Den Fynske Landsby

 

Den Fynske Landsby var på tegnebrættet gennem mange år. Lige før og under anden Verdenskrig lykkedes det er samle gamle fynske bygninger og genrejse dem i det, der skulle være en landsby inden udskiftningen, ved landbrugsreformerne. Dengang lå gårdene tæt, mens markerne lå omkring byen, ofte delt i mindre dele, så alle have lige langt, og så stor en del af fællesskabet, som det tilkom den enkelte - eller noget.

Allerede først i 1900-tallet opstod ideen til museet, og man havde været rundt og kigget på mulige gårde og bygninger, som kunne være oplagte kandidater til et fynsk frilandsmuseum, der skulle bevare den fynske byggestil. 

Arbejdet med at genrejse de mange bygninger skete som et beskæftigelsesprojekt i løbet af krigsårene i 1940erne. 

Allerede fra start havde den fynske landsby dyrehold og dyrkning af marker og haver. Gennem årene er begge dele gået fra et konventionelt landsbrugssyn til at genopdage tidligere tiders måder at holde bedrifterne. 

Landsbyen var ikke fuldt udbygget, da den åbnede i 1946, og op gennem 1970'erne og -80'erne blev de sidste huse og bygninger genrejst, til den landsby, der findes i dag. 

Museet har altid haft fokus på at vise og bevare den fynske kultur i både bygningsværker, landsbysamfund og kultur. I dag er rammen en landsby, som den så ud på H.C. Andersens tid, fordi det har vist sig mere håndgribeligt for publikum ikke bare at gå rundt i gamle dage, men gå rundt i en tidsalder, der kan relateres til.

Da Sortebro Kro blev genrejst, blev den indrettet som restaurant til gæsterne, og har siden beværtet publikum. Jeg havde lovet Anders frokost på kroen, og da vi havde været størstedelen af landsbyen rundt, satte vi os i haven under en parasol, og ventede på vores bestilling.

Det er en hyggelig have bag kroen, det var den varmeste dag i de fem dage vi havde i Odense og mange andre end os, havde fundet vej til både museum og kro. De havde travlt, vi var klar til at vente. Vi havde ikke siddet længe, da et tysk par kom og spurgte, om de måtte sidde ved vores bord. Der var fire stole, vi brugte kun de to, så selvfølgelig måtte de det. Da de havde sat sig, gik det op for mig, at manden var ham, der stod foran os i køen til bestilling. Der gik ikke længe inden de fik deres mad, og jeg tænkte at vores var på vej.

Det tyske par spiste færdig, vi så ingen mad, andre gæster, som jeg var i tvivl om hvorvidt kom før eller efter os, fik serveret, og da ham der nærmest lige havde sat sig bag os, kunne sætte kniv og gaffel i en sandwich, besluttede jeg at finde en tjener og spørge om de mon havde glemt os. 

Det havde de. Tjeneren var meget ked af det, sørgede lynhurtigt for ekstra drikkevarer og undskyldte mange gange. Det skal hun selvfølgelig, men vi var klar over at de havde travlt, så ingen klager fra vores side.

Vi fik spist og gik ud for at opleve resten af museet, inden vi satte kursen tilbage mod Aafarten. Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med frilandsmuseer og historie. Jeg synes det er spændende. Jeg kan godt lide at se bagud, se hvad der var og dermed lære om vores nutid. 

Vi var en time tidligere hjemme end jeg var sidste år. Jeg synes vi brugte tiden godt, så det hele og havde god tid. Alligevel kan jeg endnu en gang konstatere, at når jeg er alene bruger jeg mere tid. Jeg tænker det er almengyldigt. At jeg ikke skal tage hensyn, når jeg bare er mig. At jeg kan fordybe mig på en hel anden måde alene end sammen med andre. Og det er åbenbart lige meget, hvem andre er.  

Jeg oplever det samme, når jeg er til strikkefestivals. Jeg bruger mere tid alene - måske køber jeg også mere. Jeg kan godt lide at være af sted sammen med andre, både på museer og festivals, men måske skal jeg huske at jeg også godt kan lide at være alene.

Jeg tror jeg har godt af begge dele. 

I øvrigt så vi mindst to damer, der gik rundt i høje hæle på grusveje og de toppede brosten. Jeg blev en smule i tvivl om, om de vidste hvor de skulle hen og hvad de skulle se. Det så i hvert fald ikke nemt ud. 

Jeg har fundet info om Den Fynske Landsby, på museets egen hjemmeside og på Wikipedia.