mandag den 1. juli 2024

Masker på en søndag - Uge 26

 

Ugen kort:

  • Ugen var sidste uge inden sommerferien, og alting var noget anderledes. 
  • Med et halvt år til jul, var der risengrød til skolemaden, 
  • Vi delte eleverne på tværs af klaserne og tog på tur til Assistens Kirkegård, hvor der blev kigget på grave af kendte mennesker og arbejdet med en af dem. Eleverne lavede videopræsentationer vi så torsdag. 
  • Jeg er imponeret af hvor meget de dykkede ned i historien og lærte om de enkelte mennesker. Det var tydeligt at ny viden blev omsat til information. 
  • Det viste sig at selvom jeg kan gå et trekilometers orienteringsløb på omkring halvfjerds minutter, betyder det ikke at en flok skoleelever kan. Mens grupperne blev sendt ud til fods, cyklede jeg rundt, hjalp hvor jeg kunne, og måtte erkende at det er vigtigt at kalibrere sin telefon, hvis ikke man skal stå midt i et hus, for at ramme en post.
  • Trods genvordighederne, synes de det var sjovt. 
  • Emilie tog til Jelling, for at være med når Josefine blev færdig. Både min mor og jeg mente det var vigtigt at se på et par sten, der er i området. Hun havde svært ved at se vigtigheden, men gik forbi og sendte billeder med selfies af både den store og den lille Jellingesten og måtte erkende at det er ret vilde. 
  • Jeg var til tjek hos optikeren, så der ligger nye linser og venter, når jeg kommer hjem fra ferie. Alt er godt, og jeg behøver først komme tilbage om et år. 
  • Jeg hentede Oscar, der ikke havde tid og lige skulle lege færdig. Yndlingsveninden fra børnehaven er startet i samme SFO, selvom hun vistnok skulle flytte. Der var gensynsglæde. 
  • Daniel måtte en tur på skadestuen, da de hjemme endelig havde tid til at rydde ud og rydde rundt og rydde op. Han faldt på trappen med en stor ting af glas, og måtte have fire sting. Han nåede heldigvis frem inden vi spiste og tog barnet med hjem.
  • Aftalen med min mor torsdag eftermiddag var hyggelig. Vi fik styr på det meste og ses igen, når jeg kommer hjem fra ferie.
  • Jeg bagte en skudefuld kanelsnegle til fælles morgenmad i 6.C. Der var mere end en, der gerne ville have opskriften. Senere sang vi feriesangen og sendte eleverne på sommerferie.
  • Det er et større arbejde at vaske en hel ham fra et får, der overhovedet ikke er rent. Skolelederen har sammen med teknisk service sørget for en stor balje og jeg har både skyllet og vasket første gang. Det er bestemt ikke rent, hænger lige nu til tørre, inden jeg møder op igen i morgen og fortsætter. jeg satser på en ren ham og mere viden om hvordan, inden jeg tager på ferie. Efter ferien venter et par stykker mere. 
  • Vi sluttede skoleåret med fælles hygge og mad. Det var en fin måde at sige god ferie, også selvom nogen af os møder op igen på mandag. Det er ikke obligatorisk, men der er så mange ting, der er meget lettere, når der ikke er nogen børn. Jeg satser på at bruge mand og tirsdag, inden vi torsdag tager til München. 
  • Emilie glæder sig til at have lejligheden alene. 
  • Oscar og jeg skulle have været på Frilandsmuseet på en søndag fyldt med regn. Vi aflyste og finder på noget andet en anden dag. 
  • Da regnen stoppede var det godt at komme ud og gå en lang tur.    









Læse:

Jeg læser ikke meget ad gangen for tiden. Det er ikke en kedelig bog, den fanger bare ikke som jeg håbede på. Endnu. Jeg håber det kommer. 

Bogen er kåret som årets bedste krimi i 2012, den første i serien var jeg optaget af, så kom nu i gang. 

Og mellem det lidt kedelige er der masser af spænding, og noget der med tiden kan hænge sammen. Der er også noget der lægger op til mistanke. 

Det er ikke fordi jeg ikke er underholdt. Det er ikke fordi jeg ikke gider læse den. Jeg er bare ikke rigtig fanget.


Strikke:

Vi tager på ferie på torsdag. Jeg plejer ikke at planlægge feriestrik, jeg plejer bare at det med, jeg er i gang med. Men. Jeg er ikke i gang med noget, der giver mening at tage med. Enten er jeg næsten færdig, det er for stort eller for uhåndterligt. 

Jeg plejer at have et par strømper på pindene, der er gode at have med i tasken, når vi går rundt i byen. Det har jeg ikke lige nu. Sidste år købte jeg et fed garn for et gavekort jeg havde haft et stykke tid, og strikkede det til at lille lækkert sjal (jeg ikke har længere) i løbet af vores fælles ferie. 

I år har jeg gjort det samme. Jeg havde et gavekort, da jeg havde købt det jeg vidste jeg ville have, var der lige præcis nok tilbage til et fed 400 meters merino og silke. Da jeg købte det, var det med tanke på sommerferien og et lille projekt. 

Over den sidste måned har jeg kigget på flere muligheder for et lille lækkert sjal. I dag troede jeg, jeg havde fundet det. Jeg vandt garnet op og købte opskriften. Jeg slog op, for det er rart at være startet, inden jeg tager af sted, strikkede, og måtte konstatere at det slet ikke var den rigtige opskrift. 

Der var alt for mange vrangmasker, det blev ikke pænt og kanterne var et kapitel for sig. Jeg ledte igen, endte med Wild at Heart, der ikke engang kostede noget og nu er jeg klar. Den lille start venter nu på ferien. Jeg strikker ikke videre før vi er af sted. Der skal jo være masker nok til hele ferien.

Og nej, det er ikke det eneste jeg tager med. Jeg skal have noget større, jeg kan have i sofaen om aftenen. Måske har jeg et strandet projekt liggende, der passer lige til det. 

Ellers finder jeg nok noget andet. 




2 kommentarer:

  1. Haha jeg undskylder det med fårehammen (alle 6)… Husk at de små totter med l-o-r-t er gode i skolehaven. Stik dem ned omkring rødderne. De gøder og holder på fugten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg lærer og det er slet ikke så svært som forventet. Det foresvæver mig at dele af ulden er mere spændende at arbejde med end andet. Men det kommer nok af sig selv, for noget af det er godt nok filtret. Men det bliver vildt blødt efter vask :)

      Slet