mandag den 19. august 2024

Spind på en søndag - Uge 33

 

Ugen kort:

  • Den første hele skoleuge er slut. 
  • Til trods for at jeg det kommende skoleår kun skal være på skolen tre dage om ugen, var jeg der hver dag. Mandag og torsdag kun kort, og det var mærkeligt at have afsluttet en uge, men kun at have haft tre dage med undervisning. 
  • I løbet af året bliver det i højere grad tre en halv dag. 
  • Og hvorfor skal jeg så ikke være på skolen to dage hver uge??? Jo ser du, mandag har jeg uddanelsesfri, torsdag er valgfagsdag. Jeg skal have Håndværk og designholdene i valgfag. Jeg starter med ottende klasse på torsdag. Når de har været til prøve engang til januar, fortsætter jeg med syvende klasse. 
  • Valgfagstimerne er samlet, så det bliver hele dage. Håndværk og designtimerne foregår på NEXT i Herlev - væk fra skolen og i gennemsnit halvdelen af årets torsdage. Torsdage uden valgfag, har jeg skemafri. 
  • Jeg skal nok få brugt både mandag og torsdag, for fra den 26. starter uddannelse lige på og hårdt, oveni arbejde. Der er undervisning nogle mandag eftermiddage, hver tirsdag aften og nogle torsdag aftener. 
  • Jeg har fået lektier for. Jeg har printet de udvalgte passager, der er lagt ud, og bestilt en bog. Mon ikke der skal bestilles flere bøger??? Jeg er startet med den ene. 
  • Jeg glæder mig til alle årets nye udfordringer. Også selvom det nok skal blive hårdt. Hårdt og spændende.
  • Jeg har mødt alle mine nye elever. Eller næsten alle. Der manglede et par stykker. De er så søde, og jeg er sikker på det bliver et fantastisk år.
  • Jeg har cyklet hele ugen. Jeg kan stadig mærke halebenet - jeg tænker jeg får glæde af det længe. Men det er til at have med at gøre.
  • Berit og jeg gik en tur og fik sat verdenssituationen på plads. 
  • Jeg hentede Oscar til overnatning, bad, hygge og aflevering til skole. Han bliver så stor. 
  • Jeg var forbi NEXT, for at se hvor det er, se hvordan der ser ud og få en god snak med Morten og Julie, der holder til i den ende af undervisningen. Det bliver så godt. 
  • Oscar (eller hans forældre) holdt fødselsdag en lille uge før tid. En skøn eftermiddag, blev meget længere end jeg havde forventet. 
  • Min ring, der har fulgt mig i mere end tyve år, havde pludselig tabt pynten. Ringen sad om fingeren men stenen og udsmykningen var væk. Både Anders og jeg gik turen frem og tilbage mellem hjem og ud, uden at finde den. Jeg var i kælderen, hvor jeg havde fundet klapstole til fødselsdagen. Der var den heller ikke. Jeg troede den tabt, da jeg fandt hele toppen på gulvet på toilettet. Nu skal jeg bare have fat i en guldsmed, så den igen kan følge mig. Godt jeg kender en guldsmed. 
  • Jeg havde egentlig ikke tænkt det skulle være i år, men Bettina spurgte, og jeg tog til Roskilde og Fiberfolk. Det var hyggeligt og frokosten fandt vi på Roskilde MuseumsCafe. Det var et besøg værd. 









Læse:

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om jeg synes historien om Kitt og Kommisæren, og veninderne og et mord, der er blevet til flere, er god. Den er let at læse, jeg har ikke pinpiontet morderen, men den er også lidt irriterende. 

Hun er lidt for sød, lidt for skrap, lidt for meget. Og når det skal være så tydeligt at der er interesse fra begge sider, kunne de godt se at komme lidt mere ind i kampen. 

Jeg læser videre, for jeg er begyndt. Og jeg læser nok også nummer to i serien, for jeg har den liggende. Og sådan en serie, kan godt udvikle sig positivt, når forfatteren skriver sig ind i den. 


Spinde:

Mens store dele af sommeren er brugt hjemmefra, har rokken stået stille. Jeg er kommet i gang igen, må erkende at jeg sidder godt på stolen ved rokken, mens sofaen, hvor jeg egentlig hellere vil sidde, ikke er fantastisk med et ømt haleben. 

Så jeg har spundet. Også lidt for meget. Mit knæ har brug for pauser. Jeg ved det godt, men somme tider, bliver jeg alligevel ved. 

Jeg mangler den sidste tredjedel af den tredje og sidste tråd til et tretrådet garn. Jeg spinder anden halvdel af julekalenderen fra Birthe P sidste år. Jeg har spundet den røde del. Jeg kalder det her den grønne del. Det er muligvis lidt misvisende. Det er vist snarere den grøn-gul-brune-grå del. 

Jeg er vildt spændt på at se trådene blive tvundet og garnet i sin endelige form. Jeg er vild med spindeprocessen, men jeg må erkende at når næste step er nært, kan jeg godt blive lidt utålmodig. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar