En længere historie

Nu havde jeg taget en beslutning om at skulle bruge smukke fremmede skriftsprog. Jeg havde spurgt hos den lokale grønthandler og jeg havde spurgt de af ungerne på arbejdet, der kunne tænkes at vide noget om noget – en enkelt har lovet at spørge sin onkel, så måske får jeg mere at vide hen ad vejen.

Flere af jer havde rigtig mange gode ideer, og jeg var også opsat på at forsøge igen – det kunne jo være, det kun var min lokale grønthandler, der ikke kunne hjælpe. Så var det min søde kollega vidste at der findes en international kiosk et eller andet sted, så min ven Google blev endnu engang besøgt, og det er ganske vist – International kiosk ligger på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej.

Jeg tog Emilie under armen, og så fartede vi ellers mod byen, hovenbanen og Istedgade med en plan om et hurtigt visit og et besøg hos thaibiksen på hjørnet af Reventlowsgade, inden vi formentlig kunne tage hjem igen på samme klip.

Men så nemt skulle det ikke være. I stedet gik vi hele vejen fra den ene ende af Istedgade til den anden ende. Emilie konstaterede at der ligger ufattelig mange frisørsaloner på den gade, til gengæld overså hun totalt enhver forbindelse til sex – måske i virkeligheden meget godt.

Det var ikke noget problem at finde Internal Kiosk, problemet lå i at varelageret ikke virkede særlig internationalt. Personalet prøvede virkelig at hjælpe, men ingen af dem havde den mindste anelse om, hvor vi eventuelt kunne finde aviser af udenlandsk oprindelse. Jeg spurgte til grønthandlere, det mente de ikke, men henviste straks til en grønthandler længere nede ad gaden.

Vi gik videre – grønthandleren var ingen succes. Efterhånden var vi nået så langt, at det thailandske supermarked ved Enghave Plads var tættere på end hjørnet ved Reventlowsgade, så vi fortsatte. I en kiosk mødte vi endelig en mand, der mente at den pakistanske købmand helt nede ved Enghave Plads muligvis kunne have noget på Urdu.

Vi rundede Thai-supermarkedet inden det pakistanske. Når vi alligevel var på Vesterbro, ville det være tåbeligt ikke at fylde op med nogle af de ingredienser, der ikke findes i Rødovre. Og håbet om, at de måske var leveringsdygtige i læsestof på thai, viste sig indfriet.

Hvad avisen kostede aner jeg stadig ikke, heller ikke de to piger ved kassen så ud til at vide det – de endte med at stoppe avisen i posen helt fri for betaling. Jeg sagde pænt tak.

Hos den pakistanske købmand kunne vi ikke finde nogen aviser, til gengæld var der dameblade, så for den svimle pris af femten kroner er jeg nu indehaver af triviallitteratur, jeg ikke forstår, men som helt tydeligt er triviallitteratur. Inde i bladet er for eksempel en novelle, der bortset fra skrifttegnene er som taget ud af Familie Journalen. Eller ugens horoskoper – heller ingen tvivl der. Det er sjovt som nogen ting ganske tydeligt forstås, selvom det ikke umiddelbart er forståeligt.

Helt præcis hvilket skriftsprog jeg er vendt hjem med, aner jeg ikke – men det er flot!

Nu er grundlaget lagt for videre leg, så skal jeg bare huske at passe på håndledet. Hvis jeg kan…