søndag den 21. juli 2024

Tillykke med de firs år

 

I fredags fyldte min mor firs år. Egentlig ville hun ikke holde noget, men børnepigerne (Victoria og Emilie) tilbød at hjælpe og hun lod sig overtale. Min søster og jeg blev inddraget og i går kunne vi mødes, familie og venner, for at fejre hende. 




I fredags kørte Emilie og jeg mod Vanløse. Undervejs købte jeg blomster og med havde jeg også en lille engel, Anders og jeg fandt i løbet af ferien. Min mor holder meget af engle, så det var det helt rigtige. 

Vi mødtes med min mor, Annelise og Victoria for at dække bord og gøre klar til festivitasen. Min mor havde lånt cafelokalet i det lokale ældrecenter, der skabte en fin ramme og ligger i kælderniveau, hvilket viste sig at være skønt i forhold til varmen. 




Lige udenfor ligger en legeplads, for ældrecentret deler plads med både børnehave, vuggestue og et kollegie, og kalder sig et centrum i lokalsamfundet. Legepladsen er lige nu beboet af måger med unger. Vi måtte gerne bruge legepladsen og de tre børn, der var med måtte gerne lege, når bare der var voksne til stede og ingen generede mågerne. 

Ingen generede mågerne og min mor havde en skøn dag - efter eget udsagn. Det er jeg glad for. Det var glade mennesker der mødte op, mange kendte jeg, med der var også gæster fra de fællesskaber min mor har, som jeg har hørt om, men aldrig mødt. 

Det er dejligt at kunne sætte ansigt på dem jeg hører om. De havde det vist på samme måde. 




Victoria havde skrevet en sang, Emilie havde lavet fyldt chokolade og en veninde havde kreeret en kage. Sammen med god mad, dejligt selskab og gode snakke, blev det en skøn dag.

Vi ryddede det hele op og fik alt båret hjem til min mor eller Annelise. Cyklerne var god hjælp. Min mor bor nærmest ved siden af, så det var nemt. Aftensmaden i dag er også nem, for vi fik rester med hjem. 

I dag er jeg træt. Det er godt jeg har ferie. 


Tillykke mor, det var dejligt at være med til at fejre dig. 



2 kommentarer:

  1. Stort tillykke med din mor.

    Min unge veninde bor på ældrecentrets kollegie. Det var næsten umuligt at tale i telefon med hende i aftes pga. mågeskrig. I kunne såmænd godt have nedlagt nogle af dem…

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og vildt at de alligevel larmer så meget. Det synes jeg ikke vi oplevede :)

      Slet