Jeg hentede Oscar i går. Vi slog et slag om centret efter hvide perlepladeperler. Oscar har nemlig arbejdet på et spindelvæv, de sidste gange han har været her. Men vi løb tør for hvide perler.
Vi havde købt perler. Og nødder, for barnet har fundet ud af at nødder smager godt. Det viser sig at rene nødder ikke har samme værdi som ristede med salt eller honning. Vi var på vej mod udgangen, da vejet besluttede at nu skulle det regne.
Kunne vi måske lige udsætte det der med at cykle hjem...
I det samme gik vi forbi Selfmade-popupshoppen, der har mere garn end stof. Jeg har af flere gange forsøgt at strikke til Oscar, men han synes strik stikker. Vi har snakket om blødt garn, og om at jeg måske kunne strikke noget til ham af meget blødt garn...
Han har ikke udelukket det.
Jeg har blødt garn herhjemme, men det er ikke garn der duer i vaskemaskinen, og måske kunne det være godt at prøve noget andet først.
Gad vide... tænkte jeg, og satte kursen mod garnhylderne. Mens vi følte på det ene og det andet garn, Oscar havde meget specifikke ønsker og vi snakkede om den der trøje, var jeg ret sikker på at damen i butikken synes vi rodede lidt for meget i hendes garn.
Vi endte med Fraya Delightful, Superwashbehandlet Ekstra fin Merino. Og meget blødt.
Oscar valgte fem farver, snakkede om krydser. Jeg forstod ingenting. Han prøvede virkelig at forklare.
Hjemme fandt jeg papir, tegnede en trøje, ryg, for, ærmer og kanter. Vi hjalp hinanden med at parre fem farveblyanter med de fem farver garn, og Oscar gik i gang med at farvelægge.
Det endte med lodrette striber og et stort kryds på ryggen. Det skal nok blive sjovt at strikke.
Det var ærlig tal noget lettere dengang jeg lavede samme øvelse med hans far. Daniel valgte også fem farver. Mens Oscar ville have en trøje til at trække over hovedet, ville Daniel i sin tid have knapper foran. Det betød fem dele - to forstykker, en ryg og to ærmer. Jeg havde dengang forestillet mig et virvar af farver, der skulle genskabes. Daniel valgte at farve hver del i sin egen farve...
Jeg håber at komme i gang i løbet af weekenden. Der skal gerne være noget at vise, næste gang barnet kommer på besøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar