeg strikkede i en evighed på det første ærme, og så var det pludselig færdigt. Ærme nummer to (og strømpe nummer to) oplever jeg ofte går hurtigere. Nu ved jeg hvor langt der er igen, jeg ved  hvornår der skal tages ind eller ud (eller laves hæl).

Jeg er ikke sikker på at komme hjem med endnu et færdigt ærme. Men jeg gad det godt.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar