Fra det almennyttige boligområde gik vi videre mod den tidlige barndom. Mod huset vi voksede op i. huset vi beboede gennem størstedelen af halvfjerdserne. Ann-Dorthe mente vi flyttede derfra i '81. Hun har sikkert ret.
Lige efter tunellen går en sti mod Sløjen og vi kom op i den anden ende af den vej, der, dengang vi var børn, var meget lang. Den er ikke særlig lang. Faktisk er der bare fire huse, inden tilkørselsvejen og vores forældres hus.
I dag er det hvidpudset. Det var det ikke i halvfjerdserne. Dengang var det gult og af mursten. Der var også et vindue prydet af farvede sten. Det er væk nu.
Træet foran huset er vokset, og mens vi stod og kiggede, snakkede og mindedes, kom en mand hjem til et andet hus. Han synes formentlig at det var mærkeligt at vi stod der og bare stod. Da han havde parkeret bilen, kom han ud på vejen og sagde Hej.
Min søster fortalte at det var vores forældre, der byggede huset. Det synes han var spændende, og så fik vi en snak om det. Han har boet i sit hus siden '89 og kunne fortælle at beboerne i vores hus ejer en stor antikvitetsforretning på Amager. Jeg håber bare de holder af huset.
Det kunne være vildt sjovt at komme ind og se det indefra.
Vi prøvede ikke. Sagde pænt farvel og gik videre ud i Barndommens Land, på jagt efter legepladsen, nede for enden af stien. Vi fandt den, men det var ærlig talt ikke spændende. Ingen karrusel, ingen gynge med traktordæk. Bare en kedelig legeplads med en sandkasse og et nyt legestativ.
Videre igen fandt vi Eriksminde Centret, Hundige Kirke og Centret, hvor vi købte ind i Bilka og gik hjem igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar